Biden udelukker ny coronanedlukning i USA

Corona bør ikke være et emne, der skiller USA's politiske vande, siger Biden om sin pandemiplan for vinteren.

USA står ikke over for en ny coronanedlukning.

Det fastslår præsident Joe Biden, der torsdag aften dansk tid præsenterer sin coronaplan for vinteren.

Eksperter vurderer, at antallet af coronatilfælde fortsat vil stige hen over vinteren, i takt med at flere rykker indendørs.

Biden siger, at corona ikke bør være et emne, der skiller de politiske vande, og at han håber på opbakning til sin plan fra begge sider af det politiske spektrum.

- Det er en plan, som jeg mener bør samle os, siger han.

- Jeg ved, at covid-19 har været meget splittende. Her til lands er det blevet et politisk spørgsmål. Det bør det ikke være, men det har det været.

Som en del af Bidens vinterplan for bekæmpelse af coronapandemien indgår også nye restriktioner for rejsende til USA.

Alle passagerer fra udlandet skal lade sig teste inden ankomsten til USA. Krav om at bære mundbind på fly, tog og anden form for offentlig transport forlænges til den 18. marts.

Skal teste sig hjemme

Der er også afsat millioner af dollar i planen til at sikre, at amerikanerne gratis kan teste sig selv hjemme.

Samtidig gentager Biden sin opfordring til amerikanerne om at lade sig vaccinere.

Lidt under 60 procent af den samlede befolkning er færdigvaccineret. Det er en af de laveste vaccinationsrater blandt verdens rigeste lande.

Den nye vinterplan kommer, mens der er frygt for, at den nye Omikron-variant vil brede sig i USA og resten af verden.

USA har torsdag konstateret sit andet tilfælde af Omikron-smitte. Det er opdaget i delstaten Minnesota. Tidligere på ugen blev en person i Californien konstateret smittet med den nye variant.

Biden tilføjer, at USA - ud over indsatsen på hjemmefronten - vil fremskynde bestræbelserne på at sende vacciner til resten af verden.