Billedet af dansk klubfodbolds status på den europæiske scene er ikke et kønt syn lige nu.

FC Midtjylland og Brøndby lever godt nok i aften stadig i fodboldens helt særlige intense, men også flygtige håb om et par store udebanesejre i den middelsvære sensationskategori, når begge klubber skal forsøge at vende nederlag på 2-4 hjemme til samlet sejr i henholdsvis skotske Glasgow og portugisiske Braga.

Vi kan så håbe med dem, men sandsynligheden taler for, at vi i morgen fredag vågner op til en konstatering af, at dansk fodbolds europæiske klubsucces igen i denne sæson står og falder med FC København.

’Ståle alene i Europa’ kan man også døbe tendensen med behørig respekt for, at netop det nuværende danske mesterhold 13 ud af de seneste 14 sæsoner har hentet point til ranglisten gennem europæiske gruppespil – de fleste med norske Solbakken som trænerhjernen bag.

Selv FC København kæmper imidlertid også. Det samlede nederlag efter tirsdagens bizarre straffesparkskonkurrence til Røde Stjerne gør, at endnu et gruppespil heller ikke i Parken nødvendigvis bliver en realitet dette efterår.

Samlet set har de fire danske klubber i Europa (Esbjerg var fjerde danske deltager) i denne sæson spillet indtil videre 12 kampe mod hold fra Finland, Wales, Hviderusland, Polen, Portugal, Serbien og Skotland.

Det har givet fire sejre, tre uafgjorte og fem nederlag.

Tager man FC København ud af ligningen, hedder totalen endda otte kampe med fem nederlag, en uafgjort og to sejre.

To sejre!

Koster på ranglisten

Det er nedslående, for selv om lodtrækningen denne sæson ikke just har været decideret heldig, så har indsatsen været dårligere end lodtrækningen.

Finsk, hviderussisk, polsk, skotsk og portugisisk (uden for top tre) fodbold er altså ikke så markant bedre end dansk. Eller bør ikke være det, kan man sige.

Og de manglende sejre koster på den europæiske rangliste, hvilket kun gør opgaverne sværere de kommende sæsoner.

Jeg har i den forgange uge talt med en del personer i og omkring den danske fodboldverden for at søge lidt svar på den bekymrende tendens, hvor vi efterhånden skal tilbage til FC Midtjyllands fine præstationer i efteråret 2015 for at finde en anden dansk klub end FCK i et europæisk gruppespil.

Men det er immervæk fire år siden. Ja, og Brøndby har ikke været der siden 2005.

Nuværende Brøndby-træner Niels Frederiksen er en af de danske trænere, som senest har haft succes med et andet hold end FC København, da han i sæsonen 2013/2014 førte Esbjerg ikke bare til gruppespillet i Europa League, men også videre fra puljen og til en 1/32-finale mod italienske Fiorentina.

Han tager et lille forbehold for en svær lodtrækning i denne sæson, men siger derudover:

- En hård lodtrækning er jo heller ikke hele forklaringen, for det er sket nu år efter år, og man er formentlig ikke uheldig år efter år.

- Så i sidste ende har det noget med niveau at gøre, og man er nødt til at spille klogt, når man spiller i Europa, og den her kloghed får man bedst med erfaringen. Det gælder både trænere og spillere. Jo flere gange, man prøver det, desto bedre bliver man til at håndtere udfordringen. Og der har vi bare ikke været dygtige nok i Danmark, siger Niels Frederiksen.

Er danske klubber for naive?

Analysen fra Niels Frederiksen er interessant. Hans Brøndby-hold håndterede selv hjemmekampen mod Braga dårligt, da holdet begik fejl og kom bagud, men kæmpede sig tilbage på tålelige 2-2, hvorefter der blev satset alt for voldsomt og naivt i tillægstiden med to indkasserede portugisiske udebanemål til følge.

Spillerne jagtede sejren – og troede på den. Men satsningen blev for voldsom, for risikabel.

I underholdningens og sportens reneste navn og ånd er det selvfølgelig prisværdigt hele tiden at jagte og angribe og spille fremad, men det kloge her havde været noget andet.

Det får mig til at tænke på Peter Sørensen, der i optakten til Hobros hjemmekamp mod Brøndby i seneste spillerunde i Superligaen blev interviewet i Viasats studie.

Sørensen blev spurgt til, om ikke det var dejligt, at hans hold denne søndag ikke var forpligtet til at gå ud og angribe, når det nu var Brøndby, som var på besøg.

Peter Sørensen benyttede lejligheden til at angribe den – i hans øjne - meget danske præmis om, at det nærmest er et fy-ord at være velorganiserede og kompakte. At arbejde ud fra en defensiv basis, at kende sine begrænsninger.

Horsens er et eksempel på det. I Sverige og Norge ville de blive hyldet. I Danmark mest hånet.

Ja, selv på landsholdsplan kan man drage en parallel, for mon ikke Åge Hareide hen over sommeren har siddet hjemme ved de norske fjorde og tænkt over det lidt mærkelige lille land, hvis herrelandshold han er træner for.

Han har ført holdet til en VM-ottendedelsfinale, vundet sin Nations League pulje og ikke tabt en kamp i tre år, men alligevel vil de fremadrettet hellere noget andet end ham. Noget bedre. Noget mere sprudlende. Sådan havde de næppe tænkt eller handlet i samme situation i Norge.

Spørgsmålet er, om dansk fodbold stadigvæk har lidt for meget snert af den vidunderligt charmerende, men også lidt naive indstilling til, hvordan fodboldkampe skal spilles og vindes. Ikke nødvendigvis hos den enkelte spiller eller træner, men som et usynligt dogme.

Lige nu spiller de danske klubber i hvert fald tydeligvis ikke klogt nok i Europa. Og de to mest succesfulde trænere i Danmark de seneste ti år er:

Nordmænd.