Iran afviser anklager om 'uhyggeligt mønster af overlagte drab': 'Det er opdigtet'

Amnesty International beskylder landet for mørklægning af drab på civile, efter styret har lukket internettet ned.

Tusinder på gaden for at vise støtte til det iranske styre, der i går meddelte, at urolighederne var blevet nedkæmpet. (Foto: © Str, Scanpix)

Amnesty International 'opdigter deres tal' og medvirker 'i en misinformationskampagne mod Iran'.

Irans FN-talsmand Alireza Miryousefi giver bestemt ikke meget for den udtalelse, som menneskerettighedsorganisationen kom med i tirsdags.

Her sagde de, at mindst 106 mennesker er blevet dræbt i de demonstrationer, der brød ud flere steder i Iran i sidste uge. Dette dødstal kunne dog være langt højere.

Det afviser talsmanden i en række tweets.

- Alle dødstal, som ikke er bekræftet af regeringen, er spekulative og ikke pålidelige.

Internettet har været lukket ned af det iranske styre i fem dage. Derfor er det svært at få et konkret overblik over situationen i landet.

Men Amnesty siger, at de har videomateriale, øjenvidneberetninger og oplysninger fra menneskeretsaktivister, der viser 'et uhyggeligt mønster af overlagt drab begået af de iranske sikkerhedsstyrker'.

For kort tid siden oplyste det lokale nyhedsbureau ISNA, at internettet igen er tændt i den sydlige Hormozgan-provins i landet.

Ambassadør: Befolkningen er under pres

Danmarks ambassadør i Iran, Danny Annan, har oplevet urolighederne i landet gennem længere tid.

- Der har været demonstrationer tæt på mit hjem, hvor demonstranterne løb væk, da politiet kom. Og flere af mine kollegaer har siddet i kø på vejene i flere timer, fordi vejene har været blokeret, fortæller han til DR.

- Der har været en bekymring i befolkningen. Situationen er præget af de økonomiske sanktioner mod landet, som gør, at folk har svært ved at få ting til at løbe rundt.

Danny Annan fortæller, at manglen på internet har gjort det svært at finde informationer om, hvad der sker, og hvorvidt urolighederne er forbi.

- Vi får lidt info om, at der stadig er nogle demonstrationer, men det er helt tydeligt, at omfanget er aftaget i de seneste dage. Baseret på tidligere erfaringer vil det ebbe ud, men der er ingen tvivl om, at den iranske befolkning er under et enormt økonomisk pres. Så det kan ikke udelukkes, at der igen på et senere tidspunkt vil komme demonstrationer.

Det iranske styre: Urolighederne er nedkæmpet

Siden fredag har en lang række iranske byer været ramt af demonstrationer og uroligheder.

De brød ud, efter præstestyret i sidste uge varslede højere priser på benzin samt rationering på flere varer i det sanktionsramte land.

I går meddelte det iranske styre, at urolighederne var blevet nedkæmpet.

Dette fik tusinder af iranere på gaden, hvor de viste deres støtte til det iranske styre.

  • Samtidig med at demonstranter har vist støtte til landets styre, har flere afbrændt amerikanske flag. (Foto: © Str, Scanpix)
  • Tusinder af iranere på gaden, der støtter landets styre. (Foto: © Str, Scanpix)
  • Demonstranter med et portræt af landets leder, Ayatollah Ali Khamenei. (Foto: © Str, Scanpix)
1 / 3

- Det iranske folk har endnu en gang overkommet en historisk prøvelse og vist, at de ikke vil lade fjender drage fordel af situationen, selv om de måtte have klager til, hvordan landet ledes, sagde den iranske præsident, Hassan Rouhani, ifølge Reuters.

Søndag meddelte iranske myndigheder, at over 1.000 mennesker var anholdt for at have deltaget i demonstrationerne.