Mor frygter vaccine: - Det er ærgerligt, at mine børn skal tage det voksne ansvar

Mette Bladt frygter, hvilken betydning vaccinen kan få for hendes datters fertilitet. Det svarer Sundhedsstyrelsens vicedirektør på.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Signe Kløve Dreyer bakker op om vaccination af børn mellem 5 og 11 år. Det er rettet til, at hun bakker op om vaccination af sine egne børn, der er 12 og 15 år.

Flere forældre er efter Sundhedsstyrelsens udmelding om vaccination af børn mellem 5 til 11 år i et stort dilemma: Skal deres barn vaccineres mod coronavirus eller ej?

Vi har brug for at undgå, at smitten går fra børnene til forældrene til bedsteforældrene

Helene Probst, vicedirektør hos Sundhedsstyrelsen

Det gælder blandt andet pædagog Mette Bladt, som er mor til to børn i netop den aldersgruppe.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at mine børn skal tage det voksne ansvar og lade sig vaccinere for at passe på dem, der er vaccinerede, siger hun torsdag i 'Go' aften LIVE'.

Vaccinerne kan gøre skolerne sikre

I øjeblikket er der mest smitte i aldersgruppen 5 til 11 år, og det mærker folkeskolelæreren Signe Kløve Dreyer på sit arbejde.

Hun arbejder i en 5. klasse på Skolen på Islands Brygge i København, hvor der i øjeblikket er et smitteudbrud. Således er der i løbet af de sidste fem dage konstateret 33 smittet på tværs af 14 klasser.

- Man kan jo sige, at hvis børnene i den aldersgruppe, jeg er sammen med, var vaccinerede og dermed blev smittet mindre, så ville skolen være et mere smittefrit sted, siger Signe Kløve Dreyer.

Hun forholder sig ikke til, hvorvidt forældre til børn mellem 5 og 11 år skal lade deres børn vaccinere. Men når det kommer til hendes egne børn, som er 12 og 15 år, har hun valgt at takke ja til vaccinen.

Som mor har Signe Kløve Dreyer også været i tvivl, om det var den rigtige beslutning.

Da hendes ældste datter skulle vaccineres, satte Signe Kløve Dreyer spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var nødvendigt, idet smitten på det tidspunkt var faldende.

Men så gav datteren selv udtryk for, at hun ville have stikket.

- Hun ville rigtig gerne, fordi hun ville beskytte resten af samfundet, lyder det fra Signe Kløve Dreyer.

Frygter for sin datters fertilitet

Tilbage til pædagogen Mette Bladt. Hun er selv blevet vaccineret mod covid-19, men alligevel tvivler hun på, om den er sikker for hendes børn.

Hun mener, at vaccinerne ikke er gennemprøvede, og derfor frygter hun langtidsbivirkningerne for børnene.

- Jeg har en datter på ni år, og jeg er bekymret for, om bivirkningerne vil gå ud over hendes fertilitet, forklarer Mette Bladt.

Læs også: Region Sjælland gør klar til at vaccinere børn under 12 år

Ifølge Helene Probst, som er vicedirektør hos Sundhedsstyrelsen, er der flere, som deler den bekymring.

- Spørgsmålet om fertilitet har været et vedvarende rygte, men det er der ikke noget i, så det skal man ikke være bekymret om, siger hun.

Samtidig understreger hun, at der er blevet lavet studier på vaccinen, og de tyder ikke på, at fertiliteten bliver påvirket.

Børn udgør en stor andel af nysmittede

Imens fortsætter smitten med at stige landet over – især blandt børn, oplyste myndighederne fredag.

Den seneste uge har de 5- til 11-årige tegnet sig for 21 procent af alle nysmittede i Danmark.

Læs også: De første børn under 12 år kan blive vaccineret søndag

Derfor er vaccinerne ifølge Helene Probst "det helt afgørende redskab" for at bevare det åbne samfund.

- Vi har brug for at undgå, at smitten går fra børnene til forældrene til bedsteforældrene, siger hun.

Bekymringen for at sprede smitten til de ældre aldersgrupper skyldes, at de er i øget risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19.