Seneste nyt om coronavirus 4. december 2021

TV2.DK giver dig her seneste nyt om coronavirus fra Danmark og resten af verden.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

To flodheste tester positiv for corona

To flodheste ved navn Imani og Hermien, som bor i Antwerpen Zoo i Belgien, er testet positive for covid-19. Det skriver BBC. Dyrepasserne lagde mærke til, at dyrenes næser løb mere, end hvad der var sædvanligt for flodheste.

Derfor besluttede passerne sig for at teste de to tonstunge dyr. De vides endnu ikke, hvordan de er blevet smittet, men de er nu i isolation, og dyrepasserne skal testes, bruge værnemidler og desinficeres, inden de må bevæge sig ind til dyrene.

Ifølge Francis Vercammen, der er dyrelæge i Antwerpen Zoo, er det de første registrerede tilfælde af coronavirus hos flodheste.

4325 smittet med coronavirus

For syvende dag i træk er der registreret over 4000 nye tilfælde af covid-19.

Yderligere 4325 personer er bekræftet smittet med coronavirus, viser lørdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Samtidig er der sket 94 nye indlæggelser af smittede på landets hospitaler. Det samlede antal indlagte i Danmark med covid-19 falder dog med 15 til i alt 434.

Derudover er 12 smittede afgået ved døden. Det vides ikke, om de var indlagt, og om det har påvirket indlæggelsestallet.

Første tilfælde af coronavirus på Cook-øerne

Det første tilfælde af smitte med coronavirus er konstateret på Cook-øerne i det sydlige Stillehav, skriver The Guardian.

Cook-øerne, der har 17.000 indbyggere, har også en af de højeste andele af vaccinerede i hele verden - 96 procent af befolkningen på øerne er fuldt vaccinerede.

Cook-øerne er New Zealandsk territorium.

Mette Frederiksen beklager shoppetur i København uden mundbind

Statsminister Mette Frederiksen beklager på Facebook, at hun "glemte at bære mundbind" under en shoppetur fredag i København.

En video, som Ekstra Bladet har udgivet, viser billeder af Mette Frederiksen optaget om eftermiddagen 3. december, hvor hun står i en tøjbutik i indre København uden mundbind.

- Jeg glemte i går at bære mundbind, da jeg var i en butik i indre København. Det var ganske enkelt en forglemmelse, efter de nye regler er indført. Øv. Er blevet opmærksom på det, fordi en borger har filmet det. Jeg ved jo godt, at det kan ske for os alle sammen. Bare helst ikke for mig. Så jeg beklager selvfølgelig, skriver Mette Frederiksen blandt andet i Facebook-opslaget.

Praktiserende læger vaccinerer i region

Borgerne i Region Nordjylland får nu mulighed for at blive vaccineret mod corona tættere på deres eget hjem, skriver TV MIDTVEST.

Regionen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har lavet en aftale, der betyder, at de praktiserende læger kan vaccinere i deres egne lokaler. 

Indtil videre har 72 lægepraksis meldt sig klar, og flere er på vej, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

18 på to fly fra Sydafrika til Holland var smittet med Omikron-variant

Det samlede antal af personer på to fly fra Sydafrika til Holland i sidste uge, der er konstateret smittet med Omikron-varianten af coronavirus, er nu af de hollandske sundhedsmyndigheder (RIVM) gjort op til 18, skriver nyhedsbureauet Reuters.

RIVM siger også, at efterforskningen af smitten hos passagererne på de to fly nu er afsluttet. 

Omikron-smitte kommer til Indien fra Zimbabwe

Indien melder om det tredje tilfælde i landet af smitte med coronavarianten Omikron, skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer officielle regeringskilder.

Myndighederne i den vestlige delstat Gujarat siger, at den tredje patient med Omikron var en 72-årig mand af indiske oprindelse, som efter at have boet i Zimbabwe i årtier, vendte tilbage til Indien 28. november.

32.974 nye smittede i Rusland

Rusland melder om 32.974 nye tilfælde af coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er lidt mere end fredag, hvor tallet var 32.930.

1.215 personer er døde med covid-19 i det forløbne døgn i Rusland, skriver Reuters.

Brasiliansk præsident efterforskes for at sammenkæde vacciner og aids

Brasiliens Højesteret har indledt en efterforskning af kommentarer af den brasilianske præsident Jair Bolsonara, der i en livestream i oktober sagde at vacciner mod coronavirus kunne øge chancen for at få aids.

Det skriver blandt andet BBC.

Kommentarerne fra Bolsonaro betød, at han i en periode blev udelukket fra Facebook og YouTube. Den brasilianske præsident har tidligere rejst tvivl om vaccinernes effektivitet.

Yderligere 75 Omikron-smittede i England

Yderligere 75 tilfælde af smitte med Omikron-varianten er identificeret i England, oplyser det britiske agentur for sundhed og sikkerhed (UKHSA) ifølge The Guardian.

Dermed er det totale antal af smittede med Omikron-varianten i England 104.

Over halvdelen af de smittede med Omikron-varianten i England har fået to vaccinestik.

Omikron spreder sig i Australien - nu 13 tilfælde i Sydney

Omikrion-varianten af coronavirus spreder sig lørdag i Australien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et udbrud i Sydney er nu steget til 13 smittede, og et tilfælde mistænkes også at have ramt delstaten Queensland.

Over 64.000 nye smittede i Tyskland

64.510 personer er i løbet af det seneste døgn blevet smittet med coronavirus i Tyskland, oplyser de tyske sunhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

378 personer er døde med covid-19 i løbet af det seneste døgn i Tyskland.

188 døde med covid-19 i Mexico

188 personer er fredag registreret døde med covid-19 i Mexico, skriver The Guardian.

Dermed er i alt 294.903 personer døde med covid-19 i Mexico, oplyser det mexicanske sundhedsministerium.

Omikron nu fundet i seks delstater i USA

Coronavarianten Omikron er nu også fundet i den amerikanske delstat Utah, skriver The Guardian.

Dermed er varianten i alt fundet i fem amerikanske delstater. Der er også fundet tilfælde i New Jersey, Maryland, Nebraska, Missouri og Pennsylvania.