Dansk familie fĂĄr ikke erstatning efter Marokko-drab

Familien havde krævet en erstatning på syv millioner kroner fra den marokkanske stat. Trods afslag om økonomisk kompensation fortsætter kampen.

Torsdagens afgørelse ved retten i Marokko om den terrordræbte Louisa Vesterager Jespersen blev modtaget med blandede følelser af moren, Helle Vesterager Jespersen.

På den ene side var der tilfredshed med dødstraffen til de tre hovedmistænkte mænd i sagen, men omvendt var der skuffelse over den økonomiske side af retssagen for de efterladte til Louisa Vesterager Jespersen.

De mord kunne have været undgået, så derfor er det rimeligt, at der bør være en kompensation

Helle Vesterager Jespersen, mor til dræbte Louise Vesterager Jespersen

Retten i den nordafrikanske by Salé vurderede, at den marokkanske stat ikke skal betale erstatning til Louisa Vesterager Jespersens familie.

- Vi skal snakke med vores advokat om, hvordan vi griber det an herfra. Man skal ikke kunne gĂĄ hen og slĂĄ folk ihjel, uden det fĂĄr konsekvenser, siger Helle Vesterager Jespersen til TV 2.

Hun mener, at den marokkanske stat kunne have gjort mere for at forhindre drabet pĂĄ hendes datter og dennes veninde, norske Maren Ueland.

- De mord kunne have været undgået, så derfor er det rimeligt, at der bør være en kompensation, siger Helle Vesterager Jespersen til TV 2.

Nordmænd skal ikke forvente penge

Den danske familie havde gennem sin bistandsadvokat, Khalid Fataoui, krævet en erstatning på cirka syv millioner danske kroner fra den marokkanske stat for dens "moralske ansvar" i dobbeltdrabet, men det fandt retten ikke belæg for.

Derimod blev de efterladte til norske Maren Ueland tilkendt to millioner marokkanske dirham, hvilket svarer til cirka 1,4 millioner danske kroner, i erstatning fra de tre dødsdømte mænd.

Men pengene skal den norske familie ikke gøre sig de store forhåbninger om at se ifølge den danske families bistandsadvokat, Khalid Fataoui.

- Det er fattige mænd, som aldrig nogensinde vil være i stand til at betale. De har for de flestes vedkommende boet i bjergene, haft lavtlønnede jobs, og derfor kommer den norske familie aldrig til at se pengene, siger TV 2s journalist Sanne Lau Pedersen, der har fulgt retssagen i Marokko.

Vil kæmpe videre

Kampen om en økonomisk kompensation er imidlertid ikke slut endnu for Helle Vesterager Jespersen.

Hun håber stadig, at dommen om økonomisk kompensation vil blive omstødt.

Hendes bistandsadvokat nærer også håb om at få omgjort beslutningen, så den marokkanske stat i sidste ende kommer til at betale en erstatning.

- Familiens advokat vil gå videre med sagen og sagsøge den marokkanske stat igen samt appellere dagens afgørelse, fortæller Sanne Lau Pedersen.

Jeg tror ikke, at dødsstraffen bliver udført, men man ved aldrig

Marc Schade-Poulsen, ekspert i nordafrikanske forhold

Fængsler giver psykiske lidelser

De tre hovedmænd i drabssagen blev alle tildelt den hårdeste staf, nemlig dødsstraf.

Men Marokko har ikke eksekveret en dødsdom siden 1993, og derfor kan dommen til de tre hovedmistænkte i praksis blive en anden.

Dødsdømte i Marokko kan sidde i to forskellige fængsler. Det siger Marc Schade-Poulsen, ekspert i nordafrikanske forhold, til TV 2.

- Marokkanske fængsler er ikke et rart sted at være, og omkring 75 procent af de indsatte er psykisk syge, mens mange bliver det af at sidde i fængsel, siger Marc Schade-Poulsen.

Konge benåder dødsdømte

Han fortæller, at den marokkanske konge årligt benåder cirka ti dødsdømte personer i landet, som i stedet får livsvarige straffe.

Og det kan komme på tale for de tre hovedmistænkte i Louisa Vesterager Jespersen-drabssagen.

- Jeg tror ikke, at dødsstraffen bliver udført, men man ved aldrig. Det er en højtprofileret sag, og det er meget vigtigt for Marokko, at de viser, de kan stoppe den type grusomme handlinger, siger Marc Schade-Poulsen.