Siden Taleban generobrede magten i Afghanistan i august 2021, har bevægelsen arbejdet hårdt på at præsentere sig selv som en ny og mere moderat version af 1990'ernes Taleban, der blev stemplet som et terrorregime.
Samtidig har vestlige lande, især dem, der tog del i bekæmpelsen af Taleban efter al-Qaedas angreb mod USA i 2001, debatteret, hvordan man skal gribe det nye “gamle” styre i Kabul an. Indtil videre har ingen lande anerkendt Talebans styre. Men spørgsmålet, der stilles igen og igen er, hvordan man undgår, at Taleban igen allierer sig med al-Qaeda og lader historien gentage sig, hvis man ikke har en eller anden form for diplomatiske forbindelser eller diplomatisk indflydelse over for ledelsen i Kabul? Eller hvordan afværger man en humanitær katastrofe, der med sikkerhed vil ramme den almene afghanske befolkning hårdest, hvis man lader Taleban sejle sin egen sø og drukne i økonomisk dårligdom?
Det er især det sidste spørgsmål, der synes at være drivkraften bag Norges initiativ til at invitere en 15 mand høj og officiel Taliban-delegation til tre dages forhandlinger i Norge.
»Vi skal tale med de facto myndighederne i Afghanistan. Vi kan ikke tillade, at den politiske situation fører til en endnu værre humanitær katastrofe,” sagde den norske udenrigsminister Anniken Huitfeldt ifølge nyhedsbureauet AP efter delegationen var ankommet til Norge. Hun slog samtidig fast, at der ikke var tale om nogen legitimering eller anerkendelse af Taleban som sådan.
Det gør Norge til det første vestlige land og Nato-medlem, der antyder, at Vesten aktivt skal være med til at afværge en eventuel fremtidig humanitær katastrofe i Afghanistan ved at tale med Taleban.
Og formlen synes at være enkel. Ifølge det arabiske medie al-Jazeera er Taleban-delegationens højeste prioritet ved møderne i Norge at få frigivet frosne midler på omkring 60 milliarder kroner. Til gengæld forventes Taleban at give sine norske værter en række løfter om kvinders rettigheder og en generel forbedring af menneskerettighedssituationen i Afghanistan.
For Talebans vedkommende er alene rejsen til Norge en sejr. Som delegationens førende medlem Shafiullah Azam sagde på førstedagen, er møderne “et skridt mod legitimering af den afghanske regering” og en begivenhed, der skal hjælpe vestlige lande med at “slette deres forkerte opfattelse af Taleban”. Han sagde også, i modsætning til sine norske værter, at der er tale om en anerkendelse af Taleban.
Med andre ord får Taleban nu en officiel scene af Norge til endnu en gang at hævde, at man ikke længere er 1990'ernes Taleban. Dette til trods for, at piger og kvinder stadig ikke har fri adgang til undervisning, og til trods for, at Taleban forfølger, tæver, fængsler og chikanerer journalister og aktivister, der ikke deler bevægelsens ideologiske ståsted.
Og her melder kritikerne af det norske initiativ sig på banen. Foruden forargelsen over den varme modtagelse, spørger de, hvem der skal garantere, at Taleban overholder eventuelle løfter på menneskerettighedsområdet, hvis de fastfrosne milliarder frigives? En ting er hyggelige diplomatiske samtaler, men en anden sag er implementering af parternes løfter. Især Talebans.
Her siger kritikerne - og mange af dem er afghanere, der flygtede under Taleban i 1990erne - at Talebans nye taktik er at lefle for Vesten. At sige alle de rigtige ting om at afværge en humanitær katastrofe, mens man i virkeligheden kun er interesseret i at cementere sig eget styre og forhindre dets fremtidige fald.
Mange mener, at Talebans ideologi ikke har ændret sig, og at det i stedet kun er bevægelsens forståelse for brugen af diplomati og dygtige talsmænd, der er anderledes.
Da Taleban erobrede Kabul i august 2021, blev “forrædere” fanget og skudt på klos hold eller fløjet rundt hængende i et reb fra en helikopter, mens bevægelsens talsmænd insisterede på, at Taleban havde forandret sig. I dag, mens Talebans delegation afholder officielle møder i Norge, fortsætter undertrykkelsen af kvinder i Afghanistan uforstyrret. For Talebans vedkommende er det derfor allerede en diplomatisk sejr at blive inviteret til Norge. Det er også en anerkendelse og et tegn på, at den vestlige lejr er splittet i spørgsmålet om, hvordan man bedst og klogest agerer over for Taleban.