Taxavognmand mister bil efter chaufførs alt for høje fart

Med laser afslørede færdselsbetjente i København, at taxa kørte vanvidskørsel på Helsingørmotorvejen.

En taxavognmand får konfiskeret sin bil efter en ansat chaufførs alt for høje hastighed.

Det er resultatet af en dom, som Københavns Byret fredag har afsagt om såkaldt vanvidskørsel.

Den 39-årige chauffør blev afsløret af færdselsbetjente få dage efter den markante skærpelse af færdselsloven i foråret.

Ændringen trådte i kraft 31. marts, og lidt over midnat til 3. april viste en betjents måling med laser, at en Mercedes kørte 124 kilometer i timen på Helsingørmotorvejen på en strækning, hvor den højst tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.

Selv mente chaufføren, at farten var 73 kilometer i timen.

Dom uden fortilfælde

Når en trafikant overskrider den tilladte hastighed med 100 procent, og hvis han kører 100 kilometer i timen, er der ifølge lovændringen tale om vanvidskørsel.

Også spritkørsel med en promille over 2,0, særligt hensynsløs kørsel og andre forseelser hører til i kategorien.

I dommen frakendes chaufføren førerretten i tre år, ligesom han skal afsone 20 dages fængsel, oplyser byretten.

Men der er en yderligere sanktion, som rammer bilens ejer. Vognmanden får konfiskeret køretøjet.

Det er så vidt vides første gang, at en taxavognmand mister en bil på grund af en ansats kørsel.

En anden vognmand risikerer noget tilsvarende. I den sag blev en chauffør i slutningen af september taget med 108 kilometer i timen på Rebildvej i Vanløse, hvor den højst tilladte fart er 50.

Dagligt piller politifolk køretøjer ud af trafikken på grund af sigtelser om vanvidskørsel. Fredag formiddag blev en BMW således beslaglagt i Holbæk. Den kørte slingrende. Førerens promille blev målt til mere end 2,0, oplyser politiet.

I alt er der beslaglagt 510 køretøjer frem til 20. september, oplyste Rigspolitiet for nylig. Indgrebene sker med henblik på konfiskation i de efterfølgende retssager.

Reglen om, at ejere af biler rammes hårdt for forseelser, som andre har begået, er blevet kritiseret af for eksempel leasingselskaber. Loven strider imod EU-retten, hævdes det. Branchen forsøger at få adgang til Højesteret med det principielle spørgsmål.