80.000 skal stemme til valget dagen efter stort karneval: Måske en god ide at brevstemme

Arrangørerne bag Aalborg Karneval minder om muligheden for at stemme på forhånd.

En valgdag er en demokratisk festdag. Men i Aalborg vil der nok blive festet lidt mere dagen før, hvor der er karneval. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Kan du være prins om natten, kan du også være konge om dagen.

Nogenlunde sådan lyder et populært mundheld, der skal få de særligt feststemte eller danseglade ud af sengen og på benene dagen derpå.

Men vil man gerne blive liggende lidt længere – ja, så minder både Aalborg Karneval og flere politiske bevægelser de omkring 80.000 deltagere om muligheden for på forhånd at brevstemme til Europa-Parlamentsvalget.

Aalborg Karneval falder nemlig den 25. maj, dagen før valget til EU, og det får Jonathan Zacho, repræsentant for bevægelsen 'Ungdom mod EU', til at frygte, at nogle vil blive hjemme på valgdagen.

- Når man vågner dagen efter, tager man måske ikke lige sin stemmeseddel og går ned til den lokale skole og får sat det kryds, siger han.

Derfor sender han sammen med blandt andre Aalborg Karneval og Radikale Venstre opfordringer ud via opslag på de sociale medier.

- Vi har en ide om, at der selvfølgelig bliver festet igennem til karnevalet. Så det er vi helt klart både åbne og positive over for, siger Mette Bugge, talsmand for Aalborg Karneval.

- Men det er stadig op til den enkelte, om de vælger at stemme. Det vil vi som karneval ikke blande os i, tilføjer hun.

Vigtigt at komme afsted alligevel

Blandt de kommende karnevalsgæster er 19-årige Martina Eriksen, der til daglig går på Techcollege i Aalborg.

Hun synes, at en brevstemme er et godt alternativ til at stemme på valgdagen. Men tømmermænd eller ej, så bør man give sin mening til kende, mener hun.

- Jeg synes, det er vigtigt at komme afsted alligevel. Selv ved at stemme blankt kan man vise, at der er noget, der bør ændres, siger Martina Eriksen.

Tømmermænd eller ej - alle bør stemme, mener Martina Eriksen. (Foto: © Magnus Munk Kristiansen, DR Nórdjylland)

Det er Jeppe Jepsen på 22 enig i.

- Selvom du har været til karneval, så skal man ned og stemme. Så kan jeg også vise, at det rent faktisk er noget, jeg gider at deltage i, siger han.

Så hårdt er det heller ikke

På Aalborg Universitet tvivler lektor ved Institut for Statskundskab Niels Nørgaard Kristensen da også på, at opfordringen vil have den helt store effekt.

- Så hårdt er det heller ikke at sætte et kryds trods alt, siger han.

De, der på forhånd ved, at de vil stemme, skal nok få det gjort, selvom de har været til karneval, vurderer Niels Nørgaard Kristensen, mens der skal helt andre ting til for at få dem, der ikke regner med at stemme, afsted.

- Vi ved fra tidligere undersøgelser, at den her gruppe af unge mobiliseres bedst gennem deres forældre. Det er typisk faren og især moren, der er dygtige til at få de unge hen at stemme.

- Så man kunne måske appellere lidt til forældrene om at tage hen til dem om søndagen for at få dem ud af sengen, siger han.

Det var kun 39,4 procent af de 19 til 21-årige, der stemte ved EP-valget i 2014.

Ønsker du at brevstemme, kan det ske på alle borgerservicecentre frem til 23. maj.