Detektor: Rasmus Paludan nægter at have brændt koranen af. Men det har han. Se det her

Stram Kurs-lederen siger, at han aldrig har brændt koranen af. Videooptagelser viser det modsatte.

Stram Kurs afbrænder en koran den 1. maj 2019. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

I løbet af det seneste år har stifter af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, arrangeret demonstrationer landet over, og til flere af de demonstrationer er der blevet sat ild til en koran.

Rasmus Paludan siger, at han ikke selv har brændt en koran af.

Det har han gentaget igen og igen i valgkampen, selvom flere videooptagelser har vist, at han medvirker aktivt til afbrændinger af koranen.

Detektor er nu kommet i besiddelse af en ny videooptagelse, som viser, at Paludan og mindst én anden person holder en tændt lighter hen til en koran, som øjeblikket efter bryder ud i flammer.

Hvad påstår Rasmus Paludan?

– Jeg har aldrig brændt koranen af, lød det meget klart fra Rasmus Paludan, da han for godt en uge siden gæstede Aftenshowet på DR1.

Vært Mikkel Fønsskov sagde op til udtalelsen, at Stram Kurs-lederen er "kendt fra videoer på Youtube, hvor du brænder koranen af". Men det afviste Paludan og kaldte præmissen for spørgsmålet "helt gal".

Senere i udsendelsen afviste Paludan igen:

– Altså det er jo ikke rigtigt, at jeg har brændt nogen koran af. Det har jeg aldrig gjort, sagde han.

Det er ikke første gang, Rasmus Paludan går i rette med dén udlægning af partiets koranafbrændinger.

Da han en uge forinden var med i P1 Debat afviste han ligeledes radiovært Gitte Hansens beskrivelse af, at han "tager rundt i landet" og "brænder koraner af".

– Jeg har faktisk aldrig brændt koranen af, indskød Rasmus Paludan og forklarede, at det ikke er ham selv, der brænder koraner af på de mange videoer, der ligger på nettet.

– Det er nogle andre gode borgere og demonstranter, der har brændt dem af. Og det støtter jeg selvfølgelig fuldt ud, sagde han.

Passer det?

På flere af de videooptagelser af koranafbrændinger, som Stram Kurs har delt på partiets YouTube-kanal, fremgår det, at Rasmus Paludan deltager aktivt i afbrændingerne. Billedet ovenfor er ét eksempel ud af flere.

På videoerne ser man Paludan hjælpe med at væde koranen i en form for tændvæske, og man ser, hvordan han bidrager til at holde gang i afbrændingen undervejs.

På flere videoer bruger han en grilltang til at holde de løsrevne sider ind i flammerne og til at rode rundt i gløderne.

Når Rasmus Paludan holder fast i, at han ikke har brændt koranen af, bygger han det angiveligt på, at han ikke selv er den, der personligt og egenhændigt har antændt en koran, fordi der er flere personer om det.

I så fald viser den nye videooptagelse, som Detektor er kommet i besiddelse af, at Rasmus Paludan i dette tilfælde bidrager meget aktivt til antændingen af den tændvæske-våde koran.

På optagelsen holder Rasmus Paludan en tændt lighter hen til en koran, der kort forinden er blevet overhældt med lampeolie eller tændvæske.

Optagelsen stammer fra en demonstration i Kokkedal den 29. april i år, hvor Stram Kurs brænder en koran af. På partiets egne optagelser fra demonstrationen kan man ikke se, hvad der sker i selve antændingsøjeblikket.

På den nye optagelse, der er filmet fra en anden vinkel af Local Eyes, kan man se, at flere af deltagerne holder en lighter hen til koranen på samme tid. Og én af dem er Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan.

Som det fremgår af optagelsen, er det tilsyneladende ikke Paludans lighter, der ender med at antænde koranen. Men kan man dermed sige, at han ikke har brændt en koran?

Juraekspert: Utvivlsomt forsæt til at brænde koranen

Detektor har bedt to juridiske eksperter i strafferet vurdere Paludans påstand om, at han ikke har brændt koranen af:

Vi skal understrege, at eksperterne IKKE skal forholde sig til, om det er strafbart at afbrænde en koran, for det er det ikke. Blasfemiparagraffen blev afskaffet forrige år.

Vi har spurgt dem, om man i sager om brandstiftelse almindeligvis kan forsvare sig med, at man ikke var den person, der antændte ilden – hvis man bidrager aktivt til brandstiftelsen.

Og Lars Bo Langsted, professor emeritus i strafferet ved Aarhus Universitet, er ikke i tvivl:

– Han har utvivlsomt forsæt til at brænde koranen af, skriver han i en mail til Detektor.

Thomas Elhom, der er professor i strafferet på Københavns Universitet, slår desuden fast, at man i sager om brandstiftelse ikke kan "dække sig ind under, at man ikke har antændt ilden", hvis man iøvrigt medvirker aktivt til brandstiftelsen.

– Man kan heller ikke dække sig ind under dette, hvis man på forhånd har aftalt at lave afbrænding sammen med andre, endda selv om man ikke bidrager aktivt til ilden, skriver han i en mail.

Den vurdering er Lars Bo Langsted også enig i:

– Han har medvirket til koranafbrænding, og juridisk set er det sådan, at medvirken som udgangspunkt straffes på lige fod med at gøre det selv.

Hvad siger Rasmus Paludan?

Detektor har delt videooptagelsen med valgprogrammet Mød Partierne på DR1, som havde Rasmus Paludan i den varme stol i aften. Da optagelsen blev vist, spurgte vært Kåre Quist:

Er det bare mig, der er helt på månen, eller er det dig, der sætter ild til koranen eller forsøger på det her?

– Ja, det er dig, der er helt på månen.

Du forsøger ikke at sætte ild til en koran her?

– Jeg har en tændt lighter, men jeg ved jo, at jeg aldrig nogensinde har tændt en koran.

Så bare lige for at være helt sikker: Det, vi ser her, er i hvert fald ikke dig, der sætter ild til en koran? Har du nogensinde sat ild til en koran? Ja eller nej?

– Nej. Men jeg vil gerne gøre det i øvrigt. Jeg synes, det er en god idé.