Det kan virke som småpenge i den dramatisk tilspidsede konflikt mellem Ukraine og Rusland, at Danmark i denne uge har lovet ukrainerne omkring 550 millioner kroner i støtte til at styrke blandt andet de demokratiske institutioner i landet. Andre lande som USA og Holland yder militær støtte med våbenleverancer, mens det traditionelt tøvende Tyskland er blevet hånet for at ville sende 5000 hjelme. ”Hvad bliver det næste, hovedpuder?”, lød det fra Kijevs borgmester, den tidligere topbokser Vitalij Klitsjko, over for tabloidavisen Bild.
Men lidt har også ret, og lige nu har Ukraine brug for den størst mulige moralske og økonomiske støtte fra Vesten, samtidig med at diplomatiet arbejder på højtryk for at afværge en decideret krig med katastrofale konsekvenser, ikke blot for Europa, men også den globale verdensorden. Som den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sagde i Deadline på DR 2 torsdag aften, forventer Ukraine ikke, at ”andre lande kæmper for os”, men ”ethvert land kan finde en måde at hjælpe på, hvis den politiske vilje er til stede”.
Denne vilje er heldigvis til stede fra dansk og fælleseuropæisk side, om end det stadig halter med et fælles svar på den russiske opmarchering af tropper ved grænsen. Men det er altafgørende for ukrainerne ikke at føle sig ladt i stikken og udleveret til ”den russiske bjørn”.
Ukraine og Rusland forbinder flere århundreders sammenvævet og smertelig historie, og mange ukrainske familier bærer på traumet fra holodomor – den af Stalin påførte hungersnødkatastrofe, som fra 1932 til 1934 kostede omkring 4 millioner ukrainere livet. Stalin er blevet rehabiliteret under præsident Putin, og det skal tages alvorligt fra vestlig side, når den russiske præsident nu har fået omdelt sit essay fra sidste år med overskriften ”Om den historiske enhed mellem Rusland og Ukraine” blandt sine soldater.
For Putin var Sovjetunionens sammenbrud for tre årtier siden en katastrofe, og for Europa er det på tide at genopdage nogle af den kolde krigs redskaber i den nuværende krise, som vækker mindelser om Cubakrisen og andre af den kolde krigs mest dramatiske stunder. Vi skal genlære, hvad troværdig afskrækkelse er, og hvor effektiv den kan være, hvis alliancepartnere formår at stå sammen. For det lykkedes ikke efter Putins ulovlige annektering af Krim og det russisk-støttede oprør i Østukraine i 2014. Dengang pressede USA og Storbritannien på for en hårdere kurs, men fik ikke sat sig igennem over for Frankrig og Tyskland. Vesten reagerede for sent og for svagt, og trods flere bølger af sanktioner er Krim i mellemtiden blevet stadig mere russisk.
Troværdig afskrækkelse handler om at vise muskler i en sådan grad, at man undgår at måtte bruge dem, men modparten bør ikke være i tvivl om, at viljen er til stede. Ellers virker afskrækkelsen ikke.
Den militære afskrækkelse begrænser sig i dette tilfælde til solidaritetserklæringer og våbenleverancer. Ukraine er ikke medlem af Nato, og modsat hvad Rusland hævder, er et ukrainsk Nato-medlemskab hverken aktuelt eller realistisk i nærmeste fremtid. Men Vesten skal støtte Ukraine maksimalt inden for mulighedernes grænser. For det er et sprog, som den tidligere KGB-agent Putin forstår, og derfor er den danske støtte så vigtig.