Pence: Trump bragte mig og min familie i fare 6. januar

I et interview med ABC News siger den tidligere vicepræsident, at han mener, at Donald Trump bærer en del af ansvaret for stormen på Kongressen.

Donald Trump bragte mig og min familie i fare, da stormen på Kongressen fandt sted 6. januar 2021.

Sådan lyder det nu fra Mike Pence, der var vicepræsident under Donald Trumps præsidentperiode i USA. Han medvirker i et interview med den amerikanske tv-station ABC News.

- Præsidentens ord var uforsvarlige, og hans handlinger var uforsvarlige. Præsidentens ord den dag til vælgermødet (inden stormen på Kongressen, red.) bragte mig og min familie og alle i kongresbygningen i fare, siger han i interviewet.

Ville ikke forlade kongressen

Interviewet kommer i kølvandet på, at Pence tirsdag udgiver bogen 'So Help Me God', hvor han beskriver sin tid som vicepræsident gennem fire år.

Herunder de dramatiske begivenheder, hvor demonstranter 6. januar 2021 stormede USA's kongres i Washington D.C. Demonstranterne ville have underkendt valgresultatet fra præsidentvalget, der var blevet afholdt 3. november 2020.

Demonstrationen bevægede sig fra sit begyndelsessted og op mod Kongressen, efter at den afgående præsident, Donald Trump, havde holdt en tale. Her sagde Trump blandt andet, at man skulle tage landet tilbage. Demonstranterne nåede frem til det kammer, hvor politikere fra både Repræsentanternes Hus og Senatet var ved at godkende valgresultatet.

Mike Pence var selv til stede under stormen på Kongressen, og har siden været omdrejningspunkt for sagen.

Donald Trump har flere gange opfordret en komite til at efterforske Mike Pence, fordi han nægtede at omstøde valgresultatet 6. januar 2021, hvor Trumps tilhængere stormede Kongressen og blandt andet krævede Mike Pence hængt.

Ifølge New York Times skriver Pence i sin bog, at hans livvagter forsøgte at få ham til at forlade kongresbygningen, da den blev stormet. Det nægtede han at gøre.

- Jeg fortalte mine sikkerhedsfolk, at jeg ikke ville forlade min post. Mr. Giebels (lederen af Pences daværende sikkerhedsstab, red.) tryglede os om at forlade stedet, skriver han ifølge avisen.

- Demonstranterne havde nået vores etage. Jeg pegede fingeren mod mit bryst og sagde: "Du hørte mig ikke, Tim. Jeg går ikke. Jeg giver ikke disse mennesker synet af af en bilkortege med 16 biler, der ræser væk fra Kongressen", skriver han i bogen.

- Han valgte at være en del af problemet

Det er ikke tilfældigt, at Mike Pence udgiver sin bog nu, og man skal ikke glemme, at Pence har et sigte om at fremme sin egen politiske karriere. Det fortæller USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

- Pences udmeldinger står i en åbenlys diametral modsætning til Trumps udlægning af 6. januar, og han siger, hvad mange republikanere tænker: At Trumps opførsel var uansvarlig og at han bragte folk i fare, fortæller han.

Ifølge ham taler det også ind i spørgsmålet om, hvordan republikanerne skal komme videre, og om fremtiden er mere Trump eller Pence. Han peger på, at der har været stor kritik af, at Pence ikke har villet give sin forklaring til 6. januar-komitéen, der er nedsat for at undersøge stormløbet på Kongressen.

Derfor er der også kritiske røster, der mener, at han i stedet for at gå ud og give interview nu, burde havde givet sin version til 6. januar-komitéen. Ifølge Mirco Reimer-Elster har Pence dog gjort meget for at tage afstand fra alt, der handler om Trumps person og nægtet at samarbejde med komitéen.

- Fordi 6. januar-komiteen af størstedelen af republikanerne er blevet anset som en politisk heksejagt, i stedet for at finde frem til sandheden, så er Pences vurdering, at han ikke vinder noget ved at deltage i den, siger Mirco Reimer-Elster.

Pence siger i interviewet med ABC News, at han er "vred" over, hvordan Donald Trump på Twitter opfordrede demonstranter til at komme til kongressen. Han mener, at Trump bærer en del af ansvaret for angrebet med sin retorik.

Han henviser blandt andet til et tweet, hvor Trump skrev, at han ærgrede sig over, at han "ikke havde modet til at gøre, hvad der burde være blevet gjort".

- Jeg vendte mig mod min datter, som stod i nærheden og sagde: "Det kræver ikke mod at bryde loven. Det kræver mod at opretholde den", siger Pence i interviewet med tv-stationen.