R. Kelly til Grammy-showet i 2004.
Kernen

R. Kelly troede, at han kunne flyve, men fik vingerne klippet – forstå sagen med 10 billeder

Hans musik er blevet fjernet fra Youtube, og han risikerer livstid i fængsel. Se billederne, der fortæller historien.

R. Kelly var en af R&B-verdenens absolutte superstjerner.

Nu er han forsvundet. Både fra virkeligheden og fra verdens største streamingtjeneste, Youtube, som har fjernet al hans musik.

Selv sidder han i en fængselscelle i New York, dømt for flere tilfælde af menneskehandel med seksuel udnyttelse for øje, og kan se frem til en lang fængselsstraf.

Og han har flere retssager ventende.

Det hele er sket inden for de seneste par år. Alt er faldet sammen under ham, og selvom han mange gange før har overlevet anklager om overgreb og børneporno, indhentede fortiden R. Kelly i sidste ende.

Hele historien bliver udfoldet i TV 2-programmet 'Kernen'.

R. Kelly udgav sit debutalbum 'Born into the 90s' i 1992, som solgte over en million udgaver og cementerede hans navn i R&B-verdenen.

Han har i den grad haft sin storhedstid som superstjerne, men i 2021 kom det dramatiske kollaps, og sangeren, der så gerne ville flyve, ender sandsynligvis sine år i bur.

Nedenfor giver vi et indblik i hele historien om R. Kelly i billeder.

1. Age Ain't Nothing But A Number

I 1992 tog R. Kelly den 13-årige sangerinde Aaliyah under sine vinger og blev hendes mentor. Deres forhold er omgivet af historier om upassende adfærd og hemmeligheder, og en af hans dansere påstår at være øjenvidne til, at sangeren havde sex med Aaliyah, mens hun var 13 år.

R. Kelly har altid benægtet anklagerne om at have et seksuelt forhold til den mindreårige sanger. Men det er en kendsgerning, at han giftede sig ulovligt med hende i 1994, da hun var blot 15 år, ved at få forfalsket hendes identifikationsdokumenter, så hun fremstod som 18-årig. Ægteskabet blev annulleret, da myndighederne opdagede de forfalskede dokumenter.

Sangeren skrev og producerede Aaliyahs debutalbum. Titlen på albummet var: 'Age Ain't Nothing But A Number' - eller på dansk: Alder er bare et tal.

Og historien om Aaliyah skulle blive første led i en lang fortælling om seksuelle overgreb.

2. I Believe I Can Fly

R. Kelly udgav i 1996 superhittet 'I Believe I Can Fly', der er en af R&B-historiens største sange.

Han blev samme år anklaget for at have dyrket sex med den mindreårige gymnasieelev Tiffany Hawkins, der sagsøgte ham for ti millioner dollars.

På trods af at han endnu engang var under anklage, fik sangeren for alvor sit gennembrud, da 'I Believe I Can Fly' endte med at ligge nummer 1 på hitlisterne i både USA og Europa.

3. Tre priser og et forlig om overgreb

I januar 1998 blev søgsmålet mellem R. Kelly og Tiffany Hawkins afgjort uden for retten i et forlig på 250.000 dollars.

Måneden efter blev han hyldet med tre priser til årets Grammy-show for 'I Believe I Can Fly'.

Han blev fæstnet som en af de helt store R&B-stjerner og spillede de efterfølgende år udsolgte shows over hele USA, mens sagerne fra hans fortid blev fortrængt.

4. R. Kelly slipper udenom anklager og bliver en superstjerne

R. Kelly slap uden om anklagerne om overgreb og pædofili i 90'erne og blev for alvor en kæmpe stjerne.

Men endnu engang ventede flere alvorlige sager rundt om hjørnet. Avisen The Chicago Sun-Times offentliggjorde i år 2000 en række retsdokumenter, der viste, at han var under anklage for at have udnyttet sin berømmelse og magt i musikindustrien til at møde unge teenagepiger og få dem til at dyrke sex med ham.

Nogle af pigerne var helt ned til 15 år gamle.

Året efter blev han sagsøgt af den tidligere praktikant i hans pladeselskab Tracy Sampson for at have udnyttet hende seksuelt. R. Kelly endte med at betale hende 250.000 dollars.

Avisens interesse for R. Kelly skulle vise sig at være startskuddet på noget større, der kunne få konsekvenser for ham.

5. Et videobånd sender sangeren i retten

I 2002 var The Chicago Sun-Times endnu engang ude med alvorlige anklager mod R. Kelly. Avisen skrev, at de havde modtaget et videobånd, hvor sangeren dyrkede sex med en mindreårig og urinerede på hende.

Avisen fik FBI-teknikere til at verificere, at båndet var ægte, og at det var R. Kelly på videoen. Samme dag, som avisen offentliggjorde historien, optrådte sangeren til åbningsceremonien under vinter-OL i Salt Lake City.

Efter historien blev R. Kelly for første gang formelt tiltalt for blandt andet børneporno, da myndighederne mente, pigen på båndet var mindreårig.

Først i 2008 begyndte retssagen mod ham. Den varede i fem uger, og han blev frikendt for alle anklager. Pigen, der blev identificeret på båndet, nægtede på trods af flere vidner at kendes ved sin identitet, og dermed kunne retten ikke bevise, der var tale om en mindreårig.

Og R. Kelly tordnede ufortrødent videre, som intet var hændt.

6. #MuteRKelly

I årene efter, R. Kelly blev frikendt, slap han mere eller mindre frit fra balladen. Han blev ved med at udgive musik og hans album 'Black Panties' fra 2013 blev endnu et hit.

Han gik også sammen med Lady Gaga om sangen 'Do What You Want', der blev nomineret til en Grammy, hvilket vakte opsigt, da Lady Gaga var stor støtter af #MeToo-bevægelsen.

Det kørte med andre ord for R. Kelly. Han levede sit liv som en fri mand, og hans tekster var ikke blevet mindre vulgære trods de mange anklager om seksuelle overgreb og lignende.

Men så skrev mediet BuzzFeed News en historie i 2017, der skulle vise sig at være skelsættende for hans fremtid. En journalist havde talt med en række mødre, der anklagede R. Kelly for at drive en sexkult med deres døtre.

Mediet skrev blandt andet, at pigerne havde fået frataget deres telefoner og skulle gå klædt, som sangeren ønskede. Han afviste endnu engang alle anklagerne.

Efterfølgende voksede bevægelsen #MuteRKelly gevaldigt. Demonstranter mødte op sted efter sted bevæbnede med bannere og skilte med krav om retsforfølgelse og fængsling af R&B-stjernen.

Lady Gaga endte også med at trække sit samarbejde med R. Kelly tilbage og undskylde for at have optrådt på nummeret med ham.

Bevægelsen mod R. Kelly voksede sig langsomt større end ham, og de kommende år indhentede beskyldningerne ham endelig.

7. Forsvinder fra spillelister

I 2018 gik den juridiske støtteforening for ofre af seksuelle overgreb kaldet 'Time's Up' for alvor ind i sagen. De havde talt med flere af kvinderne bag anklager mod R. Kelly og krævede nu, at samtlige anklager mod ham blev efterforsket grundigt.

Som modsvar sagde R. Kellys advokat, at 'Time's Up' og #MuteRKelly-bevægelsen forsøgte at lynche "en sort mand, der har bidraget ekstraordinært til vores kultur".

I maj måned valgte Spotify alligevel som den første musiktjeneste i verden at reagere på anklagerne. De fjernede R. Kelly fra alle de spillelister, Spotify selv lavede til brugerne. Kort efter besluttede Apple, at de heller ikke ville promovere hans musik længere.

Samme måned gik 20-årige Faith Rodgers ud med navn og ansigt og anklagede sangeren for at have filmet seksuelle overgreb mod hende, at have låst hende inde og at have givet hende herpes med vilje.

Hun gentog desuden anklagerne om, at R. Kelly drev en sexkult og sagde, at hun havde mødt en af kvinderne, der skulle være en del af den. Det fik nogle journalister til at tage fat i sagen igen, og deres arbejde blev til dokumentarfilmen, som i sidste ende var med til at fælde R. Kelly.

8. Surviving R. Kelly

Dokumentaren 'Surviving R. Kelly' udkom i januar 2019. Den gik i detaljer om en lang række af de eksisterende anklager mod sangeren, hvor flere kvinder stod frem og fortalte om overgreb, psykisk vold og manipulation.

Måneden efter blev han anholdt og tiltalt i Chicago for ti forskellige overgreb. Han blev løsladt mod kaution og lod sig interviewe af CBS News. Under interviewet brød han sammen og begyndte at råbte.

Sangeren svarer nu på sexanklager fra flere kvinder i et nyt interview. Video: Marie Jensen

Sagen voksede, og han blev tiltalt i yderligere 11 overgreb. Det hele ramlede sammen om ørene på sangeren. Han blev sigtet af en føderal domstol i Illinois for børneporno. Og så annoncerede anklagere fra New York, at han var blevet sigtet i en sag om menneskehandel.

R. Kelly blev anholdt, mens han var ude at gå tur med sin hund.

9. Ingen kaution

Efter sangeren blev anholdt, blev han fløjet fra Chicago til New York, hvor han blev fængslet uden muligheden for kaution.

På grund af coronapandemien sad han indespærret i hele 2020, uden retssagen gik i gang. Han blev overfaldet i fængslet af en anden indsat. Videobånd viste, at ingen af fængselsvagterne forsøgte at stoppe overfaldet.

R. Kellys forsvarsadvokat forsøgte at få ham løsladt på baggrund af, at han var i fare i fængslet, men det blev afvist af en dommer, som frygtede, at sangeren ville stikke af.

Og året efter begyndte den første sag mod R. Kelly.

10. Skyldig

R. Kelly skal for retten i flere amerikanske stater. Første sted var i New York, hvor han var anklaget for ni tilfælde af menneskehandel med seksuel udnyttelse for øje.

Han blev kendt skyldig i alle anklagerne. Strafudmålingen er endnu ikke fastsat, men han risikerer livstid i fængsel. Samtidig har Youtube fjernet R. Kellys musik fra deres tjeneste, så sidens 2,3 milliarder brugere ikke længere kan finde det.

Retssagerne i Illinois og Minnesota mangler stadig at gå i gang. Her er han sigtet for blandt andet overgreb og børneporno. De forventes først at gå i gang i 2022.

Få hele historien om R. Kelly i 'Kernen' på TV 2 PLAY, og hør DJ og kulturjournalist Nanna Balslev forklare, om man kan skille manden fra musikken.