Premierminister sat i husarrest under militærkup i Sudan

Premierminister Abdalla Hamdok opfordrer borgerne til at gå på gaden og kæmpe imod kuppet.

Sudans premierminister, Abdalla Hamdok, er blevet sat i husarrest, efter at ukendte militærstyrker natten til mandag har stormet hans bolig i hovedstaden Khartoum.

Det bekræfter Sudans informationsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kilder i ministeriet fortæller videre, at premierministeren fra sin husarrest opfordrer borgerne til at gå på gaden og kæmpe imod militærkuppet.

- Vi opfordrer alle til at blive ved med at demonstrere, indtil dette forsøg på et militærkup er slået ned, lyder det i en erklæring fra ministeriet.

Nyhedsbureauet AFP rapporterer om demonstranter, der blokerer gaderne i Khartoum med brændende bildæk.

Internettet er nede

Flere andre politikere er blevet anholdt under militærstyrkernes aktion natten til mandag.

Det melder blandt andre den arabiske tv-station al-Hadath.

Flere sudanesiske embedsfolk bekræfter, at fem ledende regeringsfolk er tilbageholdt. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Flere nyhedsbureauer rapporterer, at lufthaven i Khartoum er lukket ned og alle internationale flyvninger skulle være indstillet.

Reuters skriver, at mobildækningen og internetforbindelsen i og omkring hovedstaden Khartoum er ude af drift.

Afværgede militærkup

Sudans premierminister Hamdok meddelte i sidste måned, at regeringen havde afværget et kup fra militærstyrker. Og siden har stemningen i landet været anspændt.

Ifølge premierministeren var kuppet iscenesat af hærofficerer og folk med tilknytning til landets tidligere regime.

Den anspændte situation i Sudan har fået gamle stridigheder mellem civile regeringsstøtter og militæret til at blusse op på ny.

Konfliktens parter er primært konservative islamister, der ønsker en militærstøttet regering, og grupper af civile, der i 2019 var med til at afsætte landets tidligere præsident, Omar al-Bashir.