Islamisk Stat-fange til DR-korrespondent: ’Vi havde dræbt dig i kalifatet’

Selvom IS har mistet deres territorium, har de udført over 1.200 angreb i Irak og Syrien i år. Et fængslet IS-medlem fortryder intet.

Han bliver ført ind i et lille lokale med en slags sort hætte over hovedet.

På hænderne sidder et par håndjern. Et par vagter holder konstant øje med ham.

Bag hætten gemmer sig en 30-årig mand, som har været en del af Islamisk Stats hemmelige celler i Syrien. Og som intet fortryder.

- IS eksisterer på Guds vilje, og det er min overbevisning. Og hvis jeg slipper ud herfra, vil jeg være af samme mening og udføre det samme arbejde, siger han roligt.

Han er langt fra alene.

DR har mødt den 30-årige Abdul Razzaq, der sidder fængslet i Syrien og har været en del af terrororganisationen Islamisk Stats celler. (Foto: © Torben Kjærsgaard Madsen)

Selvom Islamisk Stat for længst har mistet gruppens såkaldte kalifat og ikke længere kontrollerer store områder i Syrien og Irak, så har gruppen i år udført over 1.227 forskellige angreb i de to lande ifølge tal fra analysevirksomheden ExTrac, der kortlægger angreb fra ekstremistiske grupper.

- De har et omfattende netværk i Irak og Syrien. De er ikke så stærke som i for eksempel 2015, men de er stærkere end for ti år siden. Og det er vigtigt ikke at tro, at det er bekæmpet, for de er stadig meget aktive, siger Charlie Winter, der er forskningsdirektør i ExTrac og tilknyttet tænketanken International Center for Counter-Terrorism.

Et af angreb, som IS har taget skylden for, skete på et marked i i Baghdad i juli, hvor omkring 30 personer blev dræbt. (Foto: © WISSAM AL-OKAILI)

IS-medlem: ’Nogle laver bomber, andre likviderer’

IS-fangen i håndjernene har selv været en del af gruppens hemmelige celler, der står bag likvideringer, vejsidebomber og morterangreb.

I dag sidder han i et fængsel i det nordøstlige, efter han blev arresteret af lokale styrker i en rutinekontrol. Han havde falske identitetspapirer, men blev afsløret som efterlyst IS-medlem efter nogle måneder i fængslet.

Han indrømmer gerne at have været en del af Islamisk Stats celler. Han er ligefrem stolt af det.

- Cellerne opererer på samme måde, som da vi kontrollerede områderne. Der er en leder, og så har alle deres specifikke funktion. Nogle laver bomber, andre planlægger likvideringer. Det foregår hemmeligt, men det er vidtrækkende, siger Abdul Razzaq, som han hedder, mens han dog ikke vil fortælle om sin præcise rolle i den celle, han var en del af.

Her kan du se, hvordan angrebene har fordelt sig i Irak og Syrien:

Selvom IS’s såkaldte kalifat er styrtet i grus, har gruppen i år udført over 1.200 angreb i Syrien og Irak. Kortene her viser, hvor angrebene har fundet sted. Jo mørkere området er, desto højere er koncentrationen af angreb. En stor del af angrebene er netop i IS' tidligere højborge i landene. (Foto: © Grafik:Extrac)
(Foto: © Grafik: ExTrac)

Masser af aktive IS-celler

Fængslet, han sidder i, kontrolleres af det kurdisk-dominerede selvstyre i Syrien, som har været Vestens partner i kampen mod Islamisk Stat.

I selvstyret advarer man om, at Islamisk Stat er særdeles aktive, selvom de vestlige lande fokuserer mindre på gruppen i dag.

- Vi har vundet en militær sejr over Daesh (andet navn for IS, red.), og de har ikke noget territorium. Men der er dusinvis af sovende celler i vores område. Deres ideologi lever, og vi har brug for stabilitet i Syrien og økonomisk udvikling, hvis vi skal bekæmpe terroristernes evne til at rekruttere folk, siger Abdulkarim Omar, der er udenrigsansvarlig i det kurdiskdominerede selvstyre i Nord- og Østsyrien.

- Vi har besejret Daesh (IS, Red.), men kun militært og geografisk. Vi har ikke udslettet terroren, og vi kan ikke besejre terroren kun med militær, siger Abdulkarim Omar. (Foto: © Michael S. Lund)

Forsvarer slaveri og terror-angreb

Jeg har selv mødt mange af IS' ofre i Syrien og Irak.

Fra civile ofre for terrorangreb til kvinder fra yazidi-minoriteten, der blev taget som slaver og voldtaget af Islamisk Stat-medlemmer.

Når jeg tidligere har mødt IS-fanger, har de ofte taget afstand fra IS' mest ekstreme gerninger – enten oprigtigt eller for at stille deres sag i et bedre lys.

  • Den 30-årige Abdul Razzaq smiler og ler flere gange under interviewet, mens han køligt fortæller, at DR’s udsendte nok var blevet likvideret, hvis rollerne var byttet om. (Foto: © Torben Kjærsgaard Madsen)
  • (Foto: © Torben Kjærsgaard Madsen)
1 / 2

30-årige Abdul Razzaq er anderledes.

- Vesten kæmper mod IS og vil udrydde den. De dræber os, og vi dræber dem.

Men at dræbe civile er da forkert?

- De er vantro…

Men for eksempel angrebene i Paris? Det var almindelige mennesker på gaden?

- Men kristne og andre. Vi bekæmper de kristne. Enten bliver de muslimer eller betaler jizya (religiøs skat, red.). Vi er forpligtet til at bekæmpe dem, der modsætter sig Guds vilje.

Også det omfattende slaveri, som nogle IS-medlemmer mente var en fejl, støtter den 30-årige fange.

- Hvis jeg siger, det ikke er en god ting, vil det være imod sharia, og det er blasfemi.

Men hvis en anden gruppe tog din kone som slave, ville du vel ikke synes, det var godt?

- Hvis jeg var vantro, ville det være ude af min kontrol. For mig personligt ville det selvfølgelig ikke være godt, men det er sharia.

Fangen er konstant iført håndjern under interviewet, som lokale vagter overværer. Ifølge de lokale myndigheder har Abdul Razzaq været en del af en IS-celle, som har udført en lang række angreb i Syrien. (Foto: © Torben Kjærsgaard Madsen)

Betragter andre muslimer som frafaldne

Det store flertal af muslimer i Syrien og Irak støtter ikke Islamisk Stats brutale ideer, og en lang række islamiske religiøse ledere har taget afstand fra gruppens fortolkning af sharia-lovene.

Samtidig har langt størstedelen af IS' ofre i Syrien og Irak været muslimer, hvilket jeg forsøger at påpege over for manden i håndjernene.

- For IS er de ikke muslimer. De er frafaldne. Muslimer bekæmper ikke Islamisk Stat, siger han uden at fortrække en mine.

Ifølge det amerikanske militær opererer omkring 8-16.000 IS-medlemmer i Irak og Syrien, og eksperten Charlie Winter advarer om at undervurdere gruppen, alene fordi den ikke kontrollerer større områder.

- IS kan vinde meget bare ved at vente på den næste mulighed. Det har vi set gentagne gange, og hvis vi stopper med at se dem som en vigtig trussel, vil vi stå om et par år og se, at det var en fejl. Og når IS signalerer, at de kan udføre angreb, sender det signaler til støtter over hele verden, også i Vesten, siger eksperten.

Ekspert: IS forbereder næste fase

Den danske ekspert Tore Hamming er ph.d. og forsker i jihadisme. Han følger Islamisk Stat tæt og ser en gruppe, der langt fra er slået.

- Der har været en fortælling om, at IS var en nedkæmpet gruppe i Irak og Syrien, men de her mange angreb vidner om, at de er særdeles aktive. De henretter magtfulde folk ude i landområderne, der opponerer mod IS, og de er i gang med at skabe et fundament og nedbryde de barrierer i samfundet, der bekæmper dem, siger han og fortsætter:

- Så de er i gang med at forberede næste fase, hvor de igen kan fremstå som en meget stærk organisation.

Ifølge Tore Hamming er man nødt til at gøre mere og andet end at bekæmpe IS militært i deres tidligere højborge i Irak og Syrien.

- Vi har i syv år været i gang med at bekæmpe dem og har brugt milliarder på projektet, men er på ingen måde i mål, når de på daglig basis slår lokale ihjel, siger han.

- Det kræver også en mere strategisk social, politisk og økonomisk indsats, hvis man i fremtiden skal sikre, at de her folk vælger et andet liv frem for jihadismen, lyder det fra eksperten.

Han peger samtidig på vigtigheden af at fratage IS mulighederne for at tjene penge gennem afpresning og beskyttelsespenge i Irak og Syrien.

’Vi ses i kalifatet’

I cellen er mit interview med IS-fangen Abdul Razzaq ved at være slut.

Kritiske spørgsmål preller af på manden i håndjernene.

Han besvarer de fleste af dem med referencer til IS' fortolkning af hans religion og diverse religiøse citater.

Det eneste, jeg egentlig har fået ud af interviewet, er en bekræftelse af, at IS' brutale ideologi stadig lever ufortrødent hos mænd som ham.

30-årige Abdul Razzaq sidder i fængsel i det nordøstlige Syrien. Han er en af omkring 10.000 mistænkte IS-medlemmer i områdets fængsler. (Foto: © Torben Kjærsgaard Madsen)

Jeg har selv haft kolleger, der er blevet henrettet af IS, dengang gruppen havde sit såkaldte kalifat. Hvad var der egentlig sket, hvis rollerne var byttet om, og jeg havde mødt Abdul Razzaq i kalifatet, spørger jeg.

- Hvis du er muslim, er du velkommen.

- Det er jeg ikke.

- Så havde vi taget dig til fange.

- Og sat mig for en domstol? Og halshugget mig?

- Nej, nok ikke halshugget. Men sådan her, siger Abdul Razzaq og lader som om, han affyrer en pistol med fingrene.

To vagter fører ham tilbage til hans celle i det syriske fængsel. På vej ud sender han en sidste hilsen til mig.

- Om Gud vil, ser jeg dig snart i kalifatet.