Bordelmutter tog nazihemmeligheder med sig i graven - nu er to forfattere gået på jagt i hendes kælder

Bordelmutter tog nazihemmeligheder med sig i graven - nu er to forfattere gået på jagt i hendes kælder

25-11-2020 15:38:00

Bordelmutter tog nazihemmeligheder med sig i graven - nu er to forfattere gået på jagt i hendes kælder

Sex, spionage og topnazister. Salon Kitty havde det hele. Nu har to forfattere forsøgt at finde hoved og hale i en legende fra Anden Verdenskrig.

Hun var helt sikkert noget andet og mere end bare en storhjertet bordelmutterUrs Brunner, forfatterI dag huser den beigefarvedeAltbau(gammel bygning, red.) en butik for høreapparater, men tilbage i årene fra 1939 til Anden Verdenskrigs afslutning var tredjesalen hjemstedet for en af nazitidens mest sagnomspundne institutioner, nemlig luksusbordellet, der gik under navnet Salon Kitty.

Carla Sands har forladt Danmark Alva tog til Dubai få dage efter verden blev 'rød': 'Der er altid en risiko for at blive smittet' KOMMENTAR: Donald Trump vil gå over i historien som en af USA’s værste præsidenter nogensinde

Det 500 kvadratmeter store etablissement udmærkede sig ikke bare ved sin overdådige indretning og kultiverede kvindelige besætning. De elegante værelser skulle også være udstyret med masser af skjulte mikrofoner og dobbeltvægge, som gjorde det muligt for nazisternes spioner at lytte med, når stedets nøje udvalgte og særligt trænede lagenartister efter hyrdetimen forsøgte at aflokke gæsterne deres hemmeligheder.

Det hedder sig endda, at der i kælderen var indrettet en særlig aflytningscentral, hvor betroede medarbejdere sørgede for at optage særligt interessante samtaler på lakplader.SærbehandlingIdeen til denne udspekulerede blanding af forlystelsestempel og 'venusfælde' skulle stamme fra en af SS-chefen Heinrich Himmlers betroede medarbejdere, Reinhard Heydrich, også kaldet Slagteren fra Det Tredje Rige. headtopics.com

Reinhard Heydrich, næstkommanderende i SS, var direkte ansvarlig for udryddelsen af jøder i Østeuropa.Foto: Archives / Scanpix DenmarkKodeordet ”Rothenburg” udløste den særbehandling, som var tiltænkt nazisystemets spidser, militærfolk, politikere og diplomater og som altså i nogle tilfælde også indebar, at SS-toppen lyttede med. I et fotokatalog kunne gæsterne udsøge sig en ”passende ledsager”, alle prostituerede med ”gode manerer” og sproglige evner ud over det tyske.

Blandt gæsterne på tredje sal var blandt andet den italienske udenrigsminister, Grev Galeazzo Ciano, hans tyske kollega Joachim von Ribbentrop og, siger nogle af kildene, også rigspropagandaminister Joseph Goebbels, der gik under øgenavnet Bukken fra Babelsberg på grund af sin forkærlighed for filmskuespillerne fra studierne i Babelsberg ved Potsdam.

Motivet var efter al sandsynlighed en blanding af voyeurisme og magtbesættelseJulia Schrammel, forfatterNazisterne forsøgte ellers at fremstille sig selv som repræsentanter for den urtyske kraft, der ryddede 1920'ernes skørlevned af vejen og henviste sexdriften til sin traditionelle plads inden for ægteskabet. Men hvis moral er godt, så er dobbeltmoral endnu bedre, og nazispidserne var gerne de første til at tage sig af retterne. Heller ikke idémand Reinhard Heydrich selv holdt sig tilbage fra selv at besøge lokaliteterne.

FascinationenSalon Kitty var stedet, hvor ”slemme nazister kunne møde smukke kvinder”, som det hedder i en avisomtale. Ikke så sært, at historien igennem årtier har fascineret og inspireret filmfolk og forfattere, for beretningen om luksusbordellet rummede ikke bare den pirrende kombination af sex, spionage og topnazister. headtopics.com

Mette Frederiksen sender stikpille til danske influencere i Dubai Skal dansk børne-tv bare gå til grænsen - som med John Dillermand? Skal corona-vaccinerede have særligt vaccinepas? EU tager hul på 'følsom' debat med mange snubletråde

Plakat for Tinto Brass' film fra 1976.Foto: TV 2Stedet blev også indbegrebet af ”naziploitation” forsøget på (endnu en gang) at slå mønt på nazitiden.Allerbedst illustreret gennem den italienskesoftcore-pornoproducent Tinto Brass’ film fra 1976, 'Salon Kitty', hvor det ikke skorter på perverse nazister i SS-uniformer og barmfagre kvinder i hofteholdere.

Men hvad er myte, og hvad er realitet i beretningerne om Giesebrechtstrasse nummer 11?Det har de to forfattere, østrigsk-fødte Julia Schrammel og schweizeren Urs Brunner, sat sig for at udforske og efter eget udsagn brugt hele fem år på at afdække. Resultatet er den nyudkomne bog 'Kittys Salon', udgivet på berlinerforlaget Berlin Story Verlag.

Den aktuelle bog 'Kittys Salon'.Foto: Uffe Dreesen / TV 2Men hvorfor denne fascination med et forholdsvis uskyldigt hjørne af nazihistorien?Måske er forklaringen, som medforfatter Julia Schrammel skriver i en mail til TV 2, at der midt i hjertet af nazistaten, lige for øjnene af de snerpede moral-apostle, der ville forbyde sex og erotik, befandt sig et glædeshus, som ikke bare blev tolereret, men endda promoveret af staten.

Besat af sexAt den topbegavede, men menneskeligt afstumpede, SS-mand Reinhard Heydrich tilskrives ideen med et nazibordel ligner ikke nogen tilfældighed. Julia Schrammel fortæller, at Heydrich beundrede Secret Service, den britiske efterretningstjeneste, og havde læst masser af spionromaner. Dertil kom hans umættelige sextrang. headtopics.com

Walter Schellenberg, en af hans nærmeste medarbejdere, har beskrevet Heydrichs natlige eskapader.Han var besat af sex og netop den kendsgerning kan ifølge forfatterne være forklaringen på hans ønske om at etablere sit eget nazibordel og på den måde ”forbinde forretning og fornøjelser”.

- Motivet var efter al sandsynlighed en blanding af voyeurisme og magtbesættelse, lyder analysen fra Julia Schrammel.Bygningen i dag.Foto: kittys-salon.de- Både Reinhard Heydrich og Walter Schellenberg var dengang meget unge og i den henseende meget uerfarne og havde efter vore dages målestok nok en slags romantisk, fantasifuld forestilling om spionage og kontraspionage.

Politiet afbrød fest i garage, men arrangør mener ikke, han har brudt loven Britisk mutation på fremmarch: - Vi står med en stærkere fjende, end vi har gjort før Vi slog den ned herhjemme, men minkmutationerne lever andre steder i verden

Havde de to nazikoryfæer levet i dag, ville man nok have konkluderet, at de havde set for mange James Bond-film.Bordelmutteren fra HamborgDet blev en af byens foretagsomme og erfarne damer, der kom til at lægge navn til aktiviteterne på tredje sal i Giesebrechtstrase. Nemlig købmandsdatteren Kätchen Emma Sophie Schmidt fra Hamborg, også kaldet Kitty, der havde drevet bordelvirksomhed på skiftende adresser i Berlin og opbygget en kundekreds fra de bedre kredse, selvom nazistyret officielt bekæmpede den form for ”ugermansk utugt”.

Kitty Schmidt med datteren Kathleen.Foto: kittys-salon.deMange af de løse damer blev sendt i fængsel eller koncentrationslejre, og fra 1941 krævede styret alle ”glædeshuse” registreret. Det kom dog ikke til at gælde for Kitty Schmidts bedrift.

Salon Kitty - eller officielt Pension Schmidt - var på intet tidspunkt opført på de officielle lister, og det tager forfatterne som et tegn på, at stedet allerede før krigsudbruddet i 1939 var blevet overtaget af nazistyret, og at sagen derfor blev hemmeligtstemplet.

Bordelmutter Kitty Schmidt havde tydeligvis forstået at indrette sig efter systemet, men var hun opportunist eller kollaboratør, antisemit og overbevist nationalsocialist, spørger forfatterne i bogen om 'Kittys Salon'?Kitte og datteren Kathleen ved stranden.

Foto: kittys-salon.deSom med andre sider af historien om luksusbordellet er sandheden ikke entydig, men ”der er dog en del kilder og udsagn, der tyder på, at Kitty Schmidt hverken var antisemit eller en overbevist nationalsocialist”, konkluderer medforfatter Urs Brunner:

- Fra alle, der kendte Kitty Schmidt personligt, har der lydt venlige og ofte beundrende ord om hende. Men helt sikkert var hun andet og mere end bare en storhjertet bordelmutter.TavshedI det hele taget har det været noget af en udfordring for forfatterne bag 'Kittys Salon', at mange af vidnerne for længst er døde og borte. Det gælder ikke mindst bordelbestyrer Kitty Schmidt, som lige indtil sin død i 1954 var tavs om sin fortid.

- Diskretion og tavshed er kendetegnet for en professionel 'madame', også for Kitty Schmidt, lyder forklaringen fra medforfatter Brunner.Også når det gælder mere håndfaste beviser, er forfatterne stødt mod en mur. Der er for eksempel hverken fundet billeder eller gæstelister fra Salon Kitty.

Al vores research lader os antage, at der sandsynligvis ikke bare var tale om et rygteJulia Schrammel, forfatterAlligevel har det ikke skortet på mere eller mindre fantasifulde beretninger om aktiviteterne i Giesebrechtstrasse, også fra øjenvidner som Walter Schellenberg, som valgte at smøre ekstra tykt på for at gøre en god historie endnu bedre.

Forfatter Schrammel nøjes med at konstatere, at da ”de fleste kvinder og kunder tog deres hemmeligheder med i graven, så har romanforfattere og filmproducenter kunnet give fantasien frit spil”.De forsvundne kablerHvad er så fakta, og hvad er fiktion i beretningen om nazibordellet?

Spørgsmålet har optaget mange, og enkelte har som historikeren Florian Altenhöhner konkluderet:- Der har aldrig eksisteret en Salon Kitty!Så vidt vil Julia Schrammel og Urs Brunner dog ikke gå.- Al vores research lader os antage, at der sandsynligvis ikke bare var tale om et rygte, og at nazisterne rent faktisk har benyttet aflytningsanlæg i Salon Kitty til en form for spionage under krigen, fortæller Julia Schrammel.

Lokalerne i dag.Foto: Birgit ProbstDe to forfattere er heller ikke i tvivl om, at der fandtes et luksusbordel på tredje sal i Giesebrechtstrasse 11, og at det nød beskyttelse fra højeste sted i årene fra 1939 til 1942, da et bombeangreb tvang Kitty Schmidt til at forlægge sine aktiviteter til stueetagen.

Men de meget omtalte lakplader er aldrig blevet fundet. Det samme gælder mikrofoner og aflytningsanlæg.Forfatterparret har i øvrigt selv haft lejlighed til at besøge ejendommen og lokalerne på tredje sal, som i dag er beboelse. De fik også mulighed for at besøge kælderen, hvor aflytningerne skulle have fundet sted. Den dag i dag er der hverken spor efter kabler eller mikrofoner, men en beboer fortæller, at man i 1960'erne havde fjernet lange ledninger og skjulte kabeldåser på tredje sal.

Besøget i kælderen får forfatterne til at konkludere, at det ville have været muligt at føre ledningerne ned til kælderen gennem de tomme gasrør.Bygningens kælder.Foto: Birgit ProbstDer er tale om en formodning og ikke håndfaste beviser, og sådan er det igen og igen med detaljerne i den pirrende beretning om nazibordellet i Giesebrechtstrasse.

Myten og legenden om Salon Kitty lever deres eget liv, og som Julia Schrammel og Urs Brunner kan fortælle, så er også pornoproducent Tinto Brass’ 1970'er-filmatisering stadig et efterspurgt værk.For interesserede vil det nu også være muligt at se en særlig Salon Kitty-udstilling i Berlin Story Bunker på Schöneberger Strasse. Også det tyske spionagemuseum ved Potsdamer Platz planlægger en særudstilling om det, de kalder ”dette usædvanlige kapitel af Berlins spionagehistorie”.

Læs mere: TV 2 NEWS »

tv2nyhederne Er hun da begravet i kælderen?