Julefrokoster og boostervacciner kan blive afgørende - sådan ser ekspertgruppe epidemien udvikle sig

Ifølge Statens Serum Institut vil antallet af smittede og indlagte med corona stige til 550-750 i de kommende uger.

I løbet af få uger vil landets sygehuse opleve en stigning i antallet af patienter indlagt med coronavirus.

Det viser en fremskrivning i et notat foretaget af Statens Serum Institut (SSI). Tallet forventes i midten december at ligge i spændet mellem 550 og 750.

I skrivende stund er 434 indlagt med coronavirus på tværs af landets hospitaler.

Hvis prognosen holder stik, vil antallet af indlæggelser dermed fra midten af december nærme sig det hidtidige maksimum på 964, der blev registreret 4. januar 2021.

De nyindlagte vil primært fordele sig på to grupper i samfundet.

Det oplyser Camilla Holten Møller, der er læge og infektionsepidemiolog hos SSI.

- Det er særligt vaccinerede over 60 år og de 20-60-årige, som er uvaccinerede, siger hun og forklarer, at det blandt andet skyldes, at vaccinernes effekt hos den ældre målgruppe er aftagende.

Fremskrivningen fra SSI er en fortsættelse af de stigende indlæggelsestal i Danmark.

4. november var 246 personer indlagt med covid-19, og en måned tidligere var blot 86 personer indlagt med coronavirus.

Ifølge Camilla Holten Møller er resultaterne troværdige, da fremskrivningerne for de foregående måneder har været "meget præcise".

- Den helt store faktor, for hvor vi ender, bliver, hvor mange julefrokoster der bliver gennemført, og hvor mange vi får boostervaccineret, siger hun.

Samtidig pointerer hun, at Omikron-varianten ikke indgår i beregningerne, da det endnu er for tidligt at konkludere på både alvorligheden og smitsomheden af varianten.

Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark er de områder i landet, hvor ekspertgruppen i særlig grad forventer et stigende antal indlagte.

Op til 8300 smittetilfælde

Ekspertgruppen hos SSI har også regnet på, hvordan antallet af daglige smittetilfælde vil udvikle sig.

Her lyder vurderingen, at der fra midten af december kan være op til 8300 nye smittetilfælde om dagen.

Dagens smittetal var lørdag 4325, og tidligere på ugen blev der sat ny rekord for hele epidemien med 5120 registrerede smittede med coronavirus.

En rekord, der ifølge ekspertgruppen ikke kommer til at gælde mange dage endnu.

Ekspertgruppen hos SSI gør opmærksom på, at der i estimatet for smittetilfælde ikke er taget højde for den kommende uges intensiverede vaccinationsindsats, ligesom estimaterne for coronaindlæggelser kun delvist tager højde for smittereducerende tiltag som coronapas og mundbind.

Pessimistisk fremskrivning, mener matematisk epidemiolog

Lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet Viggo Andreassen bider mærke i, at ekspertgruppens beregninger ikke tager højde for den planlagte intensivering af vaccinationsprogrammet heriblandt boostervaccinen.

- Derfor kan man håbe på, at det er et pessimistisk scenarie, siger han til TV 2.

Alligevel fremhæver han en undersøgelse fra sommeren, der viser, at makskapaciteten for det danske sygehusvæsen ligger omkring 1000 indlagte.

- Når tallene det niveau, vil det resultere i mange aflyste operationer, og at sundhedspersonalet i løbet af forholdsmæssigt kort tid slides ned, siger han.

Af selvsamme årsag kommer det ikke som en overraskelse for lektoren, hvis regeringen indfører yderligere restriktioner, hvis man nærmer sig spidsbelastningen.

Fire scenarier for belastning af sygehuskapaciteten

I starten af november fremlagde Sundhedsstyrelsen fire forskellige scenarier for udviklingen i belastningen på landets sygehuse.

Sundhedsstyrelsen forventer en stigende smitte og sygdomsbyrde forårsaget af både covid-19 og andre luftvejsinfektioner, herunder influenza hen over vinteren.

Fremskrivningen fra SSI lægger sig helt konkret op af Sundhedsstyrelsen Scenarie C. Her forventes 600-800 indlagte på landets medicinske afdelinger samt 100-150 patienter indlagt på landets intensive afdelinger.

Fælles for de fire scenarier i Sundhedsstyrelsens undersøgelse er, at mange patienter med infektionssygdomme som influenza forværrer situationen i sundhedsvæsenet yderligere.

Se Sundhedsstyrelsens fire scenarier for belastning af sygehuskapaciteten herunder.

Scenarie A

Antal indlagte: Mellem 200 og 400 patienter på medicinske afdelinger landet over og 25-50 patienter indlagt på intensive afdelinger.

Ud af den samlede covid-19-kapacitet: Cirka 10-25 procent.

Konsekvenser: Dette scenarie vil resultere i, at sygehusene vil udskyde "en del planlagte operationer og ambulante besøg". Scenariet stemmer overens med den nuværende status i de tre vestdanske regioner, hvor den normale aktivitet for årstiden for planlagte kirurgiske og ambulante besøg er reduceret med op til 25 procent.

Scenarie B

Antal indlagte: 400-600 patienter på medicinske afdelinger og 50-100 patienter på landets intensive afdelinger.

Ud af den samlede covid-19-kapacitet: 25-50 procent.

Konsekvenser: I dette scenarie vil sygehusene udskyde "en del planlagte operationer og ambulante besøg". Dette scenarie resulterer i et landsdækkende niveau svarende til det nuværende niveau i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor flere ansatte allerede føler sig pressede.

Scenarie C

Antal indlagte: 600-800 indlagte på medicinske afdelinger samt 100-150 patienter, der er indlagt på landets intensive afdelinger.

Ud af den samlede covid-19-kapacitet: 50-70 procent.

Konsekvenser: Alle planlagte operationer og ambulante besøg, der kan vente, vil blive udskudt på landets sygehuse. Behandlingen af akut og livstruende sygdom vil formentlig kunne opretholdes, men det kan kræve, at regionerne hjælper hinanden med personale. Det kan få betydning for kvaliteten af behandlingen.

Scenarie D

Antal indlagte: 800-1000 patienter på de medicinske afdelinger, mens der er 150-200 indlagte på landets intensive afdelinger.

Ud af den samlede covid-19-kapacitet: 70-100 procent.

Konsekvenser: Sygehusene udskyder hovedparten planlagte operationer og ambulante besøg inklusive tidkritiske planlagte operationer som eksempelvis kræft- og hjerteoperationer, der ud fra en lægefaglig vurdering kan vente. Der er tale om en væsentlig forværring af det nuværende niveau. Ifølge notatet vil det "maksimale spidsbelastningsscenarie" kun kunne varetages i en ganske kort periode.