Hærværksmænd smadrede flere hundrede græskar

Den hyggelige halloween-stemning i Silkeborg er ødelagt af natligt hærværk - politiet hører gerne fra eventuelle vidner.

I torsdags blev 900 græskar lagt ud i Silkeborgs gader - nu er omkring halvdelen af dem smadret, vurderer City Manager Pernille Varde Perigaard.
I torsdags blev 900 græskar lagt ud i Silkeborgs gader - nu er omkring halvdelen af dem smadret, vurderer City Manager Pernille Varde Perigaard.

En eller formentlig hærværksmænd gik natten til lørdag amok og smadrede flere hundrede græskar, som byens butikker havde stillet op for at skabe lidt halloween-stemning i Silkeborg Midtby.

- Det er helt vildt ærgerligt, at de ikke kunne få lov til at ligge i fred. De skulle have prydet bybilledet her i efterårsferien, men sådan skulle det altså ikke være. Jeg forstår det simpelt hen ikke, siger city manager i Handel Silkeborg, Pernille Varde Perigaard.

Hun fortæller, at Handel Silkeborg og byens gadeforeninger i torsdags placerede 900 græskar rundt omkring i byen. Halvdelen af dem er nu ødelagt, vurderer hun. 

- Jeg ved ikke, om man har kastet rundt med dem eller trampet dem i stykker. De var i hvert fald meget smadrede. Heldigvis var kommunens oprydningshold tidligt ude for at rydde op, og det er vi meget taknemmelige for, siger Pernille Varde Perigaard.

Om butikkerne nu vil forsøge at købe et nyt læs græskar, tager de formentlig stilling til på mandag. Under alle omstændigheder er hærværket allerede meldt til politiet, og vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi understreger, at man gerne hører fra eventuelle vidner.

De fleste af de smadrede græskar befandt sig tilsyneladende i Nygade. Hærværket fandt sted mellem midnat og klokken 3.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.