LIGE NU

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist på denne mail.

Mistænkt bag masseskyderi havde stoffer i blodet

24-årige Connor Betts, der 4. august dræbte 9 og sårede 27 i byen Dayton i delstaten Ohio, havde kokain og andre stoffer i blodet under skyderiet. Det oplyser retsmediciner i Montgomery County Kent Harshbarger ifølge AP på et pressemøde.

Tyv, der lignede Ross fra 'Friends', idømt fængsel

En tyv blev sidste efterår verdenskendt, fordi han på politiets efterlysning lignede karakteren Ross Geller fra tv-serien 'Friends', og nu er han i Storbritannien blevet idømt ni måneders fængsel. Det skriver BBC og The Guardian.

Ilhan Omar kritiserer Netanyahu og "islamofoben" Trump

Det amerikanske kongresmedlem Ilhan Omar, der nægtes indrejse til Israel, kritiserer præsident Benjamin Netanyahu for beslutningen, som hun mener er taget "under pres fra præsident Trump", som hun kalder "islamofob".

Motorvej genåbnet

E45 Østjyske Motorvej er ikke længere spærret i sydgående retning ved Tilst.

Præsidentkandidat trækker sig i USA

Den tidligere guvernør for delstaten Colorado John Hickenlooper trækker sig fra feltet af demokrater, der stiller op som udfordrere til Donald Trump til næste års præsidentvalg. Det meddeler han på Twitter.

Terrormistænkt nordmand vil nu afgive forklaring

Den drabs- og terrorsigtede nordmand Philip Manshaus har meddelt, at han ønsker at afgive forklaring til politiet. Det oplyser forsvareren for den 21-årige, der blev anholdt efter et angreb på en moské. Det er ikke afklaret, hvornår en afhøring vil finde sted, skriver NTB.

22-årig fremstilles i sag om eksplosion ved Skattestyrelsen

En 22-årig svensker, der er anholdt i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen, bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i Malmö, oplyser den svenske anklagemyndighed. Det forventes at starte klokken 13.30, men retten melder difinitivt ud fredag formiddag. Efterfølgende er der pressemøde.

E45 spærret efter uheld

E45 Østjyske Motorvej er spærret i sydgående retning ved Tilst på grund af et uheld, skriver Vejdirektoratet.

53-årig i livsfare efter ulykke

En 53-årig mand fra Skødstrup er indlagt på Traumecentret på Skejby Sygehus med livsfarlige kvæstelser efter en trafikulykke torsdag eftermiddag, hvor han i bil stødte sammen med en lastbil på Motortrafikvejen ved Rønde. Det opyser Østjyllands Politi på Twitter.

Oslo overvejer forbud mod el-løbehjul

Den norske by Tronheim har forbudt udlejning af elløbehjul, og nu overvejer Oslo Kommune at følge eksemplet, skriver NRK

Israel nægter to amerikanske kongresmedlemmer indrejse

Israel har nægtet de to amerikanske kongresmedlemmer Ilhan Omar og Rashida Tlaib adgang til landet, siger en talsmand for viceudenrigsminister Tzipi Hotovely til CNN. Kort forinden havde Donald Trump tweetet, at det ville være svagt af Israel at tillade de to kvinder indrejse.

Regeringens nye regler sikrer rekordløn til Mette F.'s toprådgiver

Statsminister Mette Frederiksen har lavet nye regler for regeringens rådgivere, så hendes egen toprådgiver Martin Rossen undgår lønloftet og dermed får en rekordløn på 1,44 millioner kroner inklusiv pension, og det møder kritik fra støttepartiet Radikale Venstre, skriver DR.

Mette Frederiksen til Grønland

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger Grønland 18.-19. august. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse. Herefter rejser hun videre til Island til det årlige nordiske statsministermøde frem til den 21. august.

Fire unge sigtet for at bedrage ældre kvinder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt fire mænd på 18-19 år og sigtet dem for bedrageri for samlet mere end 100.000 kroner. Bedragerierne er blandt andet sket ved af kontakte ældre kvinder per telefon eller e-mail og franarre dem NemID eller bankoplysninger.

Mand stukket ned ved britisk ministerium

En mand er i livsfare, og en anden er anholdt efter et knivstikkeri i Marsham Street i London, oplyser britisk politi. Ifølge Sky News skete knivstikkeret foran indenrigsministeriets bygning, og et område foran bygningen er blevet spærret af. 

Seks EU-lande tager imod 147 strandede migranter

Frankrig, Luxembourg, Portugal, Rumænien, Spanien og Tyskland er klar til at tage imod 147 migranter, der har været strandet på redningsskibet Open Arms, som i sidste uge havde besøg af skuespilleren Richard Gere. Det siger Italiens premierminister ifølge nyhedsbureauet Reuters.