Kommissionsformand vil drøfte vaccinepligt i EU

Det er relevant at tage diskussionen om vaccinepligt i EU nu, mener kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Vi skal håbe på det bedste, men forberede os på det værste, sagde Ursula von der Leyen onsdag om den nye Omikron-variant. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Ritzau Scanpix)

Rettelse: Det fremgik tidligere at græske borgere over 60 år har frem til den 16. januar 2022 til at blive vaccineret eller bestille en tid til en vaccine. Ellers vil de blive opkrævet 100 euro. Dette er en fejl, da det er 100 euro om måneden.

Det er på tide at diskutere vaccinepligt i EU, idet Omikron-varianten af coronavirus forstærker frygten for endnu en vanskelig vinter.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag.

Ifølge von der Leyen er det "forståeligt og relevant" at diskutere, hvordan man kan "tilskynde til og potentielt tænke på vaccinepligt" i EU.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kommissionsformanden understreger i samme ombæring, at det er op til de enkelte medlemslande at træffe de endelige beslutninger.

Stigende smittetal har allerede medført, at flere europæiske regeringer har indført obligatorisk brug af mundbind, restriktioner, udgangsforbud og nedlukninger.

Det sker i et forsøg på at holde antallet af hospitalsindlæggelser nede.

Østrig gik først

I Østrig har regeringen som det første land i Europa indført vaccinepligt fra 1. februar næste år. Det betyder blandt andet, at østrigske statsborgere risikerer at få en bøde på op til 3.600 euro, svarende til knap 27.000 kroner, hvis de ikke er vaccineret.

Imens har Tysklands kommende forbundskansler, socialdemokratiske Olaf Scholz, sagt, at han går ind for vaccinepligt.

- Som folkevalgt ville jeg klart stemme for vaccinepligt. Det ligger helt fast, sagde Scholz ifølge Der Spiegel tirsdag.

Han håber at kunne indføre vaccinepligt fra slutningen af februar, men beslutningen vil ikke blive taget af regeringen alene. Scholz lægger i stedet op til, at hvert enkelt af de 736 medlemmer af det tyske parlament, Forbundsdagen, må gøre op med sig selv, om de vil stemme for eller imod.

Også Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, ønsker at indføre vaccinekrav for pensionister.

Grækere over 60 år har således frem til den 16. januar 2022 til at blive vaccineret eller bestille en tid til en vaccine. Ellers vil de blive opkrævet 100 euro om måneden, hvilket svarer til knap 750 danske kroner, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En ældre græsk-ortodosk præst modtager sit første stik med Pfizer-BioNTech-vaccinen i Karyes, Grækenland, den 17. november. (Foto: © ALEXANDROS AVRAMIDIS, Ritzau Scanpix)

Ikke på tale i Danmark

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde onsdag, at regeringen er meget langt fra at overveje at indføre vaccinepligt i Danmark.

- Det enkelte menneske skal kunne træffe den beslutning. Men vi vil gerne lægge vægt på, hvor vigtigt, vi mener, det er at blive vaccineret, sagde hun.

Fire ud af fem danskere har lige nu fået mindst et stik med en coronavaccine. Det svarer til knap 4,6 millioner borgere.

14 procent har fået det tredje stik.

/ritzau/