Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right

SENESTE NYT

TV Glad-journalister vinder to priser på en uge

TV Glad-journalister vinder to priser på en uge

Lars Erik Andreasen/Strong

Journalisterne på TV Glad, der sammen med Strong Productions og DR lavede interview-programmerne ‘En særlig samtale’, har vundet to priser på en uge for deres interviews med sangeren Thomas Helmig og statsminister Mette Frederiksen (S).

Det skriver DR.

Dels har de vundet Artbeat Prisen for årets bedste kulturformidling. Prisen blev uddelt af Have Kommunikation og Spar Nord Fonden og blev etableret i 2013.

Derudover fik de overrakt ‘Buketten’, der bliver uddelt af mediebrugerorganisationen KLF, Kirke og Medier, til mediepersoner, der har gjort en særlig god indsats.

”Det nærvær og den inderlighed, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads dygtige reportere, oversteg alle vores forventninger, og vi har også oplevet det ved, at vi har fået mange positive tilkendegivelser for programmerne efterfølgende,” siger Lasse Bjørch, der var DR’s redaktør på ‘En særlig samtale’, til DR.

Konceptet bag ‘En særlig samtale’ er, at 35 journalister fra TV Glad samles i en kæmpe hangar på Amager og frit interviewer og stiller spørgsmål til kendte danskere inden for politik, kunst og kultur. Det var i et af de programmer, Thomas Helmig for første gang i et interview satte ord på sorgen over at have mistet sin søn Hugo Helmig.

”Bagefter skulle jeg lige vænne mig til, at jeg måske skal til at være kendt for at være den første til at tale om Hugo Helmigs bortgang – det er en oplevelse, der er til at tage og føle på, vil jeg sige,” har Rasmus Nielsen fra TV Glad tidligere forklaret til Journalisten.

24syvs arkiv sikret på falderebet. I hvert fald for et år

24syvs arkiv sikret på falderebet. I hvert fald for et år

24syv

En aftale mellem Berlingske Media og Koda/Gramex betyder, at der er fundet en løsning for at holde 24syvs arkiv i live, når kanalen lukker og slukker i denne uge.

Det skriver MediaWatch.

Der var med sendetilladelsen for 24syv ikke sat penge af til at bevare arkivet. Aftalen med Koda/Gramex betyder, at arkivet kommer til at leve videre i et år ved at Berlingske Media, der er hovedejer af 24syv, dækker udgifterne.

”Herefter vil Berlingske Media vurdere situationen ud fra, hvor mange lyttere som fortsat er interesseret i programmerne,” fortæller Lars Schmidt, administrerende direktør i Kulturradio Danmark, der står bag dab-kanalen, til MediaWatch.

Indtil den nye aftale så det ud til, at hele 24syvs arkiv ville forsvinde, og medarbejderne på kanalen er blevet tilbudt at købe deres programmer for at føre dem videre.

Nyhedschef misbrugt i deepfake

Tidligere studievært og nuværende nyhedschef på Tv Midtvest Marc Killigren Akselsen er blevet manipuleret ind i en video, der reklamerer for en spilapp.

Det skriver Tv Midtvest.

Videoen er et eksempel på såkaldt deepfake, hvor computerteknologi ved hjælp af kunstig intelligens har fået Marc Killigren Akselsens ansigt til at udtale ord med en andens stemme.

I videoen står han tilsyneladende i Tv Midtvests studie, og selvom han ikke føler sig personligt krænket, så er det noget, der bekymrer ham.

”Jeg er bekymret for, hvordan det bliver modtaget. Vi er et medie, der lever af, at folk tror på, hvad vi siger. Det er noget, vi har brugt mange år på at bygge op, og nu bliver vores troværdige brand så brugt til at forsøge at svindle folk på det groveste,” siger Marc Killigren Akselsen til Tv Midtvest.

”Det er et frontalangreb på vores troværdighed, og vi skal kæmpe imod det.”

Fire danske dokumentarer udtaget til international festival

Fire danske dokumentarer er udtaget til én af verdens mest prominente dokumentar-filmfestivaler, Hot Docs i Toronto.

Det skriver Det Danske Filminstitut.

Blandt de fire dokumentarer er filmen ’Daughter of Genghis’, som Ekstra Bladet chefredaktør Knud Brix har lavet sammen med fotograferne Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen.

Derudover bliver filmene ‘Englemord’ og ’Ekko af kærlighed’ også vist på filmfestivalens officielle program, mens Filmskole-afgangsfilmen ’Eternal Father’ er med i kortfilm-konkurrencen.

Mette Frederiksen sender advarsel: Offer for falsk video

Mette Frederiksen sender advarsel: Offer for falsk video

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) advarer nu mod falsk indhold på nettet, efter at en video af hende selv med forfalskede undertekster har spredt sig.

På Facebook skriver statsministeren:

”Der er så meget på nettet, der ikke er rigtigt. Jeg vil opfordre os alle til at huske at være kritiske, når vi holder os orienteret. Og bruge de medier, som lever op til deres udgiveransvar.”

Berlingske og B.T. har beskrevet, hvordan videoen har bredt sig på særligt TikTok i særligt Taiwan. De henviser til nyhedsbureauet AFP, hvor en faktatjekkergruppe har gravet sig ned i sagen.

I videoen ses Mette Frederiksen ifølge medierne i Folketingssalen, hvor de falske undertekster får det til at se ud, som om hun håner Taiwan.

Berlingske har gennemgået kopieringer og delinger af videoen, og her fremgår det ifølge avisen, at videoen primært deles af kinesisktalende profiler.

”Også Rusland bruger fake news og påvirkningskampagner til at destabilisere europæiske demokratier, så vi skal passe på,” skriver statsministeren på Facebook.

Populær 24syv-podcast flytter til Podimo

Populær 24syv-podcast flytter til Podimo

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ophørsudsalget er i gang hos 24syv, der lukker med ugens udgang. Og nu står det klart, hvor kanalens suverænt mest populære podcast fremover skal bo.

Ifølge B.T. oplyser Podimo nemlig i en pressemeddelelse, at Maria Jencels ‘112 for knuste hjerter’ nu rykker eksklusivt til Podimo.

I programmet inviterer Maria Jencel hver uge en kendt gæst i studiet og fortæller om dengang, de fik deres eget hjerte knust, og hvordan de kom videre.

”Lytterne kan se frem til et endnu større fokus på lytterinddragelse og inklusion i fællesskabet og samtidig glæde sig over, at ‘112 for knuste hjerter’ fortsætter med den helt samme DNA og samme grundformat,” udtaler Maria Jencel i pressemeddelelsen.

‘112 for knuste hjerter’ er Maria Jencels egen opfindelse. I et interview til Journalisten fortalte hun for nylig, at hun optog de første 10 afsnit af podcasten i midten af 2021 og solgte dem til 24syv.

Allerede den første uge blev podcasten downloadet 7.000 gange. Nu om dage ligger den ofte i top 10 på podcast-indekset og svinger mellem 100.000 og 150.000 ugentlige downloads.

26. marts

Ny europæisk mediefrihedslov er vedtaget

Et stort flertal af EU’s medlemslande har i dag pålagt medlemsstaterne at respektere mediernes redaktionelle frihed og forbedre beskyttelsen af journalistiske kilder.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse, efter at et stort flertal af EU’s medlemslande i dag har vedtaget forordningen om en ny europæisk mediefrihedslov.

Den såkaldte European Media Freedom Act understreger, at regulering og finansiering af public service-medier forbliver et nationalt anliggende.

Samtidig griber forordningen heller ikke ind i mediernes selvregulering, herunder det danske system med Pressenævnet.

Til gengæld oprettes der et nyt europæisk medieråd bestående af nationale medietilsynsmyndigheder. Men det nye medieråds udtalelser bliver kun vejledende.

Endelig forpligtes tech-platforme til både at varsle redaktionelle medier og give mulighed for at lade dem svare, før platformene begrænser eller nedtager eksempelvis artikler og videomateriale fra redaktionelle medier.

Forordningen er allerede blevet vedtaget i Europa-Parlamentet. Det skete den 13. marts 2024. Forordningen finder anvendelse i løbet af 2025.

Rusland forlænger fængsling af Wall Street Journal-journalist

Rusland forlænger fængsling af Wall Street Journal-journalist

Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske journalist Evan Gershkovich kan se frem til at sidde fængslet i Rusland i endnu længere tid, end han allerede har siddet indespærret.

Det står klart, efter at en russisk domstol endnu en gang har forlænget varetægtsfængslingen af journalisten, der er korrespondent i Moskva for avisen Wall Street Journal. Det skriver The Guardian.

Evan Gershkovich blev for snart et år siden anholdt på en reportagetur i byen Jekaterinburg af den russiske efterretningstjeneste FSB.

I forbindelse med anholdelsen oplyste FSB, at Evan Gershkovich ”blev taget på fersk gerning” i at indsamle oplysninger for USA om en virksomhed, der indgår i Ruslands ”militære forsvarskompleks”.

Spionageanklagerne kan give op til 20 års fængsel. Beskyldningerne bliver nægtet af Gershkovich, Wall Street Journal og USA.

24syv laver podcast om radiokanalens historie

24syv laver podcast om radiokanalens historie

24syv

Om få dage sender 24syv for sidste gang.

I den forbindelse har public service-kanalen udgivet de første to afsnit i en serie om kanalens tumultariske historie fra 2010, da kanalen stadig hed Radio24syv til i dag.

Serien hedder ‘Historien om Radio24syv’ og er produceret af produktionsselskabet Filt og tilrettelagt af Maja Adjoa og Lea Linstow.

Ifølge Anders Christiansen, chef for programudvikling på 24syv, har Filt haft total redaktionel frihed ”til at tale med hvem som helst, om hvad som helst.”

Der vil udkomme et nyt afsnit hver dag de kommende fem dage op til at sendetilladelsen udløber d. 31 marts.

Kulturminister: Stadig behov for en konkurrent til P1

Kulturminister: Stadig behov for en konkurrent til P1

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Nedtællingen til lukningen af 24syv er i gang, og i den forbindelse ser kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i dagens Berlingske tilbage på det kritiserede forløb, der førte til lukningen af det oprindelige Radio24syv og tilblivelsen af den unge dab-kanal.

Her beskriver ministeren forløbet som ”en skamplet på dansk mediehistorie og en hån mod danskernes pengepung, ører og intelligens”.

Samtidig gør Jakob Engel-Schmidt det klart, at han trods afviklingen af dab-kanalen mener, at der stadig er behov for en konkurrent til DR’s P1.

Derfor opfordrer kulturministeren Folketingets Kulturudvalg til at indkalde til en høring om fremtidens taleradio.

Ny podcast med hands on-viden om AI i mediebranchen

En ny podcast fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) deler ud af gode eksempler fra danske medier, som bruger kunstig intelligens til at lette arbejdet – blandt andet som researchværktøj.

Det skriver DMJX.

Podcasten ’MASKINRUM – AI i mediebranchen’ formidler hands on-viden om brugen af kunstig intelligens på danske mediearbejdspladser, så andre journalister kan omsætte det til egen hverdag og egne projekter.

Bag podcasten står lektor Andreas Scharnberg og adjunkt Peder Hammerskov fra Journalistuddannelsen. Sammen med docent Steffen Moestrup har de siden sidste år arbejdet på et forsknings- og udviklingsprojekt, som skal afdække, hvordan journalister bruger kunstig intelligens i arbejdet.

I første afsnit møder vi Thomas Gam Nielsen, der er lokalreporter for TV 2 Østjylland på Djursland. Han bruger AI til at overskue og gennemtrawle de omtrent 100.000 årlige sider fra udvalgsmøderne i de to kommuner på Djursland.

07:51 Ritzau

Donald Trumps sociale medie får sin debut på børsen tirsdag

Donald Trumps sociale medie får sin debut på børsen tirsdag

Marco Bello/Reuters/Ritzau Scanpix

Tirsdag kan der på den amerikanske børs Nasdaq for første gang handles med aktier i selskabet bag Donalds Trumps sociale medie, Truth Social.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at aktionærer i selskabet Digital World Acquisition Corp fredag godkendte en fusion med Trumps medieselskab.

Børsnoteringen kan potentielt indbringe ham tre milliarder dollar – knap 21 milliarder kroner. Det står til at blive værdien af hans ejerandel i det fusionerede selskab.

Sideløbende kæmper han en kamp for at få udskudt håndhævelsen af en straf på 454 millioner dollar i en svindelsag.

Han blev i midten af februar i en civil sag dømt for at have oppustet værdien af sin familievirksomhed, Trump Organization.

Efter nyheden om fusionen med Trumps sociale medie er aktierne i Digital World Acquisition Corp steget markant. Mandag klokken 19.45 lyder stigningen på 36 procent.

25. marts

Fem mænd nomineret til årets journalistiske tegner

Fem mænd nomineret til årets journalistiske tegner

Anna Laurine Kornum, vinder af ’Bedste Danske Debut’ 2023

De nominerede i de syv kategorier til Danmarks store tegneseriepris, Pingprisen, er nu fundet. Det fremgår af en pressemeddelelse.

De syv priser gives til de bedste tegneserier og bladtegninger udgivet i 2023, og de nominerede i hver kategori er fundet gennem afstemning blandt Danmarks tegneseriekritikere.

I kategorien ’Årets journalistiske tegner’ er følgende fem mandlige tegnere nomineret:

  • Lars Andersen (Politiken)
  • Jens Hage (Berlingske)
  • Lars Kramhøft (Information)
  • Rasmus Meisler (Weekendavisen)
  • Christoffer Zieler (Weekendavisen)

Til hovedprisen ’Årets bedste danske tegneserie’ er fem værker nomineret:

  • Jeppe Sandholts rørende og morsomme ’Ørn’
  • Kristine Tiedts ’Hvad er porno?’
  • Jakob Martin Strids ’Den fantastiske bus’
  • Johan F. Krarups ’Robin får et arbejde’
  • Peter Kiellands ’New Age’.

Ritzau etablerer klimajournalistisk netværk

Ritzau etablerer klimajournalistisk netværk i samarbejde med Märk og Sustainable Change.

Det skriver Ritzau i en pressemeddelelse.

Netværket er for journalister og redaktører, som har klima og bæredygtighed som fagområde og vil have fokus på formidling.

”Der er allerede mange initiativer i gang, og mange nyhedsmedier har fokus på klimaet, men formidlingsmæssigt er det en svær nød at knække. Derfor ser vi et behov for at vidensdele og udvikle på tværs af medier inden for denne relativt nye faglighed,” lyder det i pressemeddelelsen.

Målet med netværket er desuden at udkomme med et whitepaper med gode råd, erfaringer og ny viden om klimajournalistik til hele branchen.

Netværket har plads til 20 deltagere og mødes første gang den 23. maj 2024 hos Ritzau i København og herefter tre gange online.

Asbjørn Lindsø er ny pressechef i SMVdanmark

Asbjørn Lindsø er ny pressechef i SMVdanmark

SMVdanmark

Asbjørn Lindsø bliver ny kommunikations- og pressechef i SMVdanmark, en paraplyorganisation for brancheorganisationer og små og mellemstore virksomheder.

Det skriver SMVdanmark i en pressemeddelelse.

Asbjørn Lindsø kommer blandt andet fra en baggrund som pressechef for De Radikale Venstre og senest som sektionsleder for kampagne og presse hos Sundhedsstyrelsen.

I december åbnede Asbjørn Lindsø op omkring sit exit fra Sundhedsstyrelsen, hvilket skyldtes et særdeles hårdt arbejdsmiljø.

Om skiftet til SMVdanmark siger Asbjørn Lindsø:

”Jeg har enorm respekt for den virkelyst og innovation, som findes her. Derfor ligger der for mig også en virkelig vigtig opgave i at sikre, at SMV’erne får sat sig igennem i den offentlige debat,” lyder det.

Aller lukker bureau og fyrer på Heartbeats

Aller lukker bureau og fyrer på Heartbeats

Aller, PR-foto

Aller Media har opsagt i alt 16 ansatte hos content- og designbureauet OTW og i den del af Heartbeats, der har lavet branded content.

Det oplyser Heine Jørgensen, der var direktør i begge virksomheder, til mediet Dansk Markedsføring.

Fyringerne sker, fordi Aller Media lukker OTW og samtidig skærer gevaldigt ned på det kommercielle ben i Heartbeats, hvor flere fyres, og organisationen splittes op.

OTW har de seneste fire år kørt med millionunderskud før skat. I 2023 lød minusset på lige over otte millioner kroner, skriver Markedsføring.

Også Heartbeats har de seneste år kunnet kigge på en rød bundlinje. I både 2022 og 2023 lå minusset på den anden side af syv millioner kroner.

TV 2 og JP får kritik for at lønne politiker som ekspertkilde

TV 2 og JP får kritik for at lønne politiker som ekspertkilde

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TV 2 og Jyllands-Posten sætter deres troværdighed på spil, når de bruger Mads Fuglede som USA-kommentator og giver ham løn for rollen.

Sådan lød kritikken fra flere chefer i branchen i ’Presselogen’ på TV 2 søndag.

”Helt grundlæggende er det jo vores opgave at være kritiske over for magthaverne, ikke at give dem løn,” sagde Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, som blev bakket op af Peter Orry, chefredaktør hos Jysk Fynske Medier.

Hos TV 2 bliver Mads Fuglede, som for nylig skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne, brugt som USA-kommentator i nyhedsfladen på TV 2 News og TV2.dk.

Hos Jyllands-Posten er han fast USA-kommentator på podcasten ’Kampagnesporet’ sammen med David Trads. Begge medier aflønner ham for rollen.

TV 2’s nyhedschef, Jakob Kwon, sagde i ’Presselogen’, at han mener, TV 2’s brug af Mads Fuglede er inden for rammen, men at de løbende er opmærksomme på, om der kan være interessekonflikter.

Stor bevilling sender flere fotostuderende til DMJX

24 internationale fotografer får nu en ekstraordinær mulighed for at få et legat, som dækker både undervisning på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) samt leveomkostninger i Danmark.

Skolen har nemlig modtaget en bevilling på 1,9 millioner kroner fra fonden ECCA Family Foundation. Det skriver DMJX.

Fra 2024 til 2027 vil 24 studerende kunne ansøge om at få plads på de internationale fotojournalistik-programmer Photo 1 og Photo 2.

Fotojournalistuddannelsen på DMJX tiltrækker i forvejen studerende fra hele verden, men ofte sætter økonomien en stopper for drømmene, især for fotografer fra ikke-vestlige lande, skriver DMJX.

07:45 Ritzau

Handymand og tv-vært Flemming Leth er død

Flemming Leth, der var kendt som vært på det populære tv-program ’Det’ Leth’, er død.

Det bekræfter hans familie over for DR. Flemming Leth blev 80 år.

Han fik sit folkelige gennembrud, da han i 1990’erne blev vært på programmet ’Det’ Leth’, hvor han viste danskerne, hvordan man selv kunne reparere alt fra møbler til cykler.

Ifølge DR, som sendte programmet indtil 2003, nåede seertallet ofte op på en million.

Forinden havde Leth haft et radioprogram på P4 Østjylland.

Da ’Det’ Leth’ blev sendt for sidste gang i 2003, var der tale om en brat afslutning til stor ærgrelse for mange tv-seere.

Flemming Leth blev fyret med omgående virkning og bortvist fra DR, fordi han ifølge arbejdspladsen ikke havde fået godkendt flere af de bijobs, han havde haft ved siden af sit job på DR.

22. marts

Radio4-chef om lyttertal: ”Det går ad helvedes til”

Radio4-chef om lyttertal: ”Det går ad helvedes til”

Radio4 (red. Jo)

Radio4-chef Nikolai Thyssen lagde ikke fingre imellem, da han fredag gæstede B.T.’s mediepodcast ’Q&Co’ og blev spurgt, hvordan det går med kanalens lyttertal.

”Det går ad helvedes til. De er jo historisk lave,” lød svaret fra Nikolai Thyssen, som har stået i spidsen for Radio4 siden midten af januar.

De lave lyttertal har været et tilbagevendende tema for Radio4, siden kanalen gik i luften i 2019. Og ifølge Nikolai Thyssen er lyttertallene stadig langt fra, hvor de skal være.

”Det er gået én vej siden starten, og det er nedad. Og vi ramte bunden i starten af året med 182.000 lyttere på en uge,” sagde han i podcasten.

Chefredaktøren fortalte samtidig, at han i dag fredag for første gang mødes med sin bestyrelse for at fortælle om sin plan for Radio4.

Han lovede, at der allerede efter påske vil begynde at komme nye programmer, og at man som lytter for alvor vil kunne mærke, at der er sket noget efter sommerferien.

DR burde have deklareret Jotam Confino bedre

DR burde have deklareret Jotam Confino bedre

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Den danske freelancejournalist Jotam Confinos stilling som udlandsredaktør for det britisk-baserede jødiske medie Jewish News burde have været nævnt, da DR sidste år brugte ham som kilde i to podcasts og en artikel.

Det er konklusionen, efter at DR’s interne vagthund, lytter- og seerredaktør, Jesper Termansen, har behandlet en klage fra en bruger. Det skriver DR.

Brugeren klagede over, at DR ikke nævnte Jotam Confinos stilling som udlandsredaktør for et jødisk medie, da han blev benyttet af DR vedrørende sine oplevelser af en israelsk film med optagelser fra massakren den 7. oktober 2023 mod Israel.

Klageren henviste til DR’s egne etiske retningslinjer og begrundede sin klage med, at DR’s brugere burde have den oplysning, så de selv kan vurdere, hvorledes de opfatter journalistens udtalelser.

Og det er lytter- og seerredaktøren enig i. Klager får derfor medhold i, at Jotam Confinos stilling som udlandsredaktør burde have været nævnt i artiklen på dr.dk og i podcasten ’Tiden’.

Dog mente seer- og lytterredaktøren ikke, at det skulle have været nævnt i podcasten ’Tabloid’, da Jotam Confino ikke medvirker direkte i den podcast og ikke er hovedperson for omtalen.

 

 

12:53 Marie Nyhus

Danske Bladtegnere får ny formand

Danske Bladtegnere får ny formand

Gustav Pontoppidan

Mia Mottelson er valgt som ny formand for Danske Bladtegnere på foreningens generalforsamling.

Mia Mottelson er freelancetegner og -illustrator. Hun laver blandt andet tegninger til aviser og illustrationer til bøger.

Hun vil gerne forny foreningen, fortæller hun.

”Jeg har en ambition om, at foreningen skal være lidt mere fremsynet og tale lidt mere ind i fremtidens mediebillede i stedet for at hænge fast i fortidens mediebillede,” siger Mia Mottelsen.

Hun tilføjer, at hun blandt andet gerne vil gøre foreningen mere relevant for yngre tegnere, som ikke i dag er medlem af Danske Bladtegnere.

Erik Petri, som har været formand for foreningen de sidste fem år, ønskede ikke at genopstille.

12:26 Marie Nyhus

Vistisens true crime-podcast beskyldes for at være racistisk

Vistisens true crime-podcast beskyldes for at være racistisk

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

DF-politiker Anders Vistisens nye true crime-podcast ’Pest over Europa’ bliver kritiseret for at være racistisk. Podcasten handler udelukkende om kriminalsager, hvor gerningsmanden har indvandrerbaggrund.

”Som forsker er der en klar racisme-problematik, når man forsøger at skabe et narrativ om, at indvandrere er særligt kriminelle. For du kan ikke forskningsmæssigt sige, at hvis du er indvandrer, er du også kriminel,” siger Mira C. Skadegård, diskriminationsforsker ved Aalborg Universitet, til Avisen Danmark.

Anders Vistisen afviser kritikken over for avisen med henvisning til, at det ikke er en podcast om hudfarve, men derimod om den ”islamiske ideologi og kultur”, som han står fast på har en statistisk overrepræsentation i forhold til visse former for kriminalitet.

Nyt tiltag har mangedoblet forbruget af DR’s arkiv

Nyt tiltag har mangedoblet forbruget af DR’s arkiv

DR

Siden DR’s nye arkiv-tilbud Gensyn gik i luften 15. marts, er forbruget af DR’s arkiv gået fra at udgøre 0,2 procent af de samlede indholdsstartere hos DR i 2023 til i premiereweekenden at udgøre 10 procent .

Det oplyser DR til MediaWatch.

Før 15. marts lå arkivet i Bonanza, men til forskel fra Bonanza er Gensyn tilgængelig på DR’s streamingtjeneste side om side med det aktuelle udbud af tv-indhold.

Det nye arkiv-tilbud er et resultat af medieaftalen fra sidste år, hvor det blev gjort klart, at den fælles kulturarv, der er gemt i DR’s arkiver, skal ud at leve og bruges af danskerne.

Her kan man blandt andet se gamle DR-serier som ’Matador’, ’Huset på Christianshavn’ og ’Dalhgårds Tivoli’.

08:04 Ritzau

Hjem-Is i rebranding-kovending: Skrotter nyt navn

Hjem-Is i rebranding-kovending: Skrotter nyt navn

Bent K Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Det var en fejl at udskifte navnet på de himmelblå biler, der har leveret is til danskerne i knap fem årtier.

Det erkender Torben Meng, der er direktør for selskabet bag Hjem-Is. Det skriver Finans.

For bare fem måneder udskiftede man det genkendelige navn, så det fremadrettet skulle hedde Fråst.

Men nu vender Hjem-Is-navnet altså tilbage, lyder meldingen.

”Kunderne har reageret negativt på det ekstra navn og har savnet vores fokus på is. Hjem-Is er navnet, og det går vi nu tilbage til og erkender, at det var en fejl med det andet navn,” siger han til mediet.

Ambitionen med Fråst var at sikre Hjem-Is-bilerne et bredere og mindre sæsonbestemt sortiment af også frosne måltider.

Størstedelen af salget og indtjeningen ligger nemlig i midten af året, hvorfor Fråst gerne ville udvide den yderligere.

Flere nyheder