Epidemikommission: Alle kan møde på arbejde igen 1. februar

Det skal være op til den enkelte arbejdsplads at indrette sig efter aktuel coronasituation, siger kommission.

Medarbejdere på offentlige og private arbejdspladser kan muligvis se frem til en normal hverdag, hvor de kan møde fysisk på arbejde igen fra 1. februar.

Det vurderer i hvert fald Epidemikommissionen, som rådgiver regeringen og Folketinget om covid-19, i en indstilling.

- For offentlige og private arbejdspladser vurderer Epidemikommissionen, at der vil kunne ske en normalisering af fysisk fremmøde efter 1. februar 2022, står der blandt andet i indstillingen, der gælder som en anbefaling.

Før anbefalingen fra kommissionen kan blive til virkelighed, er det Folketingets Epidemiudvalg, som skal tage beslutningen om, hvilke restriktioner og anbefalinger der gælder i den nuværende coronaepidemi.

Følger politikerne anbefalingerne, vil det betyde, at de mange medarbejdere, der har arbejdet hjemme over vinteren, kan komme tilbage til en normal arbejdsdag på arbejdspladsen.

Det vil i så fald også betyde, at det i højere grad bliver de enkelte arbejdspladser i Danmark, som tilpasser arbejdsmiljøet til den aktuelle coronasituation.

- Offentlige og private arbejdsgivere opfordres til løbende at vurdere situationen og indrette arbejdspladserne efter lokale smitteforhold og de fysiske forhold på arbejdspladsen, skriver kommissionen i sin indstilling.

Plan præsenteres onsdag

Anbefalingen fra Epidemikommissionen kommer i forbindelse med, at regeringen har bebudet, at der onsdag vil komme nyt om coronarestriktioner.

Indtil videre gælder de nuværende restriktioner og anbefalinger til og med 31. januar.

Smittetallene har været stigende de seneste uger. Men det har ikke afspejlet sig i antallet af indlagte, der ikke er steget i samme grad.

Tirsdag kunne flere medier, herunder TV 2, erfare, at Epidemikommissionen i en indstilling til regeringen anbefaler, at covid-19 ikke længere kategoriseres som samfundskritisk efter udløb af den tidligere vedtagene periode 5. februar.

Epidemikommissionen har tirsdag aften bekræftet oplysningerne og i indstillingen til regeringen lægges der generelt op til mange lempelser af de nuværende restriktioner. I stedet for krav og regler bør det i stigende grad handle om anbefalinger og opfordringer, mener Epidemikommissionen.

"Gode råd"

I sin indstilling anbefaler kommissionen, at der stadig holdes fokus på at forebygge smitte ved brug af "gode råd" fra Sundhedsstyrelsen og regelmæssige test.

Rådene handler blandt andet om at blive vaccineret mod corona og at blive hjemme ved sygdom og i den forbindelse lade sig teste. Ikke mindst så de sårbare og ældre beskyttes bedst muligt.

Epidemikommissionen bruges som både sundhedsfaglig og økonomisk rådgiver for regeringen og Folketinget.

Derfor tæller medlemmerne både chefer fra alle de sundhedsfaglige styrelser samt Rigspolitiet. Der sidder også departementschefer fra flere ministerier.

Politikerne har tidligere lignende situationer i store træk fulgt anbefalingerne fra Epidemikommissionen.