Snart må politikerne hænge valgplakater op, men flere kandidater er allerede tyvstartet

Forskning viser, at effekten af valgplakater er større ved kommunalvalget sammenlignet med folketingsvalget.

Når klokken slår 12 lørdag, får politikerne travlt med at sikre sig de bedste pladser i lygtepælene.

Her må landets politikere nemlig hænge de første valgplakater op, når kommunal- og regionsrådsvalget officielt skydes i gang.

Men en række kandidater er allerede tyvstartet.

I Kolding Kommune har byrådet besluttet, at alle partier i kommunen begynder tidligere og hænger plakater op fra klokken 7 af hensyn til trafikken.

Læs også: Lørdag går det løs: Men sidst fik partierne store bøder for efterladte valgplakater

Det til trods for at det er i strid med reglerne om, at kandidater over hele landet først må hænge plakater op klokken 12.

Valgplakater vigtige for kandidaterne

Blandt andet har tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen – i strid med reglerne – sat sine plakater op lørdag morgen klokken 7. Hun kandiderer til borgmesterposten i Kolding Kommune.

- Nu skal vi have skabt noget valgstemning, og vi ved, at plakater har en rigtig positiv effekt. Folk bliver opmærksomme på, at nu skal der snart være valg, og hvilke kandidater der er, siger Eva Kjer Hansen (V) til TV 2.

Flere af kommunens kandidater var på gaden fra morgenstunden, og Eva Kjer Hansen ser ikke noget problem i, at plakaterne hænges op lidt tidligere end normalt.

- Vi er nødt til at minde folk om, at der er valg, og vi ved, det er noget, der bliver lagt mærke til. Og ja, der er dem, der synes, at det er irriterende og skæmmer gadebilledet, men de kan trøste sig med, at de snart bliver taget ned igen, siger politikeren.

Risikerer I ikke bare at skulle hive dem ned igen?

- Det er jo byrådet, der kollektivt har besluttet, at vi starter fem timer før, hvor resten af landet starter klokken 12 i dag, siger hun.

Eva Kjer Hansen tilføjer, at flere af hendes kolleger fra andre partier også er i fuld gang.

Imod reglerne

Det er ikke et enkeltstående tilfælde. For på trods af retningslinjerne ses det stort set hvert år, at politikere bryder reglerne og begynder før tid.

Ifølge vejloven må plakaterne hænges op på offentlige veje og private fællesveje fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen og indtil otte dage efter valget. Plakater ophængt i strid med reglerne skal fjernes inden 24 timer efter, at vejmyndigheden påpeget det.

Ved folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog først ske fra statsministerens annoncering af valgets udskrivelse.

Og valgplakater kan faktisk have en ret afgørende betydning for valget.

Forskning viser, at effekten af valgplakater er større ved kommunalvalget sammenlignet med folketingsvalget. Det fortæller Anthon Nødskov, der er chefrådgiver i firmaet Operate og beskæftiger sig med politisk kommunikation.

- Kommunalvalgskandidater har enormt meget behov for at skabe genkendelse omkring sig selv. Det er de færreste af os, der kender kommunalvalgskandidater, og når vi kommer ind i stemmeboksen, er der rigtig mange kandidater, siger han.

Men en valgplakat er ikke nok. Det er et led i en større indsats for at gøre opmærksom på sig selv, inden folk skal sætte deres kryds, fastslår han.

Læs også: Nu kommer plakaterne - og de er vigtige i den interne kamp

Valgplakater til diskussion

Valgplakater har skabt debat flere steder i landet blandt andet i Høje-Taastrup Kommune, hvor det har sat gang i en miljødebat. Stod det til Dansk Folkeparti, skulle valgplakater nemlig være forbudt i kommunen.

Man er dog kommet frem til et kompromis om, at der ikke må hænge valgplakater i kommunes træer, men kun i lygtepælene af hensyn til miljøet.

- Forslaget gik på, at vi skulle prøve at skåne træerne, og det er en god idé, for træerne har ikke godt af, at der bindes valgplakater fast med strips på dem. Det var der bred enighed om i byrådet, siger nuværende borgmester, Michael Ziegler, til TV 2.

Men han understreger også, at valgplakaterne kan have stor betydning for valgdeltagelsen og derfor ikke skal fjernes helt.

- Jeg tror, at det vil være sådan, at lige så længe det vil være tilladt at hænge valgplakater, kommer vi til at være der alle sammen, for der er ikke nogen af os, der tør satse på ikke at være der, siger han.

I Skanderborg Kommune er Liberal Alliance gået et skridt længere og har valgt at droppe nye valgplakater.

De eneste valgplakater, partiet vil sætte op, er nogle genbrugsplakater med spidskandidat Carsten Bach, som er tilovers fra Folketingsvalget i 2015. Han siger til TV 2, at det både er for at spare tid, penge og ressourcer, men også for at tage hensyn til miljøet.

Kommunal- og regionrådsvalget afholdes 16. november 2021. På vores hjemmeside kan du tage TV 2s kandidattest og finde ud af, hvilke kandidater du deler holdning med.

På nuværende tidspunkt regner Sydøstjyllands politi ikke med at gøre noget ved valgplakaterne, da de ikke har modtaget nogen anmeldelse. Sker det, vil politiet overveje, om der skal gøres noget ved det, oplyser vagtchefen.

Regler for ophængning af valgplakater:

  • Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til otte dage efter valget.
  • Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen på både offentlige og private veje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
  • Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
  • Valgplakater må endvidere ikke hænges op på en måde, der medfører skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed. Det er derfor ikke tilladt at sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træerne, ligesom der heller ikke må saves eller beskæres for at kunne hænge valgplakater op.
  • Ophængte valgplakater skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person (eksempelvis partiorganisationen), der har iværksat ophængningen af valgplakaterne. 

Kilde: Indenrigs- og boligministeriet