Hev milliarder ud af statskassen sammen med Sanjay Shah: Amerikansk firma indgår hemmeligt forlig med Danmark

Acupay, der var på sightseeing i København med dansk afdelingsleder i Skat i 2012, undgår civil sag efter forlig før jul.

Sanjay Shah fik blandt andet hjælp af det amerikanske skattefirma Acupay til at hive milliarder op ad den danske statskasse. (Foto: © Foto: B1 © B1)

De danske skattemyndigheder har sat endnu et punktum i de mangeårige bestræbelser på at få nogle af de i alt 12,7 milliarder kroner tilbage, som statskassen angiveligt er blevet svindlet for via refusion af udbytteskat.

Det amerikanske skattefirma Acupay, der har specialiseret sig i at søge refusion af udbytteskat, har nemlig indgået et forlig med de danske skattemyndigheder, skriver det internationale medie Law360.

Acupay var ifølge de danske skattemyndigheder en af de vigtigste medhjælpere til Sanjay Shah, der er den anklagede hovedbagmand i udbyttesagen.

Forliget blev indgået 21. december og er hemmeligt, har en britisk dommer bekræftet i sidste uge ifølge mediet, der er i besiddelse af et retsdokument, som viser, at der er indgået en aftale.

Skattestyrelsen har over for DR Nyheder ikke ønsket at bekræfte, at forliget er indgået, men oplyser i et skriftligt svar:

- Skattestyrelsen kan ikke kommentere på konkrete sager, men det kan mere generelt oplyses, at det altid beror på en konkret vurdering, om det er en fordel for Skattestyrelsen at indgå forlig samt på hvilke vilkår.

Appelretten i London bekræfter til gengæld i en mail til DR Nyheder, at Acupay ikke længere er en del af den civile retssag i Storbritannien, hvor den danske skatteforvaltning i alt har rejst krav for 12,7 milliarder kroner.

Netop Storbritannien er central i de danske myndigheders bestræbelser på at hente udbytte-milliarderne tilbage til statskassen, og lige nu kører der en sag ved den britiske appelret om, hvorvidt de danske myndigheder overhovedet skal have tilladelse til at føre civile sager i landet.

Desuden er der anlagt civile sager i flere andre lande rundt omkring i verden blandt andet USA og Malaysia.

Acupay fik rundtur i København af leder i Skat

Acupay spillede en nøglerolle under udbytteskandalen. Vi spoler tiden tilbage til 2012, hvor Acupay havde en klient, som få år senere skulle blive kendt i hele Danmark.

Navnet er Sanjay Shah, og han er i dag tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner.

I juli 2012 henvendte Acupay sig til de danske skattemyndigheder. De ønskede at blive klogere på, hvordan det danske skattesystem fungerer, og det endte faktisk med, at to medarbejdere kom på besøg i København.

Her endte daværende afdelingsleder i Skat Lisbeth Rømer med at tage dem på en rundtur i København i sin Opel Corsa.

Det er tidligere kommet frem i Skattekommissionen, hvis formål blandt andet er at belyse, hvordan formodede svindlere kunne hive 12,7 milliarder kroner op af statskassen over en årrække, uden at man opdagede det og fik det stoppet tidligere.

- Jeg spurgte de pæne, unge mennesker, om de havde været i København før. Det havde de ikke. Og så sagde jeg: godt, så kører jeg jer lige rundt. Og så kørte jeg rundt til Amalienborg i min bil. Det tog måske syv minutter, sagde Lisbeth Rømer i kommissionen.

- Så det var den sightseeing. Og der var ikke en krumme involveret i det. Det var udsigt fra min Opel Corsa, forklarede den tidligere afdelingsleder under sin afhøring i november 2019, hvor det også kom frem, at hun efterfølgende havde kontakt via mail med Acupays topchef, og at hun ikke fortrød sin ageren i sagen eller fattede mistanke til Acupay.

Selv samme Lisbeth Rømer advarede i øvrigt flere gange sine chefer om, at kontrollen med refusion af udbytteskat til udenlændinge ikke var god nok.

Refusioner for milliarder

Netop Acupay endte med at få en hovedrolle i sagen om den formodede svindel.

På vegne af 75 selskaber i USA og Malaysia, der i sidste ende var kontrolleret af Sanjay Shah, sendte Acupay fra 2012 til 2015 anmodninger til udbytteafdelingen om at få refunderet i alt 3,6 milliarder kroner i udbytteskat.

Her var der udelukkende tale om refusioner, der var baseret på aktier, som selskaberne i virkeligheden ikke ejede, og langt størstedelen af pengene havnede i lommen på den britiske finansmand Sanjay Shah.

Acupay fik dog også deres del af gildet, har de danske skattemyndigheder påstået i retsdokumenter, DR Nyheder er i besiddelse af.

Her lyder det, at Acupay typisk fik et gebyr på 0,20-0,25 procent af den refusion, som de danske skattemyndigheder udbetalte, eller 10.000-15.000 euro per refusionsanmodning.

Dermed kan Acupay have fået et tocifret millionbeløb i kroner for sit samlede arbejde med at indsende refusionsanmodninger til de danske skattemyndigheder.

Det er dette gebyr, som den amerikanske virksomhed blev stævnet for af de danske skattemyndigheder.

DR Nyheder har spurgt Skattestyrelsen, hvad forliget lyder på, hvilket styrelsen ikke har ønsket at svare på.

- Hvis Skattestyrelsen indgår forlig fremfor at fortsætte med en retssag, er det fordi Skattestyrelsen – sammen med styrelsens advokater – vurderer, at det er den bedste løsning for Skattestyrelsen og dermed det mest gunstige resultat, lyder det i en skriftlig kommentar.

Acupay har indtil nu nægtet at have gjort noget galt. Selskabet er endnu ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse om, hvad forliget betyder i forhold til, om selskabet vedkender sig at have overtrådt den danske lovgivning.

DR Nyheder har også kontaktet Acupays advokat i den civile sag. Heller ikke han er vendt tilbage.

Har kradset en milliard kroner ind

Der er dog stadig særdeles lang vej for de danske skattemyndigheder i kampen for at få så mange milliarder som muligt tilbage i den danske statskasse.

Ud af de 12,7 milliarder kroner, som Danmark angiveligt er blevet svindlet, er der kommet cirka en milliard kroner tilbage. Derudover er der indgået forlig om tilbagebetaling af yderligere godt 600 millioner kroner.

Det fremgik af en aktindsigt, DR Nyheder fik fra Skattestyrelsen tilbage i oktober sidste år.

Langt størstedelen af dette beløb omhandler de tre amerikanere Jerome Lhote, Matthew Stein og Luke McGee, der via den tyske bank North Channel Bank ifølge den danske anklagemyndighed svindlede statskassen for mere end 1,1 milliarder kroner.

De er tiltalt for svindel herhjemme, men nægter sig alle skyldige i straffesagen, mens de altså har indgået et civilretligt forlig om tilbagebetaling af deres egen gevinst.

Mens der er tilbageført godt en milliard kroner til Danmark, så er pengene dog også fosset ud kassen, når statens advokatregninger har skullet betales.

I aktindsigten fra oktober fremgik det, at der er afholdt udgifter i forbindelse med de civile sager for næsten 1,2 milliarder kroner.

Der er i alt afsat 2,4 milliarder kroner til at føre sagerne, som kan strække sig helt frem til 2027.