- Det er for tidligt at sige, om det fører til regeringssamarbejde

Venstre og Socialdemokratiet har holdt et tre timer langt møde i Statsministeriet.

Onsdag eftermiddag var Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til regeringsforhandlinger med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S).

Eller ”realitetsforhandlinger”, som statsministeren kalder det nu, da forhandlingerne er gået ind i en ny og mere fokuseret fase, hvor flere partier har forladt forhandlingerne.

Forinden havde Mette Frederiksen sagt, at der var et godt udgangspunkt for en bred regering, og at hun er optimistisk ovenpå de første tre uger af de politiske drøftelser om en ny regering.

For tidligt at sige

Jakob Ellemann-Jensen var mere tilbageholdende i forhold til, om forhandlingerne kan ende med et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet.

- Uanset om det kommer til at føre til et regeringssamarbejde, eller det ikke gør – det er for tidligt at sige noget om – uanset er det vigtigt, at Socialdemokratiets og Venstres formand har tillid til hinanden, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mette Frederiksen sagde, at hun så fortrøstningsfuldt på mulighederne for en midterregering. Er du tilsvarende fortrøstningsfuld i forhold til, at det kan blive en realitet?

- Det ved jeg ikke, om det gør. Vi går konstruktivt til opgaven. Uanset hvordan det ender, har vi et ønske om at have en så ansvarlig retning for dansk økonomi og reformer som muligt, siger han.

Teste viljen til reformer

Forhandlingerne mellem Venstre og Socialdemokratiet har ifølge Jakob Ellemann-Jensen blandt andet handlet om Venstres ønsker om reformer på arbejdsbud, skat og velfærd.

- Det er vigtigt for os at teste, om der er den reformvilje, der skal til for at fremtidssikre vores samfund, siger han.

Der er umiddelbart meget, som Venstre og Socialdemokratiet virker til at kunne blive enige om.

Jakob Ellemann medgiver også, at "det kan godt være, man er enige på overskriftsniveau", men det er "komplicerede sager".

Fortsætter torsdag med M og K

Enhedslisten og Alternativet er sorteret fra blandt Socialdemokratiets egne støttepartier, og Nye Borgerlige er ligeledes ude.

Det samme er Danmarksdemokraterne, men partiet valgte allerede tidligt under sonderingerne at stå udenfor.

Dermed forhandler Socialdemokratiet nu med Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Torsdag skal De Konservative og Moderaterne til regeringsforhandlinger på Marienborg, som er statsministerens embedsbolig.