Detektor: Løkke taler mere om EU end de andre

I valgkampens første uge bliver EU kun overgået af udlændinge, klima og velfærd i medieomtale.

(Foto: © Toby Melville, Scanpix)

Der var bekymrede miner at spore hos Danmarks EU-Kommissær, Margrethe Vestager, da statsministeren udskrev folketingsvalg midt i EU-valgkampen.

– Det virker som om, at det godt kan blive lidt overskygget af den nationale valgkampagne, men så meget desto mere grund til at kaste sig ind i overlevelsesdragten og redningsvesten, sagde Vestager forleden på ungdomstopmødet "Young Europe is Voting".

Statsministeren selv var dog mere optimistisk på EU-debattens vegne. Det understregede han på samme ungdomsmøde.

– Jeg er helt sikker på, at vi får langt mere fokus på Europa ved, at den er en del af en valgkamp men ikke samme valgdag, sagde Lars Løkke Rasmussen (V).

Men hvem af dem har indtil videre fået ret? Detektor har i samarbejde med Roskilde Universitet og Infomedia kigget nærmere på, hvor meget EU egentlig fylder i valgkampen.

Medieomtalen er opgjort til og med tirsdag klokken 14.

Og svaret afhænger nok af øjnene, der ser:

  1. 1

    Tager man de EU-optimistiske briller på, så kommer EU faktisk ind på en fjerdeplads over de emner, der får mest omtale i medierne.

  2. 2

    En mere pessimistisk tolkning viser dog, at EU "kun" får ca. 15 procent af medieomtalen.

Ifølge Mark Blach-Ørsten, professor (mso) på Roskilde Universitet, er der dog ingen tvivl om, at EU har fået en mere fremtrædende rolle, end emnet normalt har i et folketingsvalg.

– Samlet set viser analyserne, at med dobbeltvalget, så bliver det nationale politiske niveau og det europæiske niveau kædet sammen på en måde, som vi ikke normalt ser i en valgkamp til Folketinget, siger han.

1

EU overgår pension og sundhed

Kigger vi på al medieomtale, som er indsamlet af Infomedia siden valgudskrivelsen for en uge siden, så ligger udlændingepolitik, klima og miljø samt velfærd stort set side om side. De tre emner tegner sig hver for omkring 20 procent af medieomtalen.

På fjerdepladsen finder vi EU, som altså står for 15 procent af omtalen. Og også på de sociale medier fylder EU en del, fortæller studielektor og ph.d.-studerende Mads Kæmsgaard Eberholst fra Roskilde Universitet.

– På både Twitter og Facebook ligger EU som emne højere rangeret end fx emnerne sundhed og pension. Det er dog temaer som velfærd, klima og miljø samt flygtninge og udlændige, der typisk topper på begge platforme, siger han.

2

Løkke taler mest om EU

Vender vi blikket mod de 13 partiledere, som kappes om pladserne i Folketinget, så skiller især én politiker sig lige nu ud: Lars Løkke Rasmussen (V) fylder tilsyneladende meget mere i EU-debatten end nogen af de andre partiledere.

Ifølge Infomedias optælling er der knap 300 medieomtaler af Lars Løkke Rasmussen, når emnet er EU. På andenpladsen kommer Mette Frederiksen (S) med 112 medieomtaler.

En del af forklaring kan være, at statsministeren to dage inde i valgkampen var til EU-topmøde i Rumænien, hvor emnet sjovt nok var EU.

Derudover er det også vigtigt at understrege, at statsministeren i det hele taget får mere medieomtale end alle de andre partiledere. Men også hvis man rangordner emnerne, som vi har gjort i grafikken ovenfor, så taler Løkke mere om EU end Frederiksen.

– Lars Løkke Rasmussen har EU som sit fjerdemest omtalte emne, mens EU ligger på en sjetteplads hos Mette Frederiksen, siger Mark Blach-Ørsten.

Andre partiledere taler dog endnu mere om EU i forhold til deres samlede taletid: Det er for eksempel det tredjemest omtalte emne for både Klaus Riskær Pedersen og Kristian Thulesen Dahl.