Danmark trækker sine soldater hjem fra Mali.
Selv om det kun er lidt over en uge siden, at Danmark sendte omkring 90 soldater og et hold kirurger til det vestafrikanske land, så skal de nu hjem igen, efter militærstyret i Mali har slået fast, at Danmark ikke er velkommen.
Militærstyret i Mali, der kuppede sig til magten i 2020, hævder, at Danmark har sendt soldater til landet uden en forudgående aftale.
Meldingen fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er derimod, at Danmark er der på invitation af Mali, men nu bliver smidt ud som led "i et beskidt politisk spil", fordi militærstyret ikke vil indfri de vestlige ønsker om at genindføre demokrati i landet.
DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, hælder til den sidste forklaring. Han vurderer, at de danske soldater er fanget i en hård diplomatisk armlægning mellem EU og kupmagerne i Mali.
- Danmarks militære tilstedeværelse er blevet en brik i det spil og er blevet brugt som pression fra malisk side, lyder hans vurdering.
Mali tur-retur
I sidste uge ankom et hold af danske jægersoldater og kirurger til Mali for at tage del i den militære mission Takuba Task Force. Missionen er en del af Operation Barkhane, som har været til stede i blandt andet Mali siden 2014 under fransk ledelse.
De skulle efter planen have bidraget til indsatsen i landet indtil starten af 2023, men nu bliver der i stedet tale om en ganske kort udsendelse for danskerne.
- Vi påbegynder hjemtagning af vores soldater, lød det her til eftermiddag fra forsvarsminister Trine Bramsen (S), der dog tilføjede, at det kommer til at tage noget tid.
Udviklingen står i skarp kontrast til stemningen for blot ni dage siden, da udenrigsministeren fortalte om vigtigheden af missionen, som man netop havde sendt soldater afsted til.
Men i mandags kom meldingen fra militærstyret i Mali, at de danske soldater skulle ud.
Her lød det, at "Malis regering noterer sig med forbløffelse indsættelsen på sit territorium af et hold af danske specialstyrker i Takuba-styrken".
Nyheden blev bragt på malisk tv i mandags:
Det fik i går Jeppe Kofod til at beskylde den militære overgangsregering i Mali for at bruge Danmark som en brik i "et modbydeligt spil". Ifølge udenrigsministeren forsøger generalerne i Mali at "kaste grus i maskineriet", fordi EU presser dem til at genindføre demokrati i landet ved blandt andet at true med målrettede sanktioner.
Styret i Mali har imidlertid holdt fast i beskyldningen om, at Danmark ikke har konsulteret tilstrækkeligt med dem og fastholdt, at Danmark skulle trække sig ud af landet.
I aftes udsendte 15 lande en fælles erklæring til overgangsstyret i Mali, hvor de bakker op om de danske soldaters tilstedeværelse i det vestafrikanske land.
Og i dag følger den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, op med klar støtte til Danmark.
- Militærstyret er ikke legitimt og tager uansvarlige beslutninger. Det bærer alt ansvar for, at de danske styrker har trukket sig, og det isolerer sig endnu mere fra sine internationale partnere, siger udenrigsministeren ifølge Ritzau.
Tidligere på måneden afviste militærstyret i Mali at afholde et lovet valg, og de har i stedet meldt ud, at de agter at sidde på magten de næste fem år. Det har frustreret Frankrig og nabolandene voldsomt, men forsøgene på FN-sanktioner er blevet blokeret af Kina og Rusland.
EU har også kritiseret, at Malis regering angiveligt har indsat russiske lejesoldater i landet.
Opdateret med udtalelsen fra den franske udenrigsminister