Præsident Zelenskyj går imod NATO-forklaring om nedstyrtet missil

NATO og Polen mener, at det missil, der tirsdag styrtede ned i Polen var ukrainsk, men det afviser landets præsident.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj går nu imod udtalelser fra NATO og andre vestlige ledere om, at missilet, der tirsdag styrtede ned i Polen, var et vildfarent ukrainsk luftforsvarsmissil.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det ikke var vores missil eller vores missilangreb. Min holdning er klar. Lad os besøge stedet, det ville være ret og fair. Vi har ret til at være der, siger Zelenskyj onsdag aften på ukrainsk stats-tv.

Også Oleksij Danilov, der er sekretær for Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd, opfordrer til en fælles undersøgelse af nedslagsstedet i den polske landsby Przewodów. Det skriver han på Twitter.

Danilov understreger, at Ukraine forventer at få dokumentation for, at det var et ukrainsk missil, der forårsagede de omfattende skader i den polske landsby, hvor to personer blev dræbt.

Sandsynligvis et luftværnsmissil

Tidligere på dagen sagde Polens præsident Andrzej Duda på et pressemøde, at missilnedslaget tirsdag ikke var et bevidst angreb, og at der ikke findes beviser for, at missilet var affyret af Rusland.

Det er ikke officielt bekræftet, hvor missilet stammer fra, men ifølge Polens præsident er det "højst sandsynligt" affyret af Ukraine i et forsøg på af afværge et russisk angreb.

- Det er meget sandsynligt, at det var et missil brugt som luftværn af Ukraines forsvarsstyrker, lød det fra præsident Duda.

Det samme sagde NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg på et andet pressemøde onsdag. Han understregede dog, at Ukraine på ingen måde er skyld i nedslaget.

- Jeg vil gøre det helt klart, at det ikke er Ukraines skyld. I sidste ende er det Ruslands ansvar, da de fortsætter deres illegale krig mod Ukraine, fastslog Stoltenberg.

Han tilføjede, at Ukraine er tvunget til at forsvare sig, og at det formentlig er årsagen til, at missilet havnede i Polen, der grænser op til Ukraine.

- Det er absurd

TV 2 har fået en kommentar fra Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, efter Jens Stoltenbergs udmelding om, at Rusland ultimativt er ansvarlig for tirsdagens episode i Polen.

Uanset om det viser sig, at missilet er ukrainsk eller ej.

I en skriftlig udtalelse oplyser ambassadøren til TV 2:

- Ukraine affyrede missiler mod Polen, ukrainske missiler dræbte polske statsborgere, men skylden ligger hos Rusland. Det er absurd, lyder det.

Ambassadøren skriver videre:

- Men desværre er dette logikken hos NATO-landene – at ignorere fakta og bruge ethvert påskud til at dæmonisere Rusland og samtidig give Ukraine frie hænder til enhver forbrydelse.

Rusland afviser

Det russiske forsvarsministerium har understreget, at det "ikke har noget med hændelsen at gøre".

Rusland har anerkendt, at de udførte missilangreb tirsdag, men at det var målrettet områder i Ukraine.

Ifølge Ruslands forsvarsministerium ramte bomberne mindst 35 kilometer fra grænsen til Polen.

Missilet ramte i Polen 12 kilometer fra grænsen til Ukraine.