Mød fire personer, der er født i Danmark. På passet står, de er fremmede

De har opgivet rejser til deres kære og sammen med venner og familie, fordi de har fremmedpas.

Stadig flere personer i Danmark har et fremmedpas, fordi de hverken kan få et dansk pas eller et pas fra et andet land. Mød fire personer, der har levet hele livet i Danmark, og stadig har fremmedpas.

De har ikke ret til et dansk pas.

Og heller ikke et pas fra et andet land, fordi de er flygtet eller ikke lever op til landets love om at være statsborgere der.

Derfor har Gouni, Anela, Saad og Abdiasis et gråt pas, hvor der med blokbogstaver står FREMMEDPAS på forsiden, selvom de er født og opvokset i Danmark.

Forrige år fik 14.478 personer udstedt eller forlænget et fremmedpas. Det er 5.667 flere end i 2012.

Det er de seneste årtier blevet sværere og sværere at blive dansk statsborger, og det betyder, at flere personer får fremmedpas, fortæller Jesper Lindholm, der er lektor på Juridisk Institut på Aalborg Universitet og forsker i folke- og udlændingeret.

Men hvad betyder det at have et fremmedpas?

Mød fire personer, som ifølge passet er fremmede.

Hvad betyder det for dig personligt, at du har et fremmedpas?

Det er mærkeligt, at der står, at jeg er fremmed på passet – og så ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg hører til. Jeg føler slet ikke, at jeg er fremmed. Jeg kender den danske kultur og holder også jul.

Det gik først op for mig, da jeg var 18 år, at der var alle de her krav for at blive statsborger.

Mine venner forstår det ikke. Jeg har gået i dansk børnehave, dansk folkeskole, dansk gymnasium og er konfirmeret i den katolske kirke. Jeg har været igennem det samme, som mine etnisk danske venner har.

Det er mærkeligt, at jeg skal til at søge om at blive dansker, når jeg er født og opvokset her og ikke kender til andet end Danmark. Hvorfor skal jeg søge om at blive noget, som jeg allerede føler, at jeg er? Det føles uretfærdigt. Jeg betaler også skat og gør ikke noget forkert.

Hvad betyder det rent praktisk at have fremmedpas?

Jeg kan ikke tage en impulsrejse til et andet land. Jeg skal undersøge, om jeg må komme ind og skal søge visum. Jeg havde tænkt på at tage et sabbatår og rejse, men det turde jeg ikke, for jeg var bange for, at det ville skabe problemer i forhold til mit danske statsborgerskab.

På rejser bliver jeg stillet flere spørgsmål, fordi passet er gråt og ikke rødbedefarvet.

Hvorfor er du ikke flyttet til Irak, hvor dine forældre flygtede fra?

Jeg er født og opvokset i Danmark og kan knap nok tale sproget i Irak. Jeg har ingenting i Irak. Hvis jeg kommer til Irak, kommer jeg til at starte på ny som 21-årig. Det ville være hjerteskærende, hvis jeg får en besked om, at jeg skulle rejse, for jeg ville skulle rejse til ingenting. Det er en frygt, jeg har, at jeg får en besked, at jeg ikke er velkommen i Danmark.

Hvad har du gjort for at blive dansk statsborger, siden du ikke har et dansk pas endnu?

Når man bliver 18 år, så skal man selv stå på egne ben og søge opholdstilladelse og statsborgerskab. Det har været en lang proces, hvor jeg skulle til dansk prøve og indfødsretstest, som jeg skulle tage et par gange, før jeg bestod, fordi den var så svær.

Nu har jeg bestået indfødsretsprøven. Fordi jeg er under 22 år og ikke er i beskæftigelse, så skal jeg søge dispensation (Loven siger, at man som hovedregel skal have fuldtidsarbejde i 3,5 år ud af 4 år red.).

Jeg er bange og stresset. Hvad hvis udvalget siger nej til, at jeg bliver statsborger? Skal jeg så til at stoppe min uddannelse og til at finde et fuldtidsarbejde, hvor jeg skal have fuldtidsarbejde 3,5 år, før jeg kan søge igen? Hvis der er den mindste mangel i min ansøgning, så kan de afvise den.

Hvad betyder det for dig personligt, at du har et fremmedpas?

Jeg føler mig ikke anerkendt som alle andre. Jeg tænker på, hvornår bliver det min tur til at blive smidt ud. Jeg har planer om at købe et hus, men kan jeg overhovedet det? Jeg kan ikke føle mig helt dansk, når jeg ikke er dansk statsborger.

Hvad betyder det rent praktisk at have fremmedpas?

Når jeg skal ud at rejse, så dobbelttjekker de mit pas. En gang imellem tager de en ekstra kontrol. Det er ikke særligt rart. Det er en lorteproces at få et fremmedpas.

Mine børn er halvt færinge, men Færøerne er ikke en del af EU. Det betyder, at jeg skal søge visum, når jeg skal besøge familie på Færøerne.

Jeg har også måtte udskyde at se min mor i tre år, fordi hun flyttede til Kuwait, og fremmedpasset blev enten væk eller nåede ikke frem med posten. Til sidst tog jeg til København for at hente det.

Hvorfor er du ikke flyttet til Irak, hvor dine forældre flygtede fra?

Kuwait vil ikke anerkende os, fordi vi ikke er født der. Da Saddam Hussein invaderede Kuwait, flygtede mine forældre. Jeg kender knap nok min familie i Kuwait og har hele mit liv i Aarhus. Når jeg prøver at snakke arabisk, griner folk af mig, fordi jeg ikke er særlig god til det.

Hvad har du gjort for at blive dansk statsborger, siden du ikke har et dansk pas endnu?

Jeg er vokset op uden en mor, der rejste til Kuwait. Det var en hård tid, hvor jeg ikke fik færdiggjort min 9. klasse. Før jeg blev 20 år, vidste jeg ikke, hvordan reglerne fungerede. Først næste år lever jeg op til reglerne for at få permanent opholdstilladelse, når jeg har arbejdet 3 et halt år ud af 4 år. Derefter vil jeg starte med processen med at få dansk pas.

Hvad betyder det for dig personligt, at du har et fremmedpas?

Personligt føler jeg, at mit eget hjemland Danmark har fremmedgjort mig. Danmark har fået til at føle mig fremmed og forkert. Mit første sprog var dansk. Jeg føler mig dansk, men på papiret så er jeg noget andet.

Hvad betyder det rent praktisk at have fremmedpas?

På studieture har læren spurgt, om alle har dansk pas. Så går tankemylderet i gang. Jeg tænker, om jeg overhovedet kan komme med på turen og føler en form for skam og pinlighed over, at jeg er det sorte får i klassen.

På alle rejser har jeg været holdt tilbage i lufthavnen. Man skal stå og forklare og have sin opholdstilladelse med, for fremmedpasset betyder ikke rigtigt noget.

Hvorfor er du ikke flyttet til Bosnien, hvor dine forældre flygtede fra?

Mine forældre flygtede fra Bosnien, da deres land blev angrebet. Når jeg besøger Bosnien, bliver jeg set på som en turist. I Danmark bliver jeg fremmedgjort. Jeg følger ikke, at jeg hører til nogen steder.

Danmark er jo mit hjem. Det er dumt, at vi ikke får en chance, når vi er danske borgere, kan sproget og gør vores for at tjene samfundet.

Hvad har du gjort for at blive dansk statsborger, siden du ikke har et dansk pas endnu?

Det er meget, meget sværere at blive danske statsborger, end mange ved. Det koster 4.000 kroner bare at sende ansøgningen om permanent opholdstilladelse, får man afslag på det, så skal jeg finde 4.000 kroner igen. Jeg venter på svar om permanent opholdstilladelse.

Reglerne betyder, at jeg ikke kan tage et sabbatår, og der er mange andre ting, som jeg ikke kan, hvis jeg gerne vil være dansk statsborger. Lovgivningen begrænser mig meget. Jeg har planer om efter 3.G at studere videre måske til sygeplejerske, men så lever jeg ikke op til reglerne om at have et fuldtidsarbejde.

Hvad betyder det for dig personligt, at du har et fremmedpas?

Passet hentyder til, at jeg er fremmed i mit eget land, at jeg ikke hører til her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle mere. Det er en identitetskrise. Følelsen af at være dansk forsvinder stille og roligt, efter at jeg i e-Boks fik at vide, at jeg skulle søge om opholdstilladelse efter at boet 18 år i Danmark.

Hvad betyder det rent praktisk at have fremmedpas?

Jeg bliver trukket til side i paskontrollen og visiteret ekstra gange eller stillet spørgsmål: Hvorfor kommer du til landet og bla, bla, bla. I lufthavnen skal jeg stå i køen, hvor der står immigrants. Dem med dansk pas kan gå lige igennem, mens jeg har oplevet at stå i kø i flere timer.

Det tager tre måneder at forny passet. I sommer ville jeg gerne rejse med mine venner til Grækenland, men kunne ikke nå at forny passet, så jeg kunne komme med. Vi var syv, der gerne ville på tur til Grækenland. Jeg var den eneste, der ikke kom med. Jeg blev meget irriteret og sur på politikerne, der tager beslutninger om, hvor svært det skal være at få statsborgerskab. Det betyder, at jeg gik glip af en megafed tur.

Hvorfor er du ikke flyttet til Somalia, hvor dine forældre flygtede fra?

Det er meget dumt spørgsmål. Jeg er født og opvokset i Danmark og har boet her hele mit liv. Det ville svare til, at en anden dansker skulle flytte til et helt andet land. Jeg har i øvrigt aldrig været i Somalia eller kan tale sproget særligt godt.

Hvad har du gjort for at blive dansk statsborger, siden du ikke har et dansk pas endnu?

Der er så mange krav, at jeg ikke kan huske dem alle sammen. Jeg har opfyldt kravene om at bestå 9. klasse, har taget danskprøven og har permanent opholdstilladelse.

Men før jeg søger om statsborgerskab, så skal jeg have haft permanent opholdstilladelse i to år, og hvis jeg går i gang med at studere, så opfylder jeg ikke betingelserne for at have fuldtidsbeskæftigelse i 3 år og seks måneder ud af fire år. Jeg tror, jeg fylder 30 år, før jeg kan opfylde alle krav. Reglerne er ikke rimelige.