I Danmark er der nu "gunstige forhold" for en ny flugtvariant, siger ekspert

Viggo Andreasen understreger, at risikoen for en flugtvariant i Danmark er lille.

Smittetallene med coronavirus er faldende, og udsigterne til nye restriktioner er lige nu langt væk, lyder det fra eksperter.

Men der er en lurende risiko under overfladen, der kan dukke op, hvis ikke vi fortsætter med at teste befolkningen og sekventere prøverne.

Sådan lyder det fra Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.

- Vi er lige nu der, hvor vi har størst risiko for at producere en flugtvariant, siger han.

En flugtvariant af corona er kendetegnet ved, at den er i stand til at smitte personer, selvom de er immune efter vaccination eller smitte.

Gunstige forhold

Ifølge Viggo Andreasen er det kombinationen af mange smittede og mange immune fra vacciner, der giver gunstige forhold til en flugtvariant.

- Hvis der opstår en ny variant, der er god til at slippe uden om immunitet, vil den have nemt ved at sprede sig i den situation, vi er i.

Han understreger, at bekymringen ikke er et argument for at lukke yderligere ned i Danmark, ligesom at han mener, at risikoen for, at den skulle opstå lige præcis i Danmark, er lille.

- Men der er mange andre lande, der kigger på at gøre det samme, som vi har gjort herhjemme. Mange af de lande har en tilsvarende høj vaccinedækning og immunitet gennem smitte, så der er risiko for, at en flugtvariant ville kunne opstå i et af landene, siger han.

Ikke til at sige, hvor farlig en ny flugtvariant kan være

Han forklarer, at en virus gør, hvad den kan, for at overleve.

- Den skal have mad. Lige nu er der meget mad til den, hvis den kan klare sig hos folk, der er vaccineret eller er immune gennem smitte.

Ifølge Viggo Andreasen er det ikke til at regne ud, hvor farlig en eventuel ny flugtvariant vil være. Omikron-varianten er eksempelvis også en flugtvariant, og den har vist sig at være mindre farlig end eksempelvis Delta-varianten.

- Vi ved ikke, hvor farlig en ny variant kan være. I princippet kan man risikere alt muligt. Der er dog gode argumenter for, at skiftet fra de dybe lunger op til bronkierne, som man så det, da det gik fra Delta til Omikron, er kommet for at blive.

- En virus, der lever i de dybe lunger, har sværere ved at sprede sig, lyder det fra Viggo Andreasen.

Virus i de dybe lunger betød blandt andet, at flere personer med Delta-varianten blev indlagt på intensiv med lungebetændelse. En tendens, man ikke har set med Omikron-varianten. Og det er netop derfor, at epidemien er blevet mildere herhjemme, lyder det blandt andet fra Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet.

Han siger, at der i december og januar blev kigget på, hvorvidt Omikron kunne give lungebetændelse.

- Og det kan den altså ikke.