Seneste nyt om coronavirus

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her.

Denne liveblog opdateres ikke.

Lønkompensationsordning forlænges

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at forlænge den midlertidige lønkompensationsordning for hårdt ramte virksomheder.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Ordningen løb oprindeligt til og med 31. januar. Den forlænges til og med 15. februar, efter at nogle restriktioner blev forlænget til og med 31. januar.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har desuden aftalt at mødes igen 1. februar for at gøre status.

Frankrig vil lempe restriktioner

Frankrigs regering fremlægger torsdag aften en plan for udfasning af coronarestriktioner, skriver Reuters.

Det betyder blandt andet, at natklubber får lov til at genåbne fra 16. februar, og at popcorn og andre snacks igen bliver tilladt i biograferne.

Regeringen vil også løsne reglerne for hjemmearbejde. Hidtil er folk blevet opfordret til at arbejde hjemme tre dage om ugen, hvis det er muligt. Den anbefaling droppes fra 2. februar, og planlægningen af hjemmearbejde vil femover være op til de enkelte medarbejdere og deres arbejdsgivere.

Lempelserne sker samtidig med, at Frankrig indfører et vaccinepas fra 24. januar, hvis det bliver godkendt af landets forfatningsråd.

Premierminister Jean Castex siger torsdag, at passet kan blive suspenderet, hvis coronasituationen forbedres betragteligt.

Østrig vedtager lov om vaccinepligt

Parlamentet i Østrig har godkendt en lov, der giver alle borgere i landet pligt til at lade sig vaccinere mod covid-19. Det skriver Reuters.

Det betyder, at alle over 18 år risikerer store bøder, hvis de ikke lader sig vaccinere. Østrig bliver dermed det første land i EU til at indføre vaccinepligt for alle voksne.

Østrigs regering meddelte planerne om vaccinepligt i november sidste år, og siden har titusinder af østrigere demonstreret mod planerne.

Skal vurdere, om covid-19 fortsat er samfundskritisk

Regeringen har bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om covid-19 stadig skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

Det sker, samtidig med at Epidemikommissionen skal vurdere, om restriktionerne kan lempes yderligere.

Kategoriseringen af covid-19 som en samfundskritisk sygdom står til at udløbe 5. februar.

Regeringen fremlægger ny plan for restriktioner

Regeringen fremlægger på onsdag en plan for, hvilke restriktioner der forlænges eller ophæves efter 31. januar.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at regeringen har bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om restriktionerne kan lempes yderligere.

- Trods høje smittetal ser vi en opmuntrende udvikling i antallet af indlæggelser, særligt på intensiv, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Han fremhæver samtidig, at Danmark er blandt de lande i verden, der er længst fremme med 3. vaccinestik.

- Det giver et solidt grundlag for epidemikontrol, og jeg ser frem til at modtage Epidemikommissionens indstilling, siger han.

Hver tredje patient med corona indlagt af andre grunde

Antallet af nye coronatilfælde steg med 35 procent fra uge 1 til 2, og antallet af nye indlæggelser steg med 16 procent. En stigende andel må dog forventes at være indlagt med og ikke på grund af covid-19.

Det skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside på baggrund af en ny ugentlig tendensrapport.

Andelen af patienter, som blev indlagt på grund af covid-19, faldt fra 70 procent i uge 51 til 65 procent i uge 52, fremgår det. Dermed blev lidt over hver tredje med coronavirus indlagt af en anden årsag.

Sverige lemper regler for isolation

Sverige lemper fra og med i dag sine regler for isolation ved coronasmitte. 

Det betyder blandt andet, at coronasmittede må bryde isolationen efter fem dage i stedet for syv, hvis de har været symptomfri i 48 timer.

Samtidig slipper raske personer, der er vaccineret med tre doser, for at isolere sig, hvis en i husstanden er testet positiv. Det samme gælder for personer, der har haft covid-19 inden for tre måneder, og personer i visse nøglefunktioner. 

Sundhedsstyrelsen på vej med nye anbefalinger for isolation

Sundhedsstyrelsen forventer snart at komme med nye anbefalinger for coronaisolation. 

Det oplyser styrelsen til TV 2.

- Sundhedsstyrelsen er i gang med at se på anbefalingerne for isolation med en forventning om en snarlig ændring i anbefalingen, skriver styrelsen i en mail.

Desuden fremgår det, at styrelsen "vil komme med en udmelding om eventuelle ændringer i den nærmeste fremtid".

40.626 nye smittede

Der er registreret rekordhøje 40.626 coronatilfælde, viser torsdagens tal fra SSI. 2639 er reinfektioner.

Antallet af indlagte stiger med 4 til 825. 15 smittede er døde. Antallet af intensivpatienter falder med 1 til 49 i alt.

De 40.626 coronatilfælde er fundet blandt 224.485 pcr-prøver, hvilket giver en positivprocent på 17,6. 

Frankrig vil offentliggøre plan for genåbning

Frankrig vil torsdag offentliggøre en tidsplan for lettelse af restriktioner i landet, siger Gabriel Attal, talsmand for den franske regering, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker ifølge Attal selv, om regeringen ikke mener, at smitten er kulmineret endnu i Frankrig, men fordi landets nye regler om coronapas tillader lettelse af restriktioner.

Over 38.000 nye smittede i Rusland

38.850 personer er det seneste døgn registreret smittet med coronavirus i Rusland, skriver The Guardian.

Det er en stigning på knap 5000 i forhold til det foregående døgn, og smittetallet nærmer sig de højeste daglige tal på over 40.000, som russerne oplevede i november sidste år.

Dansk studie: 36 procent lavere risiko for indlæggelse med Omikron-variant

Personer smittet med Omikron-varianten har 36 procent mindre risiko for at blive indlagt end Delta-smittede.

Det viser en ikke fagfællebedømt analyse fra Statens Serum Institut (SSI).

Studiet har SSI gennemført i samarbejde med en række samarbejdspartnere, og det omfatter 188.980 personer, som testede positive for coronavirus fra 21. november til 19. december sidste år.

Næsten 30.000 ansatte på britiske hospitaler ramt af coronafravær

29.517 ansatte på britiske sygehus var 16. januar fraværende af coronarelaterede grunde, skriver det britiske nyhedsbureau PA Media.

Det er et fald på 26 procent i forhold til ugen før, hvor tallet var 40.031, men stadig mere end dobbelt så mange som i starten af december sidste år, hvor tallet var 12.508.

27 medicinalfirmaer producerer billig udgave af pille

27 medicialfirmaer har underskrevet en aftale om at producere en lavbudget version af selskabet Merck & Co's pille til behandling af coronavirus, molnupiravir, oplyser den FN-støttede organisation Medicines Patent Pool (MPP) torsdag ifølge nyhedsburauet Reuters.

Aftalen, som MPP har forhandlet med Merck, tillader de 27 firmaer fra Indien, Kina og en række lande i Afrika, Asien og Mellemøsten, at producere både ingredienser og det færdige produkt.

Østrig stemmer om vaccinepligt for alle over 18 år

Nationalforsamlingen i Østrig skal torsdag stemme om, hvorvidt der skal indføres pligt til at blive vaccineret mod coronavirus for alle borgere over 18 år, skriver blandt andet NRK.

I forslaget undtages gravide og mennesker, som af medicinske årsager ikke kan tåle vaccinen.

De, som nægter at blive vaccineret, kan ifølge lovforslaget idømmes bøder.

Østrig indfører lotteri for at få flere vaccineret

Østrigs regering vil indføre et nationalt lotteri for at få flere af landets borgere vaccineret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Omtrent 72 procent af landets befolkning er fuldt vaccineret mod coronavirus, og det er en af de laveste vaccinetilslutninger i Europa.

Lotteriet bliver udformet, så alle østrigske borgere får en lottokupon hver gang, de får et stik, og hver tiende lottokupon vil udløse en gevinst på 500 euro (cirka 3721 kroner). 

Rejsebureau lettet over nye regler i Østrig

Lempelsen af indrejseregler til Østrig fra på mandag er en stor lettelse for Højmark Rejser, som sælger skirejser.

- Det betyder alt for os. Sæsonen er reddet. Det gælder både for os og for alle de turister, der har været usikre på, om de kunne komme afsted, siger administrerende direktør Majbritt Jensen.

Britisk sundhedsminister: Vi må lære at leve med coronavirus

- Den britiske befolkning må lære at leve med covid-19, eftersom det kan være, at den er hos os for evigt, siger den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, ifølge nyhedbureauet Reuters.

Det sker samtidig med, at Storbritannien vil lette flere restriktioner.

- Vi bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre dør folk også af influenza, 20.000 liv kan gå tabt i et hårdt influenzaår, men vi lukker ikke hele landet ned af den grund, siger Sajid Javid til Sky News.

Ansatte i samfundskritiske funktioner skal testes først i Sverige

Ansatte i samfundskritiske funktioner vil komme først i køen, når der fremover skal testes for coronavirus i Sverige.

Det er et led i nye regler, som de svenske myndigheder ifølge Aftonbladet vil offentliggøre torsdag.

Ifølge mediet vil myndighederne også på et pressemøde klokken 14 varsle lempelser i reglerne for familiekarantæne. Som det er nu, skal man blive hjemme syv dage i Sverige, hvis nogen i ens husstand er smittet med coronavirus.

Over 10 procent af danskerne smittet på en måned

Den seneste måned er en tiendedel af befolkningen blevet smittet med coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er den seneste måned registreret 617.913 smittetilfælde. Det svarer til 10,6 procent af den danske befolkning.

SSI anslog i sin seneste prognose i starten af januar, at antallet af smittetilfælde kan nå op mod 55.000 om dagen i slutningen af januar.