Omskæringslæge fik lov at fortsætte i årevis: - Barnet mangler halvdelen af sin penis

På 14 år lavede en læge mindst 27 omskæringer af børn, der blev indberettet til myndighederne. 16 blev indlagt med komplikationer. Nogle livstruende.

Det var tre dage siden, at de to drenge var blevet omskåret på stuegulvet, fortalte forældrene.

Louise Hennings er læge og havde aftenvagt, da hun modtog drengene og deres forældre på en større dansk akutmodtagelse.

Hun undersøgte først det ældste barn.

- Drengen mangler over halvdelen af sin penis. Det, der skulle være hans kønsorgan, er omdannet til et stort blødende sår, som lugter forfærdeligt. Det lignede et krater, fortæller Louise Hennings.

Også den yngste dreng har skader på penis. Den var præget af svær infektion.

- Da jeg ser det her, går det op for mig, hvor svært dårlige de her børn er. De er begge ramt af svær blodforgiftning, fortæller hun.

Louise Hennings indberettede sagen til sundhedsmyndighederne i håbet om, at de ville stoppe lægen bag omskæringerne.

Men det gjorde de ikke.

Det viser sig nu, at Louise Hennings indberetning på netop den læge langtfra er enestående.

For gennem 14 år har myndighederne fået alvorlige indberetninger om omskæringer udført af den medicinske læge – uden at gøre nok for at stoppe ham, mener flere læger, som TV 2 har talt med.

Der er for mange drenge, der har måttet gå igennem det her, før der bliver sagt stop

Michael Borre, professor og urinvejskirurg

Arbejder i dag som læge

TV 2-dokumentaren ‘Omskæringer bag lukkede døre’ har de seneste dage sat gang i debatten om, hvorvidt omskæring af drenge skal forbydes – eller om det offentlige sygehusvæsen skal tilbyde omskæring under ordentlige forhold.

I dokumentaren fortæller Louise Hennings om sin oplevelse med de to drenge, der kom ind på akutmodtagelsen, og nu kan TV 2 afdække, at lægen bag omskæringerne er den dansk-syriske læge Mohammad A..

Siden 2003 har de danske sundhedsmyndigheder modtaget alvorlige og kritiske indberetninger om lægens omskæringsvirksomhed, der er foregået i private hjem, på hans privatadresse og i mindst ét tilfælde på et asylcenter uden medarbejdernes kendskab.

Omskæringer, der har medført, at en lang række ellers raske drenge måtte indlægges på hospitalet med alvorlige komplikationer.

Alligevel arbejder han i dag som læge på et dansk sygehus.

’Omskæring bag lukkede døre’: Sådan lavede TV 2 dokumentaren

Hvert år bliver omkring 2000 drenge rituelt omskåret i Danmark.

Det dykker dokumentaren ned i, og den afslører – blandt andet ved hjælp af skjult kamera – hvordan personer uden lægelig baggrund foretager illegale rituelle omskæringer på helt små drenge.

Du kan læse mere om overvejelserne bag dokumentaren i artiklen her.

Indberetningerne stammer fra både Danmark og Sverige og omfatter ifølge aktindsigter, som TV 2 har fået, mindst 27 drenge.

Heraf mindst 16 drenge, der blev indlagt som følge af omskæringer udført af Mohammad A.

En af sagerne handler om en toårig dreng, der i 2017 blev indlagt på Rigshospitalet med smerter og hævelser i penis. Af indberetningen fremgik det, at penis var ildelugtende, og at forhuden stort set var væk.

Kun en meget lille del af forhuden var tilbage helt nede ved roden.

Alle steder løfter man en pegefinger, men ikke højere, end at han kan gentage det og blive ved med at gentage det

Michael Borre, professor og urinvejskirurg

Læge: Svært at forstå, at han kunne fortsætte

- Jeg har svært ved at forstå, hvordan vedkommende kan praktisere som læge, når han gang på gang praktiserer langt under dansk lægefaglig standard og påfører adskillige patienter svære komplikationer, siger Louise Hennings.

I en anden sag fra Sverige beskriver myndighederne Mohammad A.'s metode som grov og traumatiserende i forbindelse med omskæringen af en to måneder gammel dreng.

Drengen blev efterfølgende opereret for at rette op på skaderne, da penis havde trukket sig ind i underlivet som følge af ardannelse.

I Sverige besøgte politiet også en lejlighed ejet af Mohammad A.'s far, hvor politiet vurderede, at han foretog omskæringer under stærkt kritisable forhold:

- I køkkenet lå der en masse medicin og medicinsk udstyr på køkkenbordet. Det var tydeligt for politiet, at køkkenbordet blev brugt som et sted for omskæring. Badeværelset var under renovering, og der var et skilt inde i den ydre enhed, hvor der stod "ADVARSEL – ASBEST", skriver de svenske myndigheder om sagen.

Louise Hennings har læst Mohammad A.'s historik og undrer sig over, at han har fået lov at fortsætte med at foretage omskæringer i så mange år, når de danske myndigheder har kendt til den lange række af komplikationer.

- Jeg har svært ved at forstå, hvordan vedkommende kan praktisere som læge, når han gang på gang praktiserer langt under dansk lægefaglig standard og påfører adskillige patienter svære komplikationer. Særligt når patienterne i dette tilfælde er små børn, siger hun.

Mellem 2007 og 2009 kom lægen under skærpet tilsyn hos myndighederne, men de kritisable omskæringer fortsatte med indlæggelser til følge.

I 2013 meddelte Mohammad A., at han frivilligt ville stoppe med at foretage omskæringer – og derfor så myndighederne ikke grund til at gøre yderligere.

Alligevel fik Styrelsen for Patientsikkerhed i 2017 indberetningen om den toårige dreng, der blev akut indlagt og opereret på Rigshospitalet.

Styrelsen reagerede med at fratage Mohammad A.'s lægeautorisation for en toårig periode.

Jeg er overrasket og skuffet over, at min indberetning ikke satte en stopper for hans praksis

Louise Hennings, læge

Forsøg på permanent fratagelse af autorisation fejlede

TV 2 har også vist Mohammad A.'s bagkatalog til Michael Borre, der er klinisk professor og urinvejskirurg ved Aarhus Universitetshospital.

Han forstår ikke, at den ansvarlige myndighed, der frem til 2015 var Sundhedsstyrelsen, og som nu er Styrelsen for Patientsikkerhed, ikke greb ind langt tidligere.

- Han får lov til at bevæge sig rundt i flere lande og lave det her. Alle steder løfter man en pegefinger, men ikke højere, end at han kan blive ved med at gentage det – indtil man endelig siger: "Nu er det nok". Det tog altså rigtig mange år, siger Michael Borre.

Styrelsen for Patientsikkerhed meldte lægen til politiet i forbindelse med autorisationsfratagelsen i 2017, hvilket endte med en dom og en bøde på 25.000 kroner ved først byretten og efterfølgende landsretten i 2018.

Styrelsen vurderede, at Mohammad A. udgjorde en fare for patientsikkerheden, hvorfor den ønskede at anlægge en sag ved domstolene for permanent at fratage ham hans autorisation.

Men styrelsen sendte først sagen videre til Kammeradvokaten, som skulle føre sagen, et år og fire måneder efter den midlertidige autorisationsfratagelse. Det betød, at de gældende tidsfrister ikke kunne overholdes.

Dermed faldt sagen mod Mohammad A. til jorden.

I 2019 fik han sin autorisation tilbage, og han arbejder i dag som læge på et offentligt hospital.

Mohammad A. har dog fortsat forbud mod at foretage omskæringer på ubestemt tid.

Der skulle være grebet ind tidligere

Styrelsen for Patientsikkerhed

Skuffet over, at lægen ikke blev stoppet

Selvom sundhedsmyndighederne altså umiddelbart fik sat en stopper for Mohammad A.'s omskæringer i 2017, mener Michael Borre, at forløbet er kritisabelt.

- Jeg havde nok en forventning om, at en patientsikkerhedsstyrelse ville have grebet hårdere og mere effektivt ind på et tidligere tidspunkt. Der er for mange drenge, der har måttet gå igennem det her, før der bliver sagt stop.

Året efter, at Louise Hennings indberettede sagen om de to drenge på akutmodtagelsen, kom Mohammad A. under skærpet tilsyn. Hun er imidlertid uforstående over, at myndighedernes reaktion ikke var mere resolut.

- Jeg er overrasket og skuffet over, at min indberetning ikke satte en stopper for hans praksis, siger hun.

Var skærpet tilsyn ikke nok?

- Jeg ville da være urolig på børns vegne, hvis der var den mindste risiko for, at de kunne blive udsat for noget, der svarer til det, som mine patienter oplevede. Så mit umiddelbare svar er nej, siger Louise Hennings.

Styrelse erkender kritisable forhold

TV 2 ville gerne have interviewet Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvorfor myndighederne ikke greb ind tidligere, og hvorfor man ikke har frataget Mohammad A.'s autorisation permanent.

Men Styrelsen for Patientsikkerhed afviser at stille op til interview.

I en mail til TV 2 skriver styrelsen:

- Det er desværre tydeligt, at der i perioden frem til 2013 er forhold vedrørende sagsbehandlingen af den pågældende læge, der er kritisable, og at der skulle være grebet ind tidligere.

Det er mange år siden. Gå væk herfra

Mohammad A., læge

Styrelsen understreger, at Mohammad A. siden 2013 har haft forbud mod at foretage omskæringer.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har siden styrelsens oprettelse i 2015 fulgt sagen tæt, samt grebet ind, når styrelsen har fået kendskab til, at sundhedspersonen har udført ikke-terapeutisk omskæring, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Yderligere skriver styrelsen, at man for to år siden ændrede sagsgange, som skal sikre, at autorisationsfratagelser nu behandles effektivt.

- Gå væk herfra

At Mohammad A. fortsat arbejder som læge, mener styrelsen ikke er problematisk:

- Styrelsen har gennemført et uvarslet tilsyn og været i dialog med hans nuværende arbejdsgiver, der står inde for sundhedspersonens faglighed, hvorfor styrelsen vurderer, at der ikke mistanke om, at sundhedspersonen ved sit øvrige faglige virke udsætter patienter for fare.

TV 2 har opsøgt Mohammad A. på hans nuværende arbejdsplads for at spørge ham, hvorfor han fortsatte med at udføre omskæringer i årevis, selvom flere af hans patienter fik komplikationer.

- Hold da op, det er længe siden, siger han.

Du udsatte børnene for en stor risiko. Hvorfor gjorde du det?

- Det er mange år siden. Gå væk herfra, siger Mohammad A.

Dyk ned i den lange række af indberetninger om Mohammad A.'s omskæringer:

Mohammad A.'s kritiske omskæringer

  1. 2003

    1. Fem drenge indlagt

      Sundhedsstyrelsen modtager for første gang oplysninger om Mohammad A.'s virke. Han havde foretaget omskæring af fem drenge, som efterfølgende blev indlagt. Det så dog ud til, at omskæringerne var udført korrekt.

  2. 2006

    1. Sverige underretter Danmark

      Sundhedsstyrelsen modtager en indberetning fra Sverige om, at Mohammad A. har foretaget omskæringer af fem drenge, som alle blev indlagt akut med komplikationer. En af omskæringerne er foretaget i Danmark. 

  3. 2007

    1. Seks sager fra Sverige

      Svenske myndigheder oversender seks sager til Sundhedsstyrelsen vedrørende omskæringer foretaget af Mohammad A.

    2. Nye komplikationer

      Sundhedsstyrelsen modtager indberetninger om to omskæringer foretaget i Mohammad A.'s eget hjem. Begge drenge blev akut indlagt med komplikationer. 

    3. Skærpet tilsyn

      Mohammad A. kommer som følge af de seneste sager under skærpet tilsyn. Det skyldes, at lægen:

      • - Ikke informerede patienterne og deres forældre korrekt inden operationen
      • - Ikke indhentede samtykke til behandling
      • - Ikke journalførte behandlingerne korrekt
      • - Ikke anvendte korrekt hygiejnisk teknik
      • - Ikke foretog korrekt opfølgning og efterbehandling
      • - Ulovligt indførte lægemidler til Sverige
    4. Omskæringer på asylcenter

      Mohammad A. indberettes for at have foretaget omskæringer af to drenge på et værelse på et asylcenter uden at informere centrets personale.

  4. 2008

    1. Advarsel i Sverige

      Mohammad A. får en advarsel af svenske myndigheder i forbindelse med kritisable omskæringer i Sverige. Særligt en sag gør udslaget: En dreng har fået skåret så meget af forhuden, at det var svært for plastikkirurgerne at rette op på skaden. Svenske myndigheder vurderer, at skaden kan betyde livslang lidelse for drengen.

  5. 2009

    1. Skærpet tilsyn ophæves

      Sundhedsstyrelsen ophæver det skærpede tilsyn med Mohammad A., da der ikke findes grundlag for at forlænge det.

    2. Politisag henlægges

      Sundhedsstyrelsen modtager indberetning om, at Mohammad A. har omskåret en dreng, der er anbragt uden for hjemmet uden samtykke, mens drengen var i samvær hos sin mor. Politiet henlægger sagen grundet manglende bevisførelse.

  6. 2011

    1. Indberetning fra politiet

      Sundhedsstyrelsen bliver af politiet gjort opmærksom på, at Mohammad A. har foretaget en omskæring i drengens eget hjem. Drengen blev efterfølgende indlagt.

  7. 2012

    1. Konsultation i egen lejlighed

      Sverige underretter Sundhedsstyrelsen om, at Mohammad A. fortsat udfører omskæringer i Sverige. Politiet i Malmø har undersøgt en lejlighed, der fungerede som lægens konsultation.

    2. To drenge indlægges efter omskæring

      Sundhedsstyrelsen modtager indberetning om, at to drenge er blevet indlagt med komplikationer efter omskæring udført af Mohammad A. Komplikationerne tæller infektion samt muligt tab af dele af glans hos en af drengene.

  8. 2013

    1. Samtale hos styrelse

      Sundhedsstyrelsen kalder Mohammad A. til samtale efter flere tilsynssager, hvor drenge er blevet indlagt efter omskæringer foretaget af ham. Infektionshyppigheden "oversteg signifikant den forventede infektionsfrekvens", vurderer styrelsen.

    2. Fraskriver sig retten til omskæringer

      Mohammad A. meddeler Sundhedsstyrelsen, at han frivilligt fraskriver sig retten til at foretage rituelle omskæringer.

  9. 2017

    1. Vil have retten til omskæringer tilbage

      Mohammad A. beder Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) om at få ophævet sin frivillige fraskrivelse af retten til at udføre omskæringer. Han meddeler samtidig, at han er begyndt at foretage omskæringer igen 1. april 2017.

    2. Må ikke foretage omskæringer

      STPS meddeler, at Mohammad A. ikke må foretage omskæringer, så længe han er virksomhedsindskrænket.

    3. Dreng indlagt efter omskæring

      STPS modtager indberetning om, at en toårig dreng er blevet indlagt efter en omskæring foretaget af Mohammad A.

    4. Fratages autorisation

      STPS afgør, at Mohammad A. fratages sin lægeautorisation, fordi han uretmæssigt havde genoptaget sin omskæringsvirksomhed. Af samme grund politianmeldes han for overtrædelse af autorisationsloven.

  10. 2018

    1. Idømmes bøde

      Mohammad A. idømmes ved Retten i Roskilde en bøde og fratages sin autorisation i to år.

    2. Sagen sendes til Kammeradvokaten

      STPS sender sagen til Kammeradvokaten med henblik på at fratage Mohammad A.'s autorisation permanent. Sagen indsendes senere til Retslægerådet – dette er et krav for at anlægge en sag ved domstolen.

      Det sker ét år og fire måneder efter, at styrelsen fratog Mohammad A. sin autorisation.

    3. Landretten stadfæster dom

      Østre Landsret stadfæster straffedommen fra juni samme år.

  11. 2019

    1. Autorisationsfratagelse bortfalder

      Kammeradvokaten meddeler, at man endnu ikke har fået svar fra Retslægerådet. På dette tidspunkt er Mohammad A.'s midlertidige autorisationsfratagelse bortfaldet, da det på grund af det manglende svar fra Retslægerådet ikke har været muligt at indsende en stævning om forlængelse eller permanent fratagelse. 

    2. Fraskriver sig igen retten til omskæring

      Under en samtale med STPS fraskriver Mohammad A. sig endnu engang – frivilligt – retten til at foretage omskæringer. Dette registreres som tidsubegrænset. 

  12. 2021

    1. Ikke længere klinik i hjemmet

      STPS konstaterer ved et tilsyn, at Mohammad A. ikke længere har klinik i sit hjem. Styrelsen får af Mohammad A.'s nye arbejdsgiver oplyst, at der ikke er noget at udsætte på hans nuværende arbejde. STPS har derfor ikke grundlag for at sanktionere Mohammad A. yderligere.

Kilder: Styrelsen for Patientsikkerhed og Socialstyrelsen (Sverige)