Guldregn over danske medier: Cirka 300 mio. drypper ud fra gammel strejkekasse

Danske Mediers strejkekasse er noget nær overflødig efter fusionen med Dansk Erhverv. Det har udløst en sand pengeregn over flere danske medier

En særlig post på 94 millioner kroner var sidste år med til at lune godt i lommerne hos JP/Politikens Hus.

Det fremgår af koncernens årsregnskab, der blev offentliggjort tidligere i dag. Her kan man også læse, at de 94 millioner kroner primært stammer fra en udlodning fra Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA).

Og JP/Politikens Hus er langtfra de eneste, der er blevet forgyldt med millioner fra arbejdsgiverforeningen i 2021.

Ifølge Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, får en stor del af foreningens medlemmer nemlig del i den anseelige sum penge, der har stået på kontoen i DMA’s faglige hjælpefond, populært kaldet strejkekassen. Det sker, fordi arbejdsgiverforeningen i 2021 blev en del af Dansk Erhverv og omfattet af deres hjælpefond.

”Dermed bliver DMA’s faglige hjælpefond overflødig, og det betød, at der stod en pose penge, som vi har skullet fordele,” forklarer Thomas Rønnow og tilføjer:

”Der er jo ingen grund til, at pengene bare skal stå. Når der ikke længere er behov for ordningen, kan pengene lige så godt komme ud til virksomhederne og gøre gavn.”

Skulle hjælpe i tilfælde af konflikt  

Thomas Rønnow vil ikke oplyse, hvor mange penge det drejer sig om, men kalder det ”et betragteligt beløb”.

Journalisten erfarer, at det samlet er i omegnen af 300 millioner kroner, der drypper fra hjælpefonden til medierne.

Formålet med fonden har været at have en strejkekasse, der kunne sikre mediearbejdsgiverne i tilfælde af arbejdsnedlæggelser og konflikter på arbejdsmarkedet.

”Vi har opbygget en forholdsvis stor strejkekasse, så man har kunnet få støtte derfra. Men nu er vi kommet ind under Dansk Erhverv, som har langt større muskler, så vores medlemmer er stadig sikret,” siger Thomas Rønnow.

Han understreger, at DMA’s egen hjælpefond ikke er nedlagt, men at beløbet på fondens konto er skrumpet betragteligt efter udlodningerne.

Ikke penge til alle medlemmer

Pengene på hjælpefondens konto er indbetalt tilbage i sidste århundrede og i starten af 00’erne.

Derfor er det også kun virksomheder, som tidligere har indbetalt til hjælpefonden, der får andel i udlodningerne, oplyser Thomas Rønnow.

Han forklarer, at midlerne er blevet fordelt efter en række parametre, herunder primært størrelsen af virksomhedernes kontingentindbetalinger til DMA gennem de seneste fem år.

Journalisten har spurgt Anders Krab-Johansen, direktør i Berlingske Media, hvor mange penge de får fra udlodningerne. Han henviser til Thomas Rønnow, men han afviser at oplyse beløbene for de enkelte virksomheder.

0 Kommentarer