»Jeg stikker mig selv i maven med det hver morgen,« siger 33-årige Louise om den medicin, hun bruger til at blive tyndere, end hun er i forvejen.
Det her er en fortælling om ulovlig handel med slankemedicin, der har fundet vej til Facebook-pigegrupper.
Men det er også en fortælling om en ung kvinde, der aldrig føler sig god nok og bryder loven for at forsøge at leve op til samfundets skønhedsidealer.
33-årige Louise begyndte at tage slankemedicin som 21-årig. Dengang var det i pilleform. I dag stikker hun sig i maven med medicin, som normalt bliver brugt af type 2 diabetikere.
Louise, der er 1,69 høj og vejer 59 kilo, har ikke diabetes, men hun har en konstant kropsbevidsthed, der fortæller hende, at hun ikke god nok.
Så da en af hendes venner fortalte, at man kunne tabe sig hurtigt ved at sprøjte diabetesmedicin i kroppen med en pen, prøvede hun det. Og hun er blevet ved lige siden.
Forleden lavede Louise så et opslag i en pigegruppe på Facebook med over 60.000 medlemmer, hvor hun efterspurgte en særlig form for diabetesmedicin.
Snart svarede en kvinde i kommentarsporet, at hun kunne hjælpe. Og straks efter skrev seks andre til kvinden, at de også var interesserede.
Det er sådan, meget af den ulovlige handel fungerer, siger Louise, som er et opdigtet navn. B.T. kender hendes rigtige navn.
Louise deler selv sine erfaringer med medicinen i pigegrupperne, og hvis nogen henvender sig til hende, giver hun dem navnet på sin kammerat. Det er ham, der skaffer den på det sorte marked, siger hun.
Hun erkender, at hverken hun eller mange af de andre kvinder rent faktisk har brug for at tabe sig, men:
»Det er nok mere oppe i hovedet. Sådan tror jeg, at det er med mange af dem, der efterspørger de præparater, de ikke kan få udskrevet af lægen.«
»Det er jo noget, der er i ens sind, hvis man kan sige det sådan.«
Jens Meldgaard Bruun, der er professor i ernæring og lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt, er bekymret over, at diabetesmedicinen handles uden om læger og uden recept.
Også selvom nogle former for medicin eksempelvis er godkendt til at behandle overvægt.
»Hvis du kommer med et BMI på 27 uden følgesygdomme, så er anbefalingerne, at man ikke tager vægttabsmedicin. Man skal gå ind i et livsstilsforløb med kostændring, fysisk aktivitet – altså mere tilgængelige og sundhedsfremmende tiltag,« siger professoren.
Han peger også på diverse bivirkninger såsom problemer med mave-tarm-kanalen, kvalme og forhøjede levertal.
»Man skal også huske på, at den her medicin ikke er testet på personer med normalvægt eller undervægt. Og derfor skal personer, den ikke er testet på, holde sig fra den.«
33-årige Louise fortæller, at hun læste en smule om bivirkningerne, inden hun tog medicinen, men at hun egentlig var ret ligeglad.
»Man kan sige, at jeg er en lille smule dum, men når man er der, hvor jeg er, så tænker man, at hvis bare man får det ud af det, man gerne vil, så er konsekvenserne ligegyldige.«
»Man lever i nuet og har en drøm om at se ud på en bestemt måde. Man ved, produktet virker.«
Har du prøvet at få hjælp til det mentale i stedet for? Har du for eksempel gået til psykolog?
»Ja, jeg går i psykoterapi. Men det der kommer jeg aldrig af med. Som min mand også siger: Lige meget, om jeg står skarpt, og folk siger det til mig, så vil jeg aldrig nogensinde selv være tilfreds.«
Ved du, hvor den følelse af, at du ikke er tynd og god nok, kommer fra?
»Mine unge år, tror jeg. Hvor man så op til alle mulige. Eller at man ikke er blevet anerkendt på den måde, man skulle som barn. Også dårlige kærester.«
»Jeg ser mange unge kvinder som mig i flere grupper. Vi søger bare det samme.«
Og hvad er det?
»Den der lille, slanke krop, solbrun, tatoveringer. Det er lidt for at gemme sig selv.«
Hvad tænker du om samfundets fokus på det ydre og diverse kropsidealer?
»Jeg er selv virkelig påvirket af det. Jeg dømmer aldrig andre mennesker – men jeg dømmer mig selv meget hårdt,« siger Louise, inden hun afslutter:
»Det der med bare at kunne lide sig selv, som man er – det må være en fantastisk følelse – og den er der bare ikke mange, der har.«
