Ny rapport: Stor forskel i adgangen til nyheder gennem abonnement

Mediestøtten skal moderniseres, så medieudbuddet bliver relevant for en større del af befolkningen, mener kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen

Nyheder gennem abonnement rammer især de ældre, højtuddannede og personer med høje indkomster.

Mens 45 procent af danskere på 75 år og derover får nyheder gennem et abonnement på en trykt avis eller netavis, gælder det kun 12 procent af de 35-44-årige.

Det viser en rapport om nyhedsabonnementer fra Kulturministeriet på baggrund af tal fra Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse.

Ifølge undersøgelsen er danskere med videregående uddannelser i højere grad tilbøjelige til at abonnere på nyheder end danskere med kortere uddannelser – og andelen stiger, jo længere den videregående uddannelse er.
37 procent af personer med en lang videregående uddannelse eller Ph.d. får således nyheder gennem abonnement i 2020.
Omvendt drejer det sig om henholdsvis 15 og 17 procent af dem med grundskole eller en gymnasial uddannelse.

Gavner de rige mest

Samme tendens gør sig gældende, når der ses på danskernes indkomstniveauer. I 2020 får 50 procent af danskere med en familieindkomst på mindst 450.000 kr. nyheder gennem et abonnement. For personer med en familieindkomst på op til 150.000 kr. drejer det sig om 12 procent

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger, at rapporten viser, at der er en stor ulighed i forhold til, hvem der får nyheder gennem et abonnement.

”Derfor er det vigtigt, at vi bruger de kommende medieforhandlinger til at sikre, at vi har et troværdigt og relevant dansk nyhedstilbud for alle danskere. Der er i mine øjne særligt behov for at styrke de lokale og regionale medier,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Hun mener, at et velfungerende demokrati har brug for stærke medier, der kan understøtte borgernes demokratiske deltagelse og stå imod de negative effekter af techgiganternes ugennemsigtige algoritmer.

”Derfor skal vi modernisere mediestøtten, så den bedre kan medvirke til at holde mediernes udbud relevant i forhold til befolkningens medievaner.”

Rapporten er baseret på en særkørsel i Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse, som er en kvartalsvis undersøgelse, der foretages blandt den danske befolkning i alderen 16 år og derover.

0 Kommentarer