Belgisk politi opløser 'frihedsmarch': - Demokratiet er truet!

En større demonstration imod Belgiens coronarestriktioner endte søndag eftermiddag i voldsomme kampe mellem demonstranter og politi.

Utilfredshed med nye coronarestriktioner fik søndag tusindvis af demonstranter på gaden i Belgiens hovedstad, Bruxelles.

Omkring 8000 deltagere var mødt op til demonstrationen 'Frihedsmarchen' for at vise deres utilfredshed med regeringens krav om tvungen vaccination af beredskabs- og sundhedspersonale, et mundbindskrav til børn og udbredelsen af coronapasset i samfundet.

- Demokratiet er truet! Når regeringen kontrollerer befolkningen, kalder vi det tyranni. Når befolkningen kontrollerer regeringen, kalder vi det demokrati, råbte arrangørerne, mens deltagerne i kor svarede "frihed, frihed, frihed!"

Kort tid efter begyndte en mindre gruppe demonstranter at affyre kanonslag og skyde med løst fyrværkeri og brosten mod politiet, som svarede igen med vandkanoner og tåregas.

Demonstrationen blev opløst kl. 16.30. På det tidspunkt var 20 personer blevet anholdt og fire demonstranter og to politibetjente såret.

- Har de mødt en 6-årig?

Mange var søndag taget til Bruxelles udrustet med skilte og budskaber som "frihed fremfor slaveri" og "mit immunforsvar, mit valg".

En af dem, der deltog, var 41-årige Cindy, som ikke har meget til overs for et nyt mundbindskrav til børn fra seks år.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Hvordan skal jeg forklare min søn, hvorfor han skal have mundbind på hele dagen i skolen i morgen? Har politikerne nogensinde mødt en seksårig?, sagde hun.

Derudover er det især kravet om tvungen vaccination og coronapas, som vækker harme blandt dem, TV 2 mødte.

- Coronapasset er ikke med til at skabe mere sikkerhed og har kun til formål at diskriminere. Jeg er ikke selv vaccineret, for det er overhovedet ikke nødvendigt, sagde Eglė Kučinskaitė.

- Der er meget diskussion om tvungen vaccination overalt i Europa. Hvis politikerne finder på at indføre det her, vil de virkelig få folkets vrede at føle, sagde hun.

Coronarestriktioner i Belgien

Den 3. december indførte den belgiske regering en række nye coronaforanstaltninger i håbet om at knække den stigende smittekurve.

Blandt andet skal landets hospitaler aflyse al ikke-hastebehandling og alle over 6 år skal bære mundbind i det offentlige rum, inkl. i skolen. Børnehaver og grundskoler skal holde lukket fra den 20. december til den 9. januar.

Restauranter og barer skal lukke kl. 23. Desuden forbydes alle indendørs sammenkomster med undtagelse af bryllupper, begravelser, sports- og private arrangementer i hjemmet. Indendørs sportskonkurrencer er tilladt uden publikum. Der er et loft på 200 personer til indendørs forsamlinger, forudsat at disse kan vise et gyldigt coronapas.

Derudover er hjemmearbejde obligatorisk fire dage om ugen og borgerne rådes til at begrænse al social kontakt.

Kilde: info-coronavirus.be

Militant bevægelse

Søndagens demonstration var organiseret af foreningen Belgium United for Freedom, der beskriver sig selv som en militant borgerbevægelse imod mental manipulation, vaccination og undertrykkelse af folket.

Den fandt sted dagen efter, at en lækket sikkerhedsrapport har afsløret, at modstanden mod coronaforanstaltningerne i Belgien er steget markant i løbet af efteråret.

Resultatet heraf er ifølge rapporten øget polarisering, ekstremisme og trusler i samfundet. Rapporten slår desuden fast, at en indførelse af obligatorisk vaccination af alle borgere, som i øjeblikket diskuteres i Belgien, kan give yderligere næring til protesterne.

For blot to uger siden gik 35.000 mennesker på gaden under en lignende demonstration i Bruxelles – et antal, der kom bag på både politi og myndigheder. Rapporten konkluderer da også, at bevægelsen mod restriktionerne i samfundet er lykkedes med at fremtvinge en stadig mere prominent plads i det offentlige rum.

En epidemi af ikke-vaccinerede

De nye coronarestriktioner i Belgien kommer på et tidspunkt, hvor smittetrykket ikke på noget tidspunkt har været højere, og hvor der er konstateret ni tilfælde af den nye bekymrende Omikron-variant.

Det daglige smittetal i Belgien lå i den forgange uge på knap 20.000 i et land med 11 millioner indbyggere. 77 procent af den samlede befolkning har modtaget minimum ét vaccinestik. I Bruxelles er tallet dog kun 60 procent.

Det har fået den belgiske premierminister, Alexander De Croo, til at kalde den seneste smittebølge for "en epidemi af ikke-vaccinerede":

- Situationen i Bruxelles er hverken acceptabel eller holdbar. Vi kan ikke acceptere, at folk træffer valget om at bringe andre mennesker i fare. Det er dem, der ikke er blevet vaccineret, der er de ansvarlige.