Voldsspiral fortsætter i Iran: - Man ved godt, at vreden kan blive meget større endnu, siger lektor
Det er svært for det iranske styre at få bugt med protesterne, fordi oprøret er lederløst og hele tiden flytter sig, siger lektor.
ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation.
Mens de mest omfattende protester i Irans mere end 40-årige historie som islamisk republik er gået ind i sin tredje måned, så fortsætter en blodig nedkæmpning fra præstestyrets side.
Alene i den vestlige del af landet er mindst 30 personer den seneste uge blevet dræbt af iranske sikkerhedsstyrker. Det skriver BBC.
Samme medie har også delt en video fra en demonstration i byen Javanrud. Her kan man høre lyden af automatvåben, mens øjenvidner fortæller, at Irans Revolutionsgarde skyder mod demonstranterne, mens en kvinde ligger livløs på jorden.
Kan ikke undertrykke alle steder på samme tid
Ifølge Claus Valling Pedersen, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet med speciale i Iran, er det fortsat meget lidt, der slipper ud fra det lukkede land.
Her er vestlige journalister forment adgang, mens adgangen til internettet kun har været sporadisk for landets befolkning siden september, hvor protesterne satte landet i brand, idet titusindvis af iranere demonstrerer over det undertrykkende præstestyre.
Gnisten, der antændte befolkningen, var, da 22-årige Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt efter at være blevet anholdt for ikke at være korrekt tildækket.
Mens informationerne, der kommer ud af Iran, er små, er det ifølge Claus Valling Pedersen tydeligt, at protesterne fortsætter ufortrødent.
- Vi ved, at oprørene er spredte og fortsætter stort set alle steder i Iran. Det gør det besværligt at slå ned for regimet. For de kan ikke have deres repressive maskine placeret alle steder på samme tid.
Samtidig påpeger Claus Valling Pedersen, at demonstranternes mangel på en leder og en organisation gør livet svært for regimet.
- Protester kan fortsætte i en lederløs form længe endnu. For hvem og hvornår skal de slå ned på, når man ikke ved, hvor det opstår næste gang?
Voldelig spiral mellem demonstranter og styret
På trods af den minimale informationsstrøm ud af landet lykkedes det alligevel for TV 2 at få flere kommentarer fra kritiske iranere.
- Jo større protesterne bliver, jo større bliver regimets vold, skriver en kvinde til TV 2-korrespondent Simi Jan under optagelsen af podcasten 'Dato', hvor der for en kort stund er hul igennem til Iran, og beskederne tikker ind på korrespondentens telefon.
BBC citerer Human Rights Activists News Agency for, at omtrent 15.800 demonstranter har været tilbageholdt, og mindst 341 er blevet dræbt under protesterne, mens de første dødsdomme er blevet afsagt.
Og ifølge Claus Valling Pedersen er protesterne og regimets reaktioner udtryk for en spiral, der tænder en større ild hos demonstranterne.
- Når regimet slår hårdere ned, bliver vreden i befolkningen også større. Derfor har styret i lang tid ikke brugt grovfilen. For man ved godt, at vreden kan blive meget større endnu, siger Claus Valling Pedersen.
Tirsdag kaldte FN's højkommissær for menneskerettigheder situationen i Iran for "kritisk" og italesatte også, hvordan man oplever en "skærpet" reaktion fra de iranske sikkerhedsstyrker.
Samtidig har The New York Times afdækket, hvordan de iranske sikkerhedsstyrker bruger ambulancer som dække til at infiltrere demonstrationer og anholde demonstranter.
Og kun få dage forinden kunne CNN berette om udbredte voldtægter og seksuelle overgreb mod både mandlige og kvindelige demonstranter i myndighedernes varetægt.
Stadig ikke en revolution
Mens demonstrationerne ifølge Claus Valling Pedersen uden tvivl er de mest omfattende og vedvarende, siden den iranske revolution i 1979 og den efterfølgende magtovertagelse med Ayatollah Khomeini i spidsen, er oprøret over Mahsa Aminis død endnu ikke et sted, hvor man kan tale om en ny revolution i Iran.
Der mangler fortsat en afgørende brik.
- Før menige soldater begynder at stille sig på de protesterendes side, kan vi ikke kalde det for en revolution, siger Claus Valling Pedersen.
Han understreger, at vi ved meget lidt om loyaliteten til præstestyret blandt soldater, sikkerhedsstyrker og politi, men at der tidligere har været forlydender om, at ”fodsoldater” ikke vil gribe ind og tage hårdhændet fat om demonstranter og påpeger samtidig, at der kan være et grundlag for, at soldaterne kan vende sig:
- Menige soldater har også døtre og søstre, der kan være utilfredse med regimet.