Kirsten mærkede de ultimative konsekvenser af klamydia på egen krop

'Der var en lang periode, hvor jeg var bange for, om jeg overhovedet ville blive mor'.

Da Kirsten List Larsen mødte ham, hun ville have børn med, gik det hurtigt op for hende, at klamydiaen havde store konsekvenser for hende. (© https://kirstenlistlarsen.dk)

Ét år med ubehandlet klamydia ødelagde Kirsten List Larsens æggeledere. Men hun nægtede at lade det ødelægge hendes ønske om børn.

Da Kirsten List Larsen først opdagede, at hun var smittet med klamydia, tog hun to pencilinkure og forventede, at hun havde hørt det sidste til den sag.

Men da hun mødte ham, hun ville have børn med, gik det hurtigt op for hende, at klamydiaen havde langt større konsekvenser for hende, end hun kunne frygte.

Fertilitetsbehandling og smadrede håb

Efter to års baby-forsøg blev Kirsten List Larsen og hendes partner utålmodige efter to streger på graviditetstesten og tog til den første konsultation på en fertilitetsklinik.

Da fandt hun ud af, hvad klamydia havde gjort ved hendes krop.

Begge æggeledere var lukkede, og der var arvæv, fordi de var groet sammen. Den ene æggeleder blev til sidst helt fjernet, fordi den var så dårlig.

- Det var et kæmpe chok at finde ud af, at mine æggeledere var blevet så dårlige, og jeg ikke havde vidst noget om det, siger Kirsten List Larsen.

Efter to års fertilitetsbehandling kunne Kirsten List Larsen og hendes partner ikke mere. De sagde stop til mere fertilitetsbehandling og håbet om, at en graviditet skulle lykkes for dem.

- Vi syntes simpelthen, at det var for hårdt at være i. Jeg blev ekstremt stresset af det, siger hun.

Bange for ikke at blive mor

Kirsten List Larsen husker, at frygten for aldrig at få børn for alvor slog igennem, efter behandlingen sluttede.

- Der var en lang periode, hvor jeg var bange for, om jeg overhovedet ville blive mor på et tidspunkt i mit liv. Det havde jeg jo altid drømt om, siger Kirsten List Larsen.

At være ufrivillig barnløs var allestedsnærværende for parret, og spørgsmålene og tvivlen dukkede konstant op.

- Det er ligesom en tinitus. Selvom man laver andre ting, ligger det hele tiden og rumsterer, den der frygt for at det ikke lykkes, siger Kirsten List Larsen.

Men drømmen om at få børn ville hun ikke give slip på.

Heldigvis blev klamydiaen ikke stopklods for, at Kirsten i sidste ende blev mor. Efter syv lange år som ufrivllig barnløs blev parret godkendt til at adoptere. I dag har 54-årige Kirsten to børn på 20 og 16 år.

- Så endte det lykkeligt for mig, idet at jeg har fået to dejlige børn. Men det har godt nok været en slem og lang vej, siger Kirsten List Larsen, der er uddannet sociolog og i dag arbejder med at hjælpe barnløse par.

Klamydia er et irriterende bekendtskab og den mest udbredte kønssygdom herhjemme. Derfor er det ekstra gode nyheder, at vi er et skridt tættere på at have en vaccine for den.

Fertilitetsbehandling kræver sin mand eller kvinde. For Kirsten List Larsen og hendes partner blev det efter to år for hårdt, og de valgte at stoppe. (Foto: © Maria Albrechtsen Mortensen, Scanpix)

Gik uvidende rundt med klamydia

Da den dengang 24-årige Kirsten List Larsen blev smittet med klamydia af sin daværende kæreste, var der hverken vaccine eller symptomer i syne. Hun havde nemlig ingen tegn på kønssygdommen. Alligevel mener hun, at hun skulle have været på vagt.

- Jeg burde nok have haft en mistanke og være gået til lægen, da den mand, jeg havde været kærester med i tre år, fik noget, han kaldte underlivsbetændelse, siger hun.

Da Kirsten List Larsen cirka et år efter begyndte at pletbløde, fandt hun ud af, at hun faktisk havde klamydia.

- Da jeg fandt ud af, at jeg havde klamydia, var jeg rigtig vred på min daværende kæreste.

Først efter mange år så hun mere nuanceret på situationen. I dag mener hun, at hun også havde et ansvar for at blive tjekket for den udbredte kønssygdom.

- Jeg stolede på min kæreste, men det var stadigvæk mit valg ikke at gå videre i forhold til, om jeg også kunne være blevet smittet, siger Kirsten List Larsen. Det burde jeg jo have gjort, siger Kirsten List Larsen og tilføjer:

- 'Better safe than sorry'.