Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

Nye tal får Danske Medier til at sende opsang til annoncører

Nye tal får Danske Medier til at sende opsang til annoncører

Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Techgiganterne er tæt på at sidde på halvdelen af den danske annonceomsætning, og det får brancheorganisationen Danske Medier til at sende en opsang til annoncørerne.

Tallene bør nemlig føre til en overordnet debat om, hvilket ansvar man som annoncør er villig til at tage på sig, og hvad man vil associeres med, mener Marianne Bugge Zederkof, viceadministrerende direktør i Danske Medier.

”Det er et stort problem, at pengene flyder direkte ned i lommerne på gigantiske udenlandske techvirksomheder, der ikke tager ansvar for falsk indhold på deres platforme, og som udfordrer vores demokrati, vores offentlige samtale og befolkningens trivsel,” siger hun i en pressemeddelelse fra Danske Medier.

Annonceomsætningen i de trykte nyhedsmedier faldt med 18,4 procent fra 2022 til 2023, på tv med 13,6 procent og i lydmedier med 6,9 procent. I samme periode steg annonceomsætningen på sociale platforme med 12,6 procent.

11:57 Marie Nyhus

CBS bevarer kommmunikationsuddannelse

Copenhagen Business School (CBS) lukker alligevel ikke deres bachelor i virksomhedskommunikation, som direktionen ellers tidligere har foreslået.

Nyheden om uddannelsens overlevelse fremgår af en udmelding fra CBS om, hvilke bacheloruddannelser, uddannelsesstedet lukker.

Forslaget om at sløjfe kommunikationsuddannelsen mødte hård kritik fra blandt andet forpersonen i Kommunikation og Sprog og forpersonen i DJ Kommunikation.

Nu roser Cathrine Holm-Nielsen, forperson for Kommunikation og Sprog, CBS for at bevare uddannelsen.

”Det er glædeligt, at ledelsen på CBS har taget denne beslutning. Dimittender fra HA virksomhedskommunikation er efterspurgte på arbejdsmarkedet,” udtaler hun til Kommunikation og Sprog.

Fire foreninger får inddraget deres tv- og radiotilladelser

Radio- og tv-nævnet inddrager programtilladelsen fra fire foreninger.

Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om tre tv-tilladelser og fire radio-tilladelser, der bliver trukket tilbage fra foreningerne Aarhus Global Media, Børne og Ungdsoms Radio og TV, Aarhus Lokalradio og tv samt Gellerup Radio.

”Det sker da nævnet ikke længere har tiltro til, at tilskudsbetingelserne bliver overholdt, idet der er blevet afgivet urigtige oplysninger af særlig grov karakter,” udtaler nævnets formand, Søren Sandfeld Jakobsen i en pressemeddelelse.

Foreningerne blev sat under skærpet tilsyn i januar.

I den forbindelse har de fire foreninger indsendt høringssvar til nævnet, der langt fra er tilfreds med det materiale, det har modtaget. Det er nævnets vurdering, at:

”Materialet, der er indsendt, er mangelfuldt. Materialet vurderes ligeledes at være fabrikeret, idet det bærer præg af at være udarbejdet hurtigt, idet datoer og foreningsnavne ikke stemmer overens igennem dokumentet samt at fakturaer og kontoudtog ikke stemmer overens,” lyder det blandt andet i afgørelserne, der har samme ordlyd for alle fire foreninger.

Radio- og tv-nævnet vil i den kommende tid vurdere, om der skal kræves tilbagebetaling for tilskud for årene 2020-2023.

 

Kulturledere i opråb til medier: I svigter kulturlivet

Kulturledere i opråb til medier: I svigter kulturlivet

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

”Hvor er den skarpe teateranmeldelse eller interviewet med instruktøren i Fyens Stiftstidende? Hvor er reportagen fra det farverige miljø backstage hos DYNAMO i TV2 Fyn? Hvor er anmeldelserne af de helt store koncerter i Avisen Danmark til læsere i Jylland, Fyn og på Sjælland?”

Sådan lyder det i et opråb fra en række fynske kulturledere på Fyn bragt som et debatindlæg i Fyens Stiftstidende, hvor de efterlyser de lokale mediers dækning af kulturlivet.

Underskriverne af debatindlægget tæller blandt andre rådmand i By- og Kulturforvaltningen Søren Windell og en række ledere af fynske kulturinstitutioner.

I indlægget hæfter de sig ved, at det fremgår af formålet med mediestøtten, at den skal være med til at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter, men ifølge underskriverne er dækningen af kunst og kultur forsvundet fra blandt andet Fyens Stiftstidende, Avisen Danmark og TV2 Fyn.

”I svigter de professionelle udøvere i kulturlivet, men først og fremmest svigter I den demokratiske debat, sammenhængskraften i lokalsamfundet og læserne,” skriver de.

 

 

I går

Her er de nominerede til Kravlingprisen

Kravlingprisen har nu offentliggjort de nominerede på prisens Instagram-profil.

De nominerede til journalistikprisen er:

  • Mikala Emilie Kjærbo Sørensen: ’Vores lille hemmelighed’
  • Daniel Tidemann: ’Han tog uniformen på i 1997. En sygemelding og 26 år senere holder han stadig ud i et system, vi andre ikke forstår’
  • Kasper Fast: ’Der var intet usædvanligt, da direktøren for prominent institut stoppede pludseligt – men i virkeligheden var sandheden en helt anden’
  • Mia Skovby: ’Nepobabyer er overalt i danske film. Hvor stor en forlomme får man, når man har det rigtige efternavn?’

De nominerede til foto-prisen er:

  • Rebecca Helene Hoffmann for serien ’Pigernes trætte hjerner’
  • Nicoline Kjems Krognos for serien ’Du ser ikke det, jeg mærker’
  • Christian Falck Wolff for serien ’Djævlens Værk’
  • Anders Holst Pedersen for serien ’Aldrig mere 9. april’.

De nominerede til kommunikationsprisen er:

  • Christina Hansen og Oscar Vedel er nomineret for ’Børn i krig’
  • Thea Riis Jespersen er nomineret for ’Røde Kors Curated’
  • Mia Finkielman og Simone Westergaard Nielsen er nomineret for ’Embassy Abortion’
  • Caroline Preisler, Frida Snekkerup, Mikkel Skrøder-Christensen og Victoria Mølle Hale er nomineret for ’Kø-bajer’

De nominerede til designprisen er:

  • Frida Blume Dam & Mie Luna Linde: ’International Day of Peace’
  • Emma Nielsen, Andreas Weber og Jacob Lerche  for ’Nordic Waste på 5 minutter’
  • Nikolai Kjær Rasmussen for ’Flawed’

Priserne uddeles 4. maj.

 

TV 2, DR og B.T. sender åbent kritisk brev til Meta

TV 2, DR og B.T. sender åbent kritisk brev til Meta

Francis Mascarenhas/Reuters/Ritzau Scanpix

De tre medier TV 2, DR og B.T. er gået sammen om et åbent brev til Meta, der underskrives af Ulla Pors fra TV 2, Sandy French fra DR og Simon Richard Nielsen fra B.T.

I brevet giver de tre medier udtryk for, at de har fået nok af falske annoncer og artikler, ”der tager sig ud som indhold fra danske journalistiske medier, som udnytter kendte værter og vildleder danskerne”.

”Det eskalerer nu så voldsomt, så vi bliver nødt til at råbe jer op. For I er svære at få i tale, og de veje, som vi har forsøgt os med, virker nyttesløse,” lyder det videre.

Brevet kan læses i sin helhed på blandt andet DR’s LinkedIn-profil.

DR og TV 2 har desuden foretaget en politianmeldelse af Meta.

Uddannelsesministeren finder afløser for Anders Langballe

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har valgt Peter Parbo Jensen som særlig rådgiver.

Peter Parbo Jensen overtager stillingen efter den tidligere særlige rådgiver Anders Langballe.

Anders Langballe, der har en fortid som politisk redaktør på TV 2, meddelte i går, at han stopper for at få mere tid til familien.

Den nye spindoktor Peter Parbo Jensen har beskæftiget sig med politik, presse og kommunikation i forskellige sammenhænge og på forskellige niveauer.

For eksempel har Peter Parbo Jensen været pressechef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, presse- og kommunikationsrådgiver i Justitsministeriet samt rådgiver for medlemmer af Europa-Parlamentet, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

 

Italienske politikeres forsøg på at påvirke tv-station vækker bekymring

Italienske politikeres forsøg på at påvirke tv-station vækker bekymring

Blandt andre har politikere fra premierminister Giorgia Melonis parti forsøgt at påvirke, hvad det offentlige medie skal dække. Zorana Jevtic/Reuters/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen opfordres nu til at iværksætte en undersøgelse af den italienske Giorgia Meloni-regerings forsøg på at påvirke det offentlige medie Rai.

Det skriver The Guardian.

Konkret er der frygt for, at premierminister Giorgia Meloni og hendes regeringsfæller vil forsøge at gøre Italiens svar på DR til en ”megafon” for regeringspartierne forud for Europa-Parlamentsvalget, lyder det videre.

Ifølge The Guardian er det partiet De Europæiske Grønne, der opfordrer EU-Kommissionen til at iværksætte en undersøgelse. Det sker i kølvandet af, at et udvalg under det italienske parlament har godkendt, at Rai kan vise politiske møder i fuld længde uden journalistisk indblanding op til valget i begyndelsen af juni.

Derudover har den italienske medievagthund Agcom afvist et forsøg fra markante italienske politikere på at få ubegrænset sendetid under valgkampen til at diskutere blandt andet ”regeringsaktivitet”, skriver The Guardian.

Hugh Grant indgår ”enormt” forlig med The Sun

Hugh Grant indgår ”enormt” forlig med The Sun

Maja Smiejkowska/Reuters/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Hugh Grant har indgået forlig med den britiske tabloidavis The Sun.

Ifølge Hugh Grant er der tale om ”en enorm sum” penge, skriver ligeledes britiske The Guardian.

Hugh Grant har sagsøgt Rupert Murdoch-ejede The Sun for blandt andet hacking af hans telefon og indbrud i hans hjem og kontor. Det var egentlig meningen, at sagen skulle føres ved den britiske højesteret til januar næste år ved siden af en ligeledes prominent sag anlagt mod tabloidmediet af Prins Harry.

På det sociale medie X forklarer Hugh Grant, at han helst ville føre sagen til ende ved retten, men i så fald kan han ifølge britisk lov risikere at betale for alle sagens omkostninger, hvilket ifølge skuespilleren ville være alt for omkostningstungt for ham.

 

Omkring 350 journalistjob forsvundet i Sverige siden efteråret

Omkring 350 journalistjob forsvundet i Sverige siden efteråret

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

I omegnen af 350 journalistjob er forsvundet i Sverige siden efteråret 2023.

Det skriver svenske Dagens Media på baggrund af tal fra det svenske journalistforbund, SJF.

”Det skal ikke ses som statistik, men nærmere vores egne tal baseret på fratrædelsesaftaler, som SJF har været involveret i på den ene eller den anden måde,” siger SJF’s chefforhandler, Katarina Dahlskog, til Dagens Media.

Simon Richard: Overskrift om transkønnethed var ikke korrekt

Simon Richard: Overskrift om transkønnethed var ikke korrekt

Pressefoto

I går slettede B.T. en artikel med rubrikken ”B.T. mener: Transkønnethed ER en sygdom”. Afsender på budskabet var politisk kommentator og medlem af B.T.’s lederkollegium Joachim B. Olsen.

I en artikel på B.T. forklarer ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen, at transkønnethed indtil 2017 var på listen over psykiske sygdomme i Danmark.

”Joachim B. Olsen mener, at det var en fejl at fjerne transkønnethed fra listen. Heri er jeg uenig,” skriver Simon Richard Nielsen.

Han forklarer, at Joachim B. Olsen er i sin gode ret til at have sin mening om transkønnede, men ”overskriften er ganske enkelt ikke korrekt i år 2024, og derfor kan B.T. ikke stå inde for lederartiklen”.

Han tilføjer, at onsdagens episode af ’Borgerlig Tabloid’ handlede om hormonbehandling til børn i forbindelse med kønsskifte – ikke om transkønnethed generelt.

17. april

Ståle Solbakkens dobbeltrolle vækker mediedebat i Norge

Ståle Solbakkens dobbeltrolle vækker mediedebat i Norge

Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix

Ståle Solbakken er det meste af tiden landstræner for Norges fodboldlandshold, men han er lejlighedsvis også ekspert på norsk TV 2’s Champions League-udsendelser.

Og det vækker nu kritik i Norge, hvor Aftenposten-kommentator Daniel Røed-Johansen kalder dobbeltrollen problematisk:

”Den ene uge er han som kollega med på tur. Her bor de på samme hotel, spiser sammen og arbejder sammen. Og den næste uge skal han potentielt grilles af den samme kanal som træner for landsholdet. Båndene bliver for tætte. Og det bliver for vanskeligt for seerne at skille det ad. Det er en situation, som TV 2 burde undgå,” siger han til det ligeledes norske medie VG.

Netop kritik har der været af Ståle Solbakken, da han og landsholdet ikke formåede at kvalificere sig til EM-slutrunden i Tyskland til sommer.

Norsk avis sletter interview med komiker efter AI-mistanke

Den norske avis Dagbladet har slettet en artikel, hvor avisen interviewede den norske komiker Harald Eia på skrift.

Det skriver norske Journalisten.

Sletningen sker på baggrund af en mistanke om, at besvarelserne fra Harald Eia er blevet til med hjælp fra kunstig intelligens.

Komikeren vil hverken be- eller afkræfte over for Aftenposten, som først bragte historien, men fortæller, at det vil være et tema i næste udgave af komikerens podcast.

Magnus Ulveman stopper som særlig rådgiver efter fire måneder

Magnus Ulveman stopper som særlig rådgiver efter fire måneder

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Magnus Ulveman stopper som særlig rådgiver for indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Det skriver han i et opslag på LinkedIn:

”Det er en beslutning, vi har truffet i fællesskab. Familie- og arbejdsliv skal ganske enkelt kunne hænge sammen,” lyder det.

Magnus Ulveman har været tilknyttet som særlig rådgiver siden januar.

Berlingske finder erstatning for Mette Østergaard i egne rækker

Berlingske finder erstatning for Mette Østergaard i egne rækker

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Berlingskes ledelse har på et medarbejdermøde klokken 10 præsenteret Pierre Collignon som ny chefredaktør i stedet for Mette Østergaard.

Det bekræfter Berlingske i en pressemeddelelse.

Mette Østergaard har fået nyt job som direktør for blandt andet kommunikation i Dansk Industri.

Pierre Collignon kommer fra en stilling som redaktionschef for opinion og vil indtræde i den nye rolle fra 1. maj.

Han er 51 år gammel og har tidligere været tilknyttet Jyllands-Posten, hvor han også var en del af avisens chefredaktion i fire år.

Danskerne streamer flere minutter

Danskernes streamingforbrug er målt til det højeste niveau, siden målingen begyndte i 2022.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse, hvor TV 2 henviser til Nielsen Seerundersøgelsen.

Tilsammen er seningen steget med fem daglige minutter i gennemsnit per dansker i forhold til første kvartal sidste år.

Jes Dorph: ”Jeg oplevede det nærmest som en afhøring”

Jes Dorph: ”Jeg oplevede det nærmest som en afhøring”

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Da tv-vært Jes Dorph-Petersen i 27. november 2020 mødte op til en samtale i advokatfirmaet Norrbom Vindings lokaler på Dampfærgevej i København, havde forløbet ikke den karakter, han var blevet stillet i udsigt.

”Jeg oplevede det nærmest som en afhøring,” fortæller Jes Dorph-Petersen tirsdag fra vidneskranken i Østre Landsret, skriver Ritzau.

Den igangværende retssag handler ikke om, hvorvidt Jes Dorph-Petersen har gjort det ene eller det andet. Den handler om, hvorvidt advokat Yvonne Frederiksens tilrettelæggelse og gennemførelse af undersøgelsen i 2020 på TV 2 var i tråd med reglerne for god advokatskik.

Advokatnævnet har givet hende en bøde på 20.000 kroner, fordi et flertal i nævnet mente, at hun ikke havde fulgt god skik. Sådanne afgørelser kan indbringes for retten, og det er det, som er sket nu.

Yvonne Frederiksen forklarede i retten i går, at der var grundlag for at fyre Jes Dorph-Petersen i 2020 på baggrund af to indberetninger om seksuel chikane.

Sagen behandles videre torsdag i denne uge, og på et senere tidspunkt afsiges der dom. Derudover følger på et endnu ukendt tidspunkt en retssag, hvor Jes Dorph-Petersen har sagsøgt Yvonne Frederiksen.

07:58 Ritzau

Anders Langballe stopper som spindoktor

Anders Langballe stopper som spindoktor

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Den tidligere fremtrædende politiske redaktør Anders Langballe er stoppet som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Det skriver Anders Langballe i et opslag på LinkedIn.

”Jeg har brug for at være mere hjemme og fokusere på det, der er større og vigtigere end et væsentligt og hamrende interessant job,” skriver han.

”Brug for at være far med mere tid end den, man har som særlig rådgiver.”

Anders Langballe stoppede mandag og nåede et år og nogle måneder i jobbet, efter at han blev ansat i januar 2023.

I opslaget sender Anders Langballe en tak til Christina Egelund for, at ”hun troede på, at jeg kunne vende tilbage til politik i den nye rolle”.

Han var politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 fik blodpropper i hjernen og blev sygemeldt.

Efterfølgende har han blandt andet arbejdet som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer og Dansk Ejendomsmæglerforening. I 2022 var han vært på radioprogrammet ’Valg i Danmark’ på den nu lukkede radiostation 24syv.

16. april

Ingen erstatning på plads for Mette Østergaard endnu

Ingen erstatning på plads for Mette Østergaard endnu

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Berlingske er endnu ikke klar til at fortælle, hvorvidt der skal ansættes en ny chefredaktør efter Mette Østergaard. Fra juni skifter hun chefredaktørposten på Berlingske ud med en direktørstilling i Dansk Industri.

”Jeg går ikke ud og siger noget om fremtiden i dag, for i dag siger vi tak til Mette Østergaard for alt det, hun har givet til Berlingske de seneste seks år,” siger ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen.

”Det eneste, jeg har sagt til medarbejderne, er, at jeg vil arbejde stenhårdt for, at der ikke bliver et for langt vakuum,” tilføjer Tom Jensen.

Han vil dog ikke røbe, hvorvidt det betyder, at der skal findes en erstatning til posten:

”Jeg kommer hverken til at sige noget om hvorvidt eller hvem. For det synes jeg ikke er det rigtige at gøre. Men jeg har givet medarbejderne et løfte om, at jeg ikke lader det hænge i luften i ret lang tid,” siger han.

Berlingskes ledelse er blevet enig om, at Mette Østergaard fra i dag ikke må have en finger med i Berlingskes journalistik. Hun kommer dog til at løse et par specialopgaver, der ifølge Tom Jensen ikke har noget med journalistikken at gøre.

Mette Østergaard stopper på Berlingske

Mette Østergaard stopper på Berlingske

Mathias Svold/Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mette Østergaard stopper som chefredaktør på Berlingske.

Hun skifter til en ny rolle som direktør for public affairs, kommunikation, brand og marketing i Dansk Industri.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

”Virksomhederne er motoren i vores land. Uden dem og deres idéer, vækst og arbejdspladser – intet velfærdssamfund. Derfor skal virksomhederne have de bedst mulige vilkår, så de kan være samfundets stærkest mulige drivkraft,” udtaler Mette Østergaard i pressemeddelelsen.

Ifølge Berlingske vil Mette Østergaard afslutte nogle igangværende projekter, men vil ”fra dags dato ikke længere involvere sig i Berlingskes daglige journalistik og indhold”.

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, vil ikke oplyse til Journalisten, hvorvidt hun bliver erstattet.

Mette Østergaard har tidligere været chefredaktør for TV 2 News og politisk redaktør på Politiken.

Journalister evakueres på grund af brand i Børsen

Journalister evakueres på grund af brand i Børsen

Børsen og bygningens spir er totalt opslugt af røg og kraftige flammer fra en brand i København tirsdag den 16. april 2024. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den historiske bygning Børsen på Slotsholmen i København står i flammer, og branden har skabt en kraftig røgudvikling.

Branden betyder, at Provianthuset, en fløj på Christiansborg, hvor flere folketingsmedlemmer og journalister har kontorer, evakueres.

Sådan lyder beskeden i en sikkerhedsmeddelelse, som Ritzaus folk på stedet har hørt.

Ifølge beskeden bedes alle forlade huset via den nærmeste udgang og gå til Rigsdagsgården for yderligere information.

Indsatsleder på stedet siger på TV 2 News, at det er af sikkerhedsmæssige årsager på grund af kraftig røg og varmestråle-udvikling fra børsbygningen.

Børsen ligger både tæt på en række ministerier og Christiansborg.

Det ikoniske spir på Børsen var omkring klokken otte tirsdag morgen totalt omgivet af røg, og der var kraftige flammer omkring det. Cirka klokken 8.30 kollapsede tårnet, viser billeder fra stedet, skriver Ritzau.

Danmarks femtestørste by får et nyt netmedie

Danmarks femtestørste by får et nyt netmedie

Torben Meyer/Esbjerg Kommune

”Vi er ikke bedst på breaking eller 112 – men man kan også være relevant på andre måder.”

Sådan skriver netmediet EsbjergLiv.dk, der går i luften med ambitioner om at erobre en plads i det lokale medielandskab i og omkring Esbjerg.

Stifter og ansvarshavende chefredaktør er Fjodor Pedersen.

Han har lavet EsbjergLiv.dk som en konsekvens af, at mediebilledet i Esbjerg er blevet fattigere og mere monopoliseret end for 10 år siden.

”Og det er en forkert udvikling, hvis man er publicist eller går ind for den frie presse.”

Fjordor Pedersen forklarer, at den redaktionelle vinkel vil være både skæv og skarp, personlig og humoristisk.

”Den skal være grundlæggende positiv, men ikke lallende lokalpatriotisk i forhold til, hvad der foregår i Danmarks femtestørste by,” udtaler han i en pressemeddelelse.

15. april

Google blokerer nyhedsmedierne i Californien

Google blokerer nyhedsmedierne i Californien

Los Angeles skyline Adrees Latif/Reuters/Ritzau Scanpix

Google har blokeret for links til nyhedsmedierne i Californien som en reaktion på et lovforslag om, at Google har udsigt til at betale et ’journalistisk brugergebyr’. Med blokeringen dukker medierne ikke op i Googles søgeresultater.

Det skriver en række udenlandske medier, blandt andre The Guardian.

Den midlertidige blokering omfatter kun en mindre gruppe brugere. Ifølge Google er der tale om en lille procentdel.

The California Journalism Preservation Act (CJPA) er blevet vedtaget i Californien, men skal også stemmes hjem i senatet, før Californiens guvernør, Gavin Newsom, kan underskrive den.

Tanken med loven er at støtte den lokale journalistik, som de seneste år er blevet ramt af faldende annonceindtægter på grund af opblomstringen af sociale medier.

Alphabet, der ejer Google, har også kæmpet mod tilsvarende love i Australien og Canada.

10:59 Ritzau

TV 2 News var nede i flere timer

TV 2 News var mandag morgen ramt af tekniske problemer og udkom derfor ikke med nyheder.

Men kort efter klokken 09.00 er tv-kanalen igen oppe at køre, skriver mediet selv.

”TV 2 News udkommer igen fra klokken 09.00 efter at have haft tekniske problemer. Der har ikke været sendt friske morgennyheder på TV 2 News mandag mellem klokken 06.00 og 09.00,” skriver TV 2.

Det er fortsat uvist, hvad årsagen til problemerne var.

Typisk går TV 2 News på med morgennyheder fra klokken 06.00.

TV 2 News er Danmarks eneste danske 24-timers nyhedskanal.

Kanalen gik i luften 1. december 2006. News har ifølge TV 2 selv hver dag knap 700.000 seere, der hver ser med i over en time i gennemsnit.

DJ-ansatte i det offentlige siger klart ja til nye overenskomster

DJ-ansatte i det offentlige siger klart ja til nye overenskomster

DJ

DJ’s medlemmer i staten, kommunerne og regionerne har vedtaget de nye overenskomster med stort flertal. I alt vedrører det knap 650 DJ-medlemmer.

Det skriver DJ på sin hjemmeside:

Overenskomsten i staten blev godkendt med 97,6 % for, 1,8 % imod og 0,6 % blanke. Stemmeprocenten var 46,1. Der er omtrent 335 DJ-medlemmer i staten.

Overenskomsten i kommunerne blev godkendt med 94,3 % for, 3,3 % imod og 2,5 % blanke. Stemmeprocenten var 52,3. Der er omtrent 200 medlemmer i kommunerne.

Overenskomsten i regionerne blev godkendt med 97,1 % for, 1,4 % imod og 1,4 % blanke. Stemmeprocenten var 54. Der er omtrent 110 DJ-medlemmer i regionerne.

Flere nyheder