Børnelæger opfordrer myndigheder til at genoverveje vacciner til børn mellem 5 og 11 år

Også på Christiansborg mener man, det er på tide at se på, om børnene fortsat bør anbefales coronavaccinen.

Flere partier opfordrer også til, at myndighederne revurderer, om aldersgruppen bør anbefales vaccinen. (Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen)

De norske sundhedsmyndigheder vil ikke anbefale coronavaccinen til børn mellem 5 og 11 år.

Det kom frem i går, og nu opfordrer de danske børnelæger Sundhedsstyrelsen til at se på, om vi skal fortsætte med at anbefale vaccinen herhjemme.

Det siger børnelæge Klaus Birkelund Johansen, der er formand for sammenslutningen af danske børnelæger Dansk Pædiatrisk Selskab.

Årsagen er omikronvarianten.

- Når man i Norge ikke vil anbefale vaccinen, men bare giver det som en mulighed, så er det ud fra en vurdering, der går på omikron. Og den danske vurdering går på den deltavariant, som var fremherskende, da man kom ud med anbefalingen, siger han.

Omikron ser ikke ud til at gøre coronasmittede alvorligt syge, og på samme tid har virusset meget lettere ved at bryde igennem vaccinen. Og det udfordrer hele årsagen til, at vi vaccinerer børn fra 5 til 11 år, som heller ikke ser ud til at blive særligt syge af virusset, mener han.

Det primære argument for at vaccinere den aldersgruppe var for at opnå immunitet i samfundet, og vi ser jo, at man sagtens kan blive smittet med omikron på trods af både første og andet stik.

Derfor bør Sundhedsstyrelsen igen vurdere effekten af at vaccinere til børnene i lyset af omikron.

Klaus Birkelund Johansen er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab.

- Det er vigtigt, at der kommer en klar melding om, at nu har vi kigget ind i det, og vi ændrer anbefalingen eller fastholder den med baggrund i, at vi fortsat forventer en begrænsning i smittetilfældene.

- Også af den grund, at vi som befolkning skal have tillid til de udmeldinger, der kommer fra Sundhedsstyrelsen.

Argumenter for og imod

I Norge understreger sundhedsmyndighederne, at vaccinen er mest aktuel for børn med kroniske sygdomme eller børn, som er i kontakt med særligt sårbare personer.

Men vaccinen er stadigvæk et tilbud, som forældre kan takke ja eller nej til, og på den måde adskiller det sig ikke det store fra Danmark, hvor vaccinen også er frivillig, mener professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet Camilla Foged.

- Men det er vigtigt at have det faglige grundlag i orden. Der er argumenter for, og der er argumenter imod, siger hun.

Derfor mener hun også, at Sundhedsstyrelsen skal gennemgå og genoverveje anbefalingen med udgangspunkt i, at vi nu har en ny dominerende variant, som opfører sig anderledes end deltavarianten fra sidste år.

- Bekymringen var jo, at smittespredningen blandt børnene ville forplante sig blandt forældrene og så igen bedsteforældrene, som kan blive alvorligt syge. Og nu ser det ud som om, omikron ikke gør de ældre nær så syge som delta, så derfor er det en anden situation, siger hun.

Camilla Foged har længe været fortaler for vacciner også til børn, og det er hun fortsat.

- Jeg synes stadigvæk, det er en god idé at vaccinere børnene for at få immunitet i denne her del af befolkningen så hurtigt som muligt. Der er en kæmpestor smittespredning blandt børnene, så der er ingen tvivl om, at vaccinerne vil lægge en dæmper på det. Spørgsmålet er bare hvor meget, og om vi kan nå det, inden børnene bliver smittet med omikron.

Mette Frederiksen: Det er op til myndighederne

I alt er 27,4 procent af målgruppen færdigvaccineret, mens 41,1 procent af målgruppen har fået første stik.

Og hvor der de første uger blev givet rigtig mange stik, er antallet af børn, der får stik nummer et, nu næsten gået i stå, viser tal fra Statens Serum Institut. Flere steder sløjfer man også vaccinetider til børn, fordi de simpelthen ikke bliver booket.

Børnelægernes formand, Klaus Birkelund Johansen, kan godt forstå, hvis man som forældre kommer i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.

- Når nu lande, der er sammenlignelige med Danmark, kigger ind i de her data og kommer frem til forskellige konklusioner, så kan jeg godt forstå, at danske forældre har svært ved at beslutte sig for, hvad det skal, siger han.

Meldingen er dog klar fra sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt.

- Smitten er så udbredt i øjeblikket, og jeg mener ikke, børnene skal have en vaccine, når det ikke er dem, man skal beskytte. Hvis der er nogen, der skal have dem, er det dem med et svækket immunforsvar, siger hun.

Hos Enhedslisten vil man nu også bede Sundhedsstyrelsen revurdere vaccineindsatsen.

- Med de nye oplysninger, der er nu, vil vi også bede Sundhedsstyrelsen om at komme med en fornyet vurdering af det, for det er klart, forældre kommer i et stort dilemma i forhold til, hvad der er rigtigt at gøre, siger partiets coronaordfører Peder Hvelplund.

Han anerkender, at vaccinerne i høj grad anbefales af hensyn til det samlede smittetryk i Danmark.

- Men der må vi sige, at vi er så langt i epidemien nu, at det hensyn nok trods alt er begrænset.

Den danske vaccinestrategi lægges af myndighederne - ikke politikerne, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen.

Til DR Nyheder fortæller Sundhedsstyrelsen, at man fortsat anbefaler børn mellem 5 og 11 år at blive vaccineret, fordi det er med til at reducere det samlede smittetryk i landet, men siger samtidig, at man er i gang med at undersøge effekten af vaccinen til børn.

- Vi skal genberegne, hvor stor effekten af vaccinen er. Den er nok ikke så stor, som da vi havde vores notat, som kom lige på kanten af, at omikron blev introduceret, men den er der stadigvæk. Og det er den beregning, vi er ved at kigge på, siger Bolette Søborg, enhedschef hos Sundhedsstyrelsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) peger på, at beslutningen om, hvorvidt børnene skal anbefales at få vaccinen, er helt i Sundhedsstyrelsens hænder.

- Vi har jo valgt, at vaccineudrulningen i Danmark er på baggrund af myndighedernes indstillinger, og i det ligger også et stort fagligt arbejde, siger hun.

Og de vurderer situationen løbende, siger hun.

- Selvfølgelig sidder myndighederne hele tiden og overvejer, hvad er det bedste at gøre også på børneområdet. Indtil nu er anbefalingen fra sundhedsmyndighederne entydig og klar, at man skal lade sine børn vaccinere. Og ændrer det sig på et tidspunkt, skal myndighederne selvfølgelig formidle det til danskerne, siger Mette Frederiksen.