Efterforskere: Fodboldstjerne udsat for kulilteforgiftning inden flystyrt

Emiliano Sala og hans pilot fik en farlig mængde kulilte, inden deres fly styrtede ned i januar.

Sala var netop skiftet fra franske Nantes til Premier League-klubben Cardiff. Han havde været i Frankrig for at sige farvel til fansene, inden han satte sig ombord på ulykkesflyet. (Foto: © EDDY LEMAISTRE, Scanpix)

Den argentinske fodboldstjerne Emiliano Sala og hans pilot blev udsat for farlige niveauer af kulilte, inden deres fly styrtede ned i januar 2019 og dræbte dem begge.

Det siger britiske efterforskere ifølge nyhedsbureauet AP.

Undersøgelsesafdelingen for luftfart siger onsdag, at toksikologiprøver viser, at Sala havde et højt mætningsniveau af COHb, en kombination af kulilte og hæmoglobin, i sit blod.

Langt over dødeligt niveau

Niveauet befandt sig på 58 procent, og et niveau på mere end 50 procent betragtes generelt som potentielt dødeligt hos et sundt individ, lyder det.

Sala var netop skiftet fra franske Nantes til Premier League-klubben Cardiff, da han var på et kort besøg i Frankrig for at sige farvel til sine tidligere holdkammerater.

Et billede af flyvraget, der blev fundet på bunden af Den engelske kanal. (Foto: © Ho, Scanpix)

For at komme hurtigt tilbage satte han sig i et lille enmotorsfly, og det fik altså tragiske konsekvenser. Flyet styrtede i Den Engelske kanal 21. januar, og Salas krop blev først fundet to uger senere.

Piloten David Ibbotsons lig er stadig ikke fundet.

/ritzau/