Matti Breschel står af og forlader Giro d'Italia

Den danske cykelrytter Matti Breschel er stået af undervejs på Giro d'Italias 4. etape.

(Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Der er nu kun to danskere tilbage i cykelløbet Giro d'Italia.

Undervejs på tirsdagens etape i den italienske grand tour stod Matti Breschel, der kører for EF Education First-holdet, nemlig af. Det skriver cykelmediet feltet.dk.

Det er uvist, hvad der ligger bag danskerens exit.

Dermed er Mikkel Honoré på Quick Step-holdet og Christopher Juul-Jensen fra Mitchelton-Scott de eneste danskere i feltet.

Kun én rytter var langsommere end Matti Breschel, da Giro d'Italia lørdag blev indledt med en enkeltstart.

På søndagens etape kom danskeren i mål som nummer 156, lidt over 12 minutter efter vinderen. Mandag blev Breschel nummer 36 efter at være kommet i mål sammen med hovedfeltet.

/ritzau/