Hvis du havde tænkt dig at kassere dine mundbind, når restriktionerne forsvinder på tirsdag, så kan det godt være, du skal genoverveje den beslutning.

For der er stadig steder, hvor mundbind vil være påkrævet efter 1. februar.

Det gælder i Aalborg Lufthavn.

»Vi følger regler fra EASA (Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, red.). Så vi fortsætter med mundbind,« siger direktør i Aalborg Lufthavn Niels Hemmingsen.

Faktisk kommer der slet ikke nogen ændringer i lufthavnen efter 1. februar.

»Det bliver det samme. Vi har jo også en del rejsende fra det øvrige Skandinavien. Svenskerne og nordmændene er jo ikke lige så langt fremme med at lempe restriktioner, som vi er i Danmark,« siger direktøren.

Han sammenligner det med dengang, mundbindskravet senest blev ophævet i Danmark, hvor det fortsat gjaldt i lufthavne.

»Vi kommer til at fortsætte med skiltning i lufthavnen, så man ikke kommer i tvivl,« siger Niels Hemmingsen.

Aalborg Lufthavn er den tredjemest travle lufthavn i Danmark efter København og Billund.