Stor undersøgelse: Fire ud af ti børn har haft ubehagelige oplevelser på nettet det seneste år

Over 3.000 børn og unge har deltaget i en undersøgelse fra Red Barnet.

En ny, omfattende undersøgelse fra Red Barnet sætter fokus på børn og unges ubehagelige oplevelser på nettet - det som man i rapporten betegner som digitale krænkelser.

I undersøgelsen, der er foretaget blandt over 3.000 børn og unge mellem ni og 17 år, svarer fire ud af ti, at de inden for det seneste år har haft en eller flere ubehagelige oplevelser på nettet.

Det kan for eksempel være at blive udelukket på sociale medier, at blive talt sårende eller hadefuldt til på nettet eller at modtage intime fotos, man ikke havde lyst til at se.

- Vi vidste godt, at der var store udfordringer med digitale krænkelser for børn og unge på nettet, men vi vidste ikke præcist, hvor udbredt det var. Det her bekræfter vores bange anelser, siger psykolog ved Red Barnet Per Frederiksen.

Udbredelsen kan føre flere flere problemer med sig, fortæller han.

- Det kan blive normaliseret, så man tænker: 'Sådan er det'. Det er det, man oplever som barn.

- Der må vi endelig ikke komme hen. Børn har ret til ikke at blive udsat for krænkelser, siger han.

Jakob Johan Demant, lektor ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, mener, at undersøgelsen giver anledning til bekymring.

- Vi skal se det som en reel bekymring, at der er så mange, som udtrykker, at de har oplevet nogle ting, som har været grænseoverskridende eller krænkende på nettet. Og vi skal lytte til de børn, siger han.

Det er typisk børn og unge, som barnet kender, der står bag den ubehagelige oplevelse eller ulovlighed - eller fremmede, som tager kontakt.

Flest børn og unge i undersøgelsen har oplevet at blive talt grimt til på nettet eller blive kontaktet af nogen, de ikke ville tale eller skrive med.

Andre typer af oplevelser er mindre udbredte, men kan være decideret ulovlige.

Blandt andet svarer en mindre andel af de unge, at de har været udsat for trusler eller afpresning online eller har fået delt et intimt eller privat billede uden samtykke.

Undersøgelsen giver på den måde et bredt billede af de ting, som man kan opleve i et børne- og ungdomsliv.

Og det er vigtigt at få det hele med, så det ikke udelukkende er de groveste og mest ulovlige krænkelser, vi tager alvorligt, mener Per Frederiksen.

- Vi skal tage børn alvorligt og lytte til, at for eksempel det at blive kommenteret grimt på på nettet altså kan føles enormt ubehageligt, siger han.

Det, som børnene oplever digitalt, er nemlig lige så virkeligt, som ting, man oplever i den fysiske verden - og konsekvenserne er lige så alvorlige, understreger han.

I undersøgelsen angiver mange af børnene, at de oplever fysiske og psykiske symptomer på grund af det, de har været udsat for.

- Vi ser de fysiske påvirkninger: at de har søvnbesvær, at de får ondt i maven, og vi ser også psykologiske påvirkninger som at de føler sig triste og ensomme i det, de står med, siger han.

I videoen ovenfor forklarer elever fra Hellebjerg Idrætsefterskole, hvad de har oplevet på nettet.

Fik delt intime billeder

På Hellebjerg Idrætsefterskole i Juelsminde har flere af eleverne også oplevet ubehagelige ting på de mange sociale platforme, hvor de bruger meget af deres fritid.

- Jeg har oplevet at få sendt videoer, som man slet ikke har lyst til at se - af terrorhandlinger eller videoer af folk, der dør, fortæller 15-årige Anders Overgaard, der går i 9. klasse.

- Man burde ikke få sendt alt muligt, der krænker én, eller man ikke har lyst til at se.

Laura på 16 år har oplevet at få delt intime billeder, hun havde sendt til sin daværende kæreste, som sendte det videre til flere af hendes drengevenner.

- Jeg blev rigtig ked af det over, at nogle af mine gode venner og den fyr, jeg sendte det til valgte at sende det videre.

- Jeg vidste ikke engang, han havde billederne af mig. Jeg troede bare, det var på vores chat, og så var de væk.

Hun valgte at fortælle det til sin mor, der sagde, hun skulle tage kontakt til vennerne og bede dem om at slette det.

- Men jeg ved ikke, om de stadig har det. Det synes jeg har været en hård situation, siger hun.

Både Anders og Laura synes, det er et stort tal, at hver fjerde barn eller ung oplever ubehagelige ting på nettet. Men de kan ikke helt finde ud af, om tallet kommer bag på dem.

- Jeg blev først lidt overrasket over, at det var så højt, siger Anders Overgaard.

- Men det giver faktisk mening, der er så mange. For hvis jeg spørger mine kammerater her på skolen, er det nok også halvdelen, der nok vil sige, at det oplever de også. Hvis ikke flere, siger han.

Laura tror, det er vigtigt at tale højt om oplevelserne, hvis de skal stoppes.

- Jeg tror, vi skal snakke mere om det. Mit budskab er, at man skal stoppe med at gøre ting, man godt ved ikke er i orden imod andre. Så skal man vende det om og tænke: hvad ville jeg gøre, hvis det var mig, der havde oplevet det?

Lektor Jakob Johan Demant mener også, det er vigtigt, at børn og unge har lyst til og mod på at dele deres oplevelser med nogen. Ligesom Laura valgte at gøre det med sin mor. Og det er endnu en ting, han hæfter sig ved ved rapporten.

Den viser, at mange unge faktisk er gode til at dele deres oplevelser med andre - men samtidig har hver femte, der har haft en ubehagelig oplevelse, ikke sagt det til nogen.

- Der er helt klart et udtryk for, at der er nogle børn og unge, som føler, de har ret svært ved at tale med deres forældre om det. Vi har stadig et stort skel mellem børn og forældregenerationen i forhold til det her. Men den diskussion skal være der. De skal kunne tale om det her med nogen.

Psykolog hos Red Barnet Per Frederiksen fortæller, hvordan man som forælder selv kan være med til at skabe en åbenhed omkring det, der foregår på nettet.

- Hav nogle gode aftaler med dit barn om, at hvis det oplever noget ubehageligt, så kan det trygt komme til dig.

Han anbefaler, at aftalen laves fra start - fra når den første telefon udleveres, og når børnene kommer på sociale medier.

- Det, der gør børn og unge trygge, er, at forældrene lover børnene, at de ikke bliver sure. At de lover, at de ikke skælder ud og lover, at de ikke overreagerer. Det er det, børn og unge fortæller os, der holder dem tilbage fra at gå til deres forældre.

- Vi kan se i sager, at det faktisk kan stoppe en krænkelse, at forældrene kommer ind over. Så forældrene er en god ressource. Men de skal stille sig godt til rådighed, og de skal starte med ikke at skælde ud, siger han.

Har du eller én, du kender oplevet noget ubehageligt på nettet? Så kan du blandt andet tage kontakt til Red Barnets Slet Det-rådgivning eller Børnetelefonen og få hjælp.