Lektor: Kontroversiel færøsk fiskeriaftale sender et 'tæt på uspiseligt' signal til EU

Færøerne trodser EU's linje og vil forlænge en omdiskuteret fiskeriaftale med Rusland.

Fiskeriaftalen med Rusland har eksisteret siden 1977 og er blevet genforhandlet hvert år. Men efter Ruslands invasion af Ukraine har aftalen været heftigt diskuteret og mødt modstand både fra oppositionen, internt i den færøske regering og fra danske politikere. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

I Færøerne er der bred politisk opbakning til at fortsætte en fiskeriaftale med Rusland, som ellers har været stærkt kritiseret efter Ruslands invasion af Ukraine.

Det bekræftede Árni Skaale, der er fiskeriminister i det færøske landsstyre, onsdag.

- Det er uden tvivl det eneste rigtige at gøre i den her situation for Færøerne, og jeg er glad for, at alle partier i Lagtinget, på nær et, er med ombord, sagde han.

Og den beslutning er både "meget overraskende", "bekymrende og "problematisk", lyder det fra Jens Ladefoged Mortensen, der er lektor i handelspolitik ved Københavns Universitet og blandt andet har forsket i handel i EU og i brugen af økonomiske sanktioner.

- Det bryder nok ikke selve EU-lovgivningen, men det er et brud med det sammenhold, man kunne forvente, der var mellem Færøerne og EU, siger han.

EU har siden Ruslands invasion af Krim og senest Ukraine indført en lang række sanktioner mod landet. Fødevareforsyninger er dog undtaget sanktionerne.

Sender et forkert signal

Men én ting er selve lovgivningen, og noget andet er det signal, Færøerne nu sender.

- Det her er udenrigspolitik og i lyset af, hvad der sker i Ukraine lige nu, handler det for Europa og Vesten om at have et sammenhold og en fælles front mod Rusland, siger Jens Ladefoged Mortensen.

- Det er ikke, fordi Færøerne bryder nogle aftaler, men de sender et politisk signal, som er tæt på at være uspiseligt for Europa.

Han vurderer, at forlængelsen af fiskeriaftalen vil blive mødt med misbilligelse fra EU, der vil opfatte det som om, at Færøerne ikke bakker op om den fælles europæiske linje.

- Vi har allesammen nogle særinteresser, men pointen med at have en fælles udenrigspolitik over for Rusland i den her situation er at stå sammen.

Færøerne står ligesom Grønland udenfor EU, men ifølge Jens Ladefoged Mortensen har de masser af samarbejde med unionen og derfor forventes det, at deres orientering er mod Europa og ikke Rusland.

Kan blive et udenrigspolitisk problem

Beslutningen om at forlænge fiskeriaftalen kan blive et udenrigspolitisk problem for Færøerne fremover, vurderer Jens Ladefoged Mortensen.

- Der er mange lande, der har nogle særinteresser, som de har forsøgt at varetage, men man er godt klar over, at man har en musketer-ed i EU, hvor man skal holde en fast linje og hvor der er visse ting, man ikke gør, siger han.

- Det er muligt, at Færøerne overtræder den linje her, og det skaber misbilligelse og nogle usikkerheder om, hvor Færøerne egentlig står, hvis deres egne fiskeriinteresser bliver prioriteret over den europæiske, vestlige sanktionsmur overfor Rusland.

Og det kan også stille Danmark og de danske politikere i noget af et dilemma.

- Danmark skal respektere uafhængigheden i Rigsfællesskabet og kan ikke diktere, hvad Færøerne skal gøre, men bliver også nødt til at udtrykke en misbilligelse af den her fiskeriaftale, fordi vi er en del af EU.

- Forholdet til Rusland er lige nu en stresstest af, hvor tæt sammenholdet i Rigsfællesskabet er, siger Jens Ladefoged Mortensen.