Ni kandidater sad klar til debat – to tilhørere dukkede op

Der var rigeligt med kaffe på kanden til de blot to tilhørere til valgdebat mandag aften.

Et foto fra valgmødet i beboerhuset i Finlandsparken mandag aften. Var billedet taget i den anden retning, havde der ikke været mange at kigge på. (Foto: © Privatfoto: Frank Normann)

Ni folketingskandidater og en ordstyrer sad klar, da der mandag aften var indkaldt til valgmøde i beboerhuset i Finlandsparken i Vejle.

Det var mildest talt ikke nogen publikumsmagnet. Ifølge Vejle Amts Folkeblad var der blot to publikummer, der ikke selv var tilknyttet et af de debatterende partier.

Tallet bekræftes af Venstres folketingskandidat Christoffer Aagaard Melson og SF’eren Karina Lorentzen Dehnhardt, der begge var en del af panelet mandag aften.

- Det var ærgerligt, at der ikke kom flere. Der er ingen tvivl om, at det er noget sjovere, hvis der kommer lidt flere, men man kan jo heller ikke tvinge folk til at komme og lytte, hvis de har noget mere interessant at lave, siger Christoffer Aagaard Melson (V).

Gennemførte som var der 100 i salen

Debatten varede fra klokken 19.00 til 21.00, og den blev gennemført til trods for, at ordstyreren ikke ligefrem blev bombarderet med spørgsmål.

- Jeg må indrømme, at da debatten gik i gang, kiggede jeg lidt rundt i salen og tænkte: ’Det må blive en kort debat’. Men det endte med, at det blev en meget fin debat, og vi gennemførte, som hvis der havde været 100 i salen, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Både Karina Lorentzen Dehnhardt og Christoffer Aagaard Melson mener, at der muligvis var gjort for lidt for at skabe opmærksomhed om valgmødet.

- Jeg tror, det handler om, at arrangementet ikke er nået ud til folk. Det blev stablet ret hurtigt på benene. Det er selvfølgelig ærgerligt, og jeg håber, at der kommer andre debatter i Vejle, hvor der er mulighed for at deltage, og som der måske er mere fokus på, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Debat i 'ghettoen'

Finlandsparken i Vejle er på regeringens ghettoliste, og det var et af de boligområder, der var stillet i udsigt, at der skulle rives almene familieboliger ned.

Det skulle ske for at imødekomme regeringens ghettoplan om, at de såkaldt hårde ghettoer ikke må have større andel end 40 procent almene familieboliger.

Finlandsparken har efterfølgende fået dispensation og undgår dermed nedrivninger.

Men netop i kraft af, at Finlandsparken har været på den politiske dagsorden, er det ekstra træls, at der ikke var flere tilhørere, mener Christoffer Aagaard Melson (V).

- Det er også ærgerligt i forlængelse af, at der er en del debat om lige præcis den her type boligområde. Vi håber altid, der er flere, der gider komme og høre lidt på, hvad debatten går på, og dermed også forme det, vi mener, med nogle gode spørgsmål, siger han.

Ifølge Karina Lorentzen Dehnhardt var der dog ingen problemer med at få tiden til at gå.

- Politikerne er jo sådan nogle væsener, at hvis man giver dem ordet, så formår de også at bruge tiden, så vi debatterede med hinanden, og det brugte vi faktisk to timer på, siger hun.

De ni politikere til stede i beboerhuset i aftes var Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Christoffer Aagaard Melson (V), René Vilstrup-Bie (S), Flemming Leer Jakobsen (EL), Ole Lynggaard Jørgensen (R), Kenneth Fredslund (DF), Niels Flemming Hansen (K), Mikkel Bjørn Sørensen (NB) og Rune Renaivo Bjerremand (AL).