OVERBLIK Sådan kan du følge med i valget til Europa-Parlamentet

Du kan følge med i europaparlamentsvalget på både dr.dk, i tv og i radioen.

Du kan følge valget til Europa-Parlamentet på alle platforme, når danskerne går til stemmeurnerne på søndag. (Foto: © Omer Messinger, Scanpix)

Søndag skal danskerne en tur i stemmeboksen sammen med millioner af andre europæerne.

I disse dage bliver der nemlig afholdt valg til Europa-Parlamentet, hvor i omegnen af 400 millioner europæere kan stemme om, hvem der skal besætte parlamentets 751 pladser.

Mens nogle lande - såsom Storbritannien - allerede har afholdt deres valg, så er det altså den 26. maj, det gælder for os i Danmark.

Vi skal i alt vælge 14 politikere, som skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet i de kommende fem år.

13 af dem indtager deres pladser den 2. juli, hvor det nye parlament mødes for første gang. Den 14. parlamentariker får dog først sin plads, når Storbritannien har forladt EU.

Men hvor kan du egentlig følge med i valget her på DR? Og hvornår begynder de første resultater at trille ind? Det giver vi dig et overblik over herunder.

Valgaften på DR1

Ask Rostrup (til venstre) og Johannes Langkilde er makkerparret, der skal guide seerne igennem den store valgaften på DR1. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

På DR1 guider Johannes Langkilde og Ask Rostrup dig gennem den store, europæiske valgaften direkte fra DR Byens Studie 5, hvor du aftenen igennem vil få seneste nyt fra Danmark og resten af Europa - og selvfølgelig også bliver opdateret på valgets resultater, så snart stemmerne begynder at trille ind.

DR1 sender live klokken 18.55-21 og igen fra klokken 21 til omkring en time efter midnat. TV Avisen sender som vanligt klokken 18.30 og i en forkortet udgave klokken 21.

Stemmestederne i Danmark lukker klokken 20 søndag aften, og kort tid herefter kan vi forvente den første exitpoll om det danske resultat.

DR's korrespondenter står aftenen igennem klar i blandt andet London, Paris og Berlin for at give dig seneste nyt om valget.

På DR1 bliver der mandag morgen samlet op på valget fra klokken 6-9.

Følg med på dr.dk døgnet rundt

Dr.dk følger valget allerede fra søndag morgen, når valgstederne i Danmark åbner.

På dr.dk kan du følge med i valget allerede fra søndag morgen klokken ni. Dækningen fortsætter resten af søndagen og en god del af mandag med.

De første egentlige resultater kommer dog ikke før omkring klokken 23 i aften, da man ikke må offentliggøre officielle resultater, før de sidste stemmesteder i Europa er lukket. Det gør de først klokken 23 nogle steder i Italien.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 forelå det danske resultat cirka en time efter midnat.

Omkring kl. 23.15 forventes en fælleseuropæisk prognose, hvor vi vil blive klogere på, hvordan de nuværende otte grupper i Europa-Parlamentet har klaret sig i valget.

Bliv opdateret på P1 og DR2

Det er de her 751 pladser, det hele handler om. Danmark skal vælge i alt 14 parlamentarikere til Europa-Parlamentet. (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

Du kan følge med i valget i P1 Morgen søndag klokken 8-12, kun afbrudt af 'Gudstjeneste på P1' mellem klokken 10-11.

Radiokanalen giver dig igen seneste nyt om valget fra klokken 17 og indtil midnat.

Mandag vil P1 Morgen også hellige sig valget til Europa-Parlamentet mellem klokken 6-9.

På DR2 vil Deadline også beskæftige sig med europaparlamentsvalget, når nyhedsudsendelsen bliver sendt 22.30-23 søndag aften.