Tilbage i 2015, var det på manges læber, at tyrkerne havde skudt et russisk Su-24-fly ned, fordi det fløj ulovligt i det tyrkiske luftrum.

Rusland er allieret med Syriens præsident, Bashar al-Assad og støttede på det tidspunkt præsident Assads regime ved at bombe etnisk-tyrkiske oprørsgrupper i Syrien, tæt ved grænsen til Tyrkiet.

Tyrkiet siger, at de gav mange advarsler om brud på suverænt luftrum, men til sidst blev flyet med to piloter ombord skudt ned. Den ene pilot døde.

Tyrkiet er en del af NATO og er derfor allieret med både USA og Vesten. Men tyrkerne kunne med rette føle sig svigtet, da både amerikanerne og NATO mente, at det var en 'mindre overreaktion' og at de var 'bekymret over Tyrkiets aggresivitet'.

- NATO må ikke lade sig blive trukket ind i en militær eskalering med Rusland på baggrund af spændingerne mellem de to, sagde Luxemborgs udenrigsminister, Jean Asselborn til Der Spiegel dengang, med opbakning fra Tyskland.

Men på det her tidspunkt var de diplomatiske bånd mellem Rusland og Tyrkiet lagt i dybfryseren.

I årtier har der været en væbnet kamp mellem den tyrkiske regering og det kurdiske mindretal i landet. Anført af det kurdiske arbejderparti, PKK, der af Danmark og EU er anset som en terrororganisation.

Da Islamisk Stat i 2015-2016 kontrollerer store områder i Syrien. indgår USA et partnerskab med PKK's søsterparti YPG's bevæbnede militær. Vesten og USA stod her for at støtte YPG - altså kurdere - med luftstøtte og våben.

Men forstærkede kurdiske styrker er et alvorligt problem for Tyrkiet, da kurderne dermed kan gå hen og blive magtfulde samt kontrollere områder i grænselandet mellem Syrien og Tyrkiet.

Derfor tager Ankara kontakt til Moskva for at blive gode venner igen ovenpå krisen med det nedskudte fly. For Tyrkiet så behov for en modvægt til de styrkede kurdiske oprørsgrupper.

Amerikanerne har til den dag i dag stadig et samarbejde med de kurdiske oprørsgrupper.

Vi springer lidt i tid her, for tilbage i oktober 2015 kunne amerikanerne fortælle, at de ikke længere ønskede, at deres luftforssvarssystem, kaldet Patriot, skulle være på tyrkisk jord.

Derfor kom det meget belejligt, at russerne - ifølge journalist Ragip Soylu - ville have en våbenhandel i hus, før at de ville droppe fjendtligheden over det nedskudte kampfly.

Her kom det højaktuelle S-400-system så ind i spillet, for det faldt Ankara ganske naturligt at købe et nyt forsvarssystem, når nu amerikanerne ikke længere ville have deres system i præsident Recep Tayyip Erdogans land.

Præsidenten blev formentlig kun bekræftet i sit ønske om at købe et nyt missilforsvar efter et kupforsøg, der havde til formål at vælte regeringen i juli 2016. Tyrkiet står på det her tidspunkt overfor trusler internt i sit militær og eksternt fra militante kurdiske grupperinger.

Så går der noget tid, hvor der egentlig ikke sker noget i amerikanernes øjne. Det er først i 2017, at det går op for amerikanerne, at Rusland og Tyrkiet mener alvor, hvad S-400-handlen angår.

Men til at starte med afventer den amerikanske forsvarsminister, James Mattis. Han tror ikke rigtig at handlen bliver til noget. Adspurgt af en journalist, om den tyrkisk-russiske handel er et problem, svarer han:

- Problemet er, hvordan du får NATO-systemerne til at operere sammen med russernes? De vil aldrig komme til at interoperere.

Med andre ord, han tror ikke på handlen, før han ser den på papir.

Men handlen mellem russerne og tyrkerne er der allerede skrevet under på, og det måtte amerikanerne senere sande.

Derfor skærper de også tonen senere på året, hvor de siger, at købet af S-400 systemet 'kan få en betydning' for tyrkernes ønske om at købe F-35-fly fra amerikanske Lockheed Martin.

Men det ser tyrkerne som et spil for galleriet og et udtryk for, at amerikanerne nu bare har skiftet mening og vil have Ankara til at købe et amerikansk missilforsvar frem for det russiske S-400.

Med andre ord: diplomaterne fra USA og Tyrkiet kigger hinanden godt i øjnene, for blot at tro, at de hver især bluffer.

Faktum er, at det russiske S-400-luftforsvarssytem allerede står på Mürted luftbase ved Ankara, og det er netop derfor, at amerikanerne igår suspenderede tyrkerne fra F-35-kampflyprogrammet.

Derfor skal amerikanerne nu finde nogle andre, som kan producere de komponenter til flyet, som Tyrkiet laver, og de skal formentlig også finde et hjem til nogle af de 100 F-35a-fly, som der stod Tyrkiets navn på, for flere af dem er lavet.

Hvad angår forholdet mellem de to lande, så siger DR's Mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, der til dagligt bor i Istanbul:

- Det her er virkelig noget, der slår et skår i forholdet, og jeg vil kalde det en alvorlig diplomatisk krise, som er svær at se en vej ud af.

- Købet af S-400 er en sag man ikke bare kan glemme, og det kan skabe en sneboldseffekt, hvor begge parter vil få svært ved at finde en løsning, så det er meget svært at se, hvor det her kan ende, siger han.

Og i forhold til NATO-alliancen, så er tyrkiets beslutning om at købe den russiske model et udtryk for intern splittelse:

- Det er ikke begyndelsen til en krise, for det er allerede nu en krise. Det køb her forstærker nogle spændinger, som der har været internt i NATO i nogle år, siden Erdogan begyndte at vise antidemokratiske tendenser, siger Henrik Breitenbauch og slutter:

- Russerne sidder og high-fiver hele vejen rundt, fordi de er lykkedes med deres plan om at sætte lus i skindpelsen på NATO-samarbejdet.

Hvornår det næste kapital i trekantsdramaet mellem USA, Tyrkiet og Rusland skrives er endnu uvist.

Men den amerikanske præsident, Donald Trump siger på nuværende tidspunkt, at de 'ikke kigger på' økonomiske sanktioner mod Tyrkiet på nuværende tidspunkt.

Ruslands tilbud om at købe russiske kampfly i stedet for de amerikanske står stadig ved magt, men Ankara har ikke svaret på tilbuddet endnu.