Coronasmitten har igen listet sig ind i den danske EM-trup, og snakken om corona fortsætter med at dominere januars slutrunde.

Fredag meldte DHF, at håndboldherrernes Hans Lindberg var testet positiv efter en pcr-test efter kampen mod Island. Lige nu er han i isolation i den danske EM-lejr, hvor vejret holdes i disse dage af frygt for yderligere smitte.

Superstjernen Mikkel Hansen mener da også, det er en mavepuster, Danmark blev præsenteret for dagen inden kampen mod Kroatien.

»Vi er selvfølgelig alle sammen kede af det på Hans’ vegne. Han er kommet herned og bidraget rigtig fint med sine kvaliteter. Og så får han sådan en melding. Det er en mavepuster. Både for ham, men egentlig også for os alle sammen,« siger han til B.T. og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Omvendt kan vi ikke gøre meget ved det. Vi må arbejde videre og håbe på, at der ikke er andre, der er testet positive de kommende dage,« lyder det.

Danmark mødte torsdag aften Island, der er hårdt ramt af et coronaudbrud, som måske også kan vise sig at ramme Danmark. Det vil de næste dage vise.

Hansen føler dog ikke, at danskerne kan gøre meget mere end at prøve at holde fokus på opgaven på banen.

»Vi kan ikke gøre fra eller til. Vores fokus må være på håndbolden, da vi desværre ikke kan styre alt det andet. Vi må tage det dag for dag. I sidste ende må vi gøre det så godt som muligt på banen og uden for banen. Vi bliver ved med at holde afstand, spritte af og alle de ting.«

Danskerne er indkvarteret på hotel i Budapest sammen med en håndfuld andre hold. Blandt andet Island, hvor landstræner Gudmundur Gudmundsson torsdag aften rasede over forholdene over for B.T.

Hansen undrer sig også over, at man ikke har kunnet adskille holdene på flere forskellige hoteller.

Er der nogen ting, I kan skrue på i forhold til smitte?

»Nah...Jeg vil sige, der bliver holdt fin afstand. Vi bruger elevatoren, hvis vi er alene. Og sådan nogle ting. Jeg synes ikke, der kan optimeres på særligt mange ting mere. Man kan vende det om og sige, at det er en smule mærkeligt, at man ikke har kunnet sørge for, at vi som spillere har haft et hotel helt for os selv. Og at der skal være alle mulige andre gæster. Det kan man sætte spørgsmålstegn ved. Men det kan vi ikke gøre meget ved. Med de vilkår, der er, må vi sørge for at gøre det, der er mest optimalt for os.«

Der var nok ingen tvivl om, at corona ville ramme EM – men havde du troet, det ville ende her med langt over 100 spillere smittet?

»Jeg synes, det er ærgerligt. Vi kommer over i noget spekulation omkring, hvem og hvornår de forskellige spillere bliver smittet. Det er ærgerligt, det kommer til at spille en stor rolle til EM,« siger Hansen og fortsætter:

»Når vi er på banen, handler det om at spille. Det synes jeg, vi har gjort fint. Men det er da klart, at vi er alle sammen ærgerlige over situationen. Vi føler alle sammen med Island, der har spillet en rigtig, rigtig god turnering. Og så da det begynder for alvor, er der lige fem mand, der er ude med corona. Det er ret ubarmhjertigt i øjeblikket og en hård skæbne,« siger han.

Danmark møder Kroatien lørdag.

Også kroaterne har været ramt af coronasmitte ved EM.