Branchen er bekymret for klimaafgifter – men det er passagererne ikke

Udsigten til at regningen havner hos danskerne, skræmmer ikke de passagerer, TV 2 mandag talte med.

Klimaet er igen til debat, efter at SF mandag har meldt ud, at partiet vil gå til finanslovsforhandlinger med et forslag om en konkret udgift på flyrejser.

TV 2 har været rundt i landet og spurgt både flybranchen og danskerne, hvad de mener om udspillet.

Blandt passagererne, TV 2 har talt med, er der generel tilslutning til klimakompensation på flyrejser. Men branchen har svært ved at overskue konsekvenserne.

Hos Bravo Tours er direktør Peder Hornshøj helt med på, at vi skal flyve grønnere og mere bæredygtigt.

Dog mener han, at der i forvejen bliver stillet store krav om afgifter til branchen, blandt andet på CO2-afgifterne, som ifølge Peder Hornshøj er steget voldsomt.

- Vi betaler nok i forvejen. Det har ikke været godt at være rejsearrangør eller flyselskab det sidste år. Flybranchen skal have lov til at finde deres ben og få forretningen til at løbe rundt, inden man pålægger den yderligere afgifter. Det, synes jeg, er skudt lidt ved siden af, siger han.

Og det rammer ifølge direktøren kun ét sted.

- I sidste ende er det forbrugerne, der skal betale. Vi er nødt til at hæve prisen overfor danskerne. Der er grænser for, hvad hr. og fru Danmark kan og vil betale for at komme ud og rejse, siger Peder Hornshøj.

SF's forslag om flyafgift

Ifølge SF's forslag skal flyafgiften stige alt efter rejsens længde.

Det betyder, at flyafgiften – hvis partiet får sin vilje – kommer til at ligge på:

  • 100 kroner for rejser inden for Europa
  • 300 kroner for mellemlange ture
  • 700 kroner for lange rejser

- Man skal jo starte et sted

Men i Herningcentret er pensionisten Inge Marie Kolding positivt stemt over for afgifterne – også selvom hun selv ender med at punge ud. Hendes sidste rejse gik til Tyrkiet.

- Vil man ud og rejse, må man jo betale det, det koster. Man skal jo starte et sted. Dem, der vil ud og rejse, er nok ligeglade med at give lidt ekstra for klimaet, siger hun.

Louise Iversen, der er folkeskolelærer, har sidst været i Sverige. Hun lader sig heller ikke afskrække af udsigten til stigende flypriser.

- Jeg tænker ikke, det vil gøre mig noget at betale lidt mere. Det er så lille et beløb, hvis man gerne vil afsted. Det er til alles bedste. Vi er nødt til at tænke i grønnere baner, siger hun.

Derimod har Christian Clausen det ambivalent med udspillet. Han er selvstændig og har senest været i Thailand for halvandet år siden.

- Det er fint med afgifter, men de skal ligge andre steder end der, hvor folk får deres frihed. Efter at have været lukket inde i halvandet år hungrer vi alle efter det, siger han.

Christian Clausen mener i stedet, at afgifterne bør lægges mere på hverdagens forbrug.

Symbolpolitik

I Midtjyllands Lufthavn i Karup, hvor der i øjeblikket kun flyver en indenrigsrute til København, frygter lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen, at stigende afgifter kan få især erhvervskunderne til i stedet at tage bilen til hovedstaden.

- Det er en skam, for vores fly er en mere klimavenlig måde at komme til København, end hvis passagerne kører enkeltvis derover, siger han og fortæller, at det er et brændstofeffektivt ATR-turbopropelfly, som flyver ruten mellem Karup og København.

Ifølge lufthavnschefen er 90 procent af de rejsende i Midtjyllands Lufthavn erhvervsrejsende, og han mener, at der bør skelnes mellem ferierejser og erhvervsrejser i debatten om afgifter.

- Det giver ingen mening at begrænse erhvervslivet. Det her virker som symbolpolitik og medieomtale. Man kan ikke gå baglæns i udviklingen ved at afgrænse trafikken. Det er jo en del af Danmarks erhvervsudvikling at være forbundet og globalt orienteret, siger han.

Find en løsning for luftfarten

Frans Bjørn-Thygesen understreger, at han ikke har noget imod afgifter. Pengene skal bare bruges fornuftigt.

Og at SF vil kanalisere indtægterne fra en afgift ind i statskassen, hvor de skal øremærkes grøn omstilling, er ikke den rigtige løsning, mener lufthavnschefen.

- Man skal bruge pengene på at finde en løsning på klimaproblemet i forhold til luftfarten, siger han og henviser til brancheforeningen Dansk Luftfart.

Foreningen foreslår, at man kanaliserer afgifterne tilbage til flybranchen for at omstille flyene til grønnere brændstof og til at udligne prisforskellen mellem de nye og de gamle brændstoffer.

Knap så bekymrede passagerer

I Aalborg Lufthavn er lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen generelt skeptisk over for forhøjede udgifter, som, han mener, er med til at forhøje priserne over hele linjen.

- Afgifterne gør det mere komplekst. Men jeg afventer, hvad udfaldet bliver. Og så må jeg se på det endelige resultat og lave beregninger og se, hvilke konsekvenser det har for mig, siger han.

Hos nogle af hans passagerer deler udspillet vandene.

Birgitte Jensen, som til daglig er underviser, er ikke afskrækket af udsigten til stigende flypriser. Det vil ikke umiddelbart få hende til at overveje andre transportformer på de længere distancer.

- I princippet synes jeg, det er godt med de afgifter. Jeg mangler lidt at vide, hvad pengene skal bruges til, eller om det bare er aflad, siger hun.

Gymnasieelev Jeppe Tranum Rickers frygter, at stigende priser især vil gå ud over hans egen aldersgruppe. I så fald vil han rejse mindre, lyder det.

- Når man er på SU, er ens indtjening meget begrænset. Der er klart et problem med klimakrisen, men det er træls, at det går ud over os studerende, der gerne vil opleve verden, siger han.

Vil ikke flyve mindre

De rejsende, TV 2 mødte i Billund tirsdag morgen, er villige til at betale en ekstra afgift på flyrejser. Til gengæld kniber det mere, når det kommer til at flyve mindre.

Mette Jensen er selvstændig og vil gerne betale.

- Vi skal jo passe på hinanden og kloden, så ja, intet problem, siger hun.

Hun vil dog ikke give afkald på at rejse i det hele taget.

Også hos studerende Nanna Havbjerg bliver forslaget modtaget positivt.

- 100 kroner fra eller til tænker jeg ikke gør den store forskel, lyder det.

Gulvmand Carsten Rasmussen er enig:

- 700 kroner er også fint, hvis det hjælper klimaet, siger han.

De senere år har både SF, Enhedslisten og Radikale Venstre talt for flyafgifter, og så sent som i sidste uge præsenterede Radikale Venstre et forslag om en klimaafgift på flybilletter i 2023.